Faktaboks

Andrew Marvell
Født
31. januar 1621, Winstead, Yorkshire
Død
18. august 1678, London

Andrew Marvell var en engelsk digter, der er mest kendt for sine satiriske digte og prosastykker. Særligt digtet "To His Coy Mistress" har udødeliggjort hans navn.

Marvells uddannelse og erhverv

Marvell blev uddannet i Hull og på Trinity College, Cambridge. I årene 1642-1646 rejste han rundt i Europa, hvorved han undgik direkte deltagelse i den engelske borgerkrig. Som embedsmand var han ellers centralt placeret i periodens stormfulde politiske liv, først under den puritanske republik (1642-1660), senere som parlamentsmedlem efter kongedømmets genindførelse i 1660. Under det genindførte kongedømmes opgør med republikanerne talte Marvell den anti-royalistiske digter John Miltons sag og reddede ham fra dødsstraf.

Digtning

Marvells digte, der med deres dristige billedsprog vækker mindelser om den såkaldt metafysiske stil, kredser ofte om landlivets glæder ("The Garden"), men tager efterhånden en satirisk-polemisk retning med bitre udfald mod det udbredte magtmisbrug ved hof og i stat (for eksempel i Last Instructions to a Painter, skrevet i 1667, udgivet i 1689).

Marvells mest berømte, ofte antologiserede digt er det erotisk-humoristiske "To His Coy Mistress", der advarer den tilbedte om ikke at spilde tiden, men elske nu — for efter døden kan en jomfru vente mindre attraktive elskere: "Then worms shall try/That well-preserved virginity".

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig