Faktaboks

Larry Bird

Larry Joe Bird

Født
7. december 1956, Indiana
Nationalitet
Amerikansk
Image

Larry Bird i aktion for Indiana den 2. december 1978.

Larry Bird
Af /AP/Ritzau Scanpix.

Larry Bird er en forhenværende basketball-spiller, der spillede for NBA-holdet Boston Celtics igennem hele sin aktive, professionelle karriere. Larry Bird har også haft roller i sporten efter sin aktive karriere, herunder som træner for Indiana Pacers (1997-2000) såvel som en administrationsrolle i selvsamme franchise efterfølgende.

Larry Bird tilskrives en stor del af æren for at skabe populariteten omkring sporten og ligaen i 1980'erne og i begyndelsen af 1990'erne sammen med Magic Johnson. De to var rivaler og stod i spidsen for hvert af deres hæderkronede mandskaber.

Larry Bird er den eneste i historien, der har vundet titlen som NBA's MVP som spiller (1984, 1985, 1986), Coach of the Year som træner (1998) og Executive of the Year (2012).

De første opgør mod Magic Johnson

Larry Bird gik på college i Indiana i på Indiana State University. Han havde tidligere fået en plads hos det mere anerkendte Indiana Hoosiers, men droppede hurtigt ud. Hos Indiana State University formåede han at sætte det mere upåagtede college på landkortet. Det skete særligt i 1979, hvor holdet gik hele vejen til college-finalerne, hvor Michigan Spartans var modstanderne. Desværre for Larry Bird var det Michigan Spartans, der vandt kampen. Kampen satte dog rekord hos seerne, der nød duellen mellem Indianas Larry Bird og Michigans Magic Johnson. Den duel skulle senere tryllebinde fans verden over i de efterfølgende mange sæsoner.

Den dyreste rookie og ændrede college-regler

Image
Larry Bird i en kamp for Boston Celtics.
Af .
Licens: CC BY SA 2.0

Faktisk havde Larry Bird allerede fremtiden på plads, for i sommeren 1978 var han med i NBA-draften (en årlig udvælgelsesproces, hvor NBA-holdene på skift vælger mellem en gruppe af tilmeldte unge spillere), hvor Boston Celtics havde valgt ham som den sjette spiller i draften.

Det var dog ved at gå galt for Boston Celtics, inden det var begyndt. Hvis Larry Bird ikke havde sat sin underskrift på en kontrakt inden 1979-draften, ville Celtics miste rettighederne til ham. Celtics ønskede ikke at betale dyrt for rookien, men Birds agent, Bob Woolf, stod fast i sine krav, og det endte med, at Celtics gjorde ham til den dyreste rookie nogensinde med en 5-årig aftale, der ville indbringe Larry Bird 3,25 millioner dollars.

Afledt af denne sag ændrede NBA reglerne kort efter, således at hold ikke længere kunne drafte spillere, der var klar til at blive professionelle. Reglen blev kendt som the Bird Collegiate Rule.

1979-1980: Rookie of the Year

Med ét var Larry Bird altså den store profil hos Boston Celtics. Heldigvis for ham og Boston leverede han varen fra første øjeblik. Holdet var endt næstsidst i deres konference, året før Bird startede. I Birds første sæson formåede de at vinde deres konference. Celtics vandt 32 kampe mere end året forinden, og Larry Bird blev kåret som Rookie of the Year i 1980.

Helt så heldig var han dog ikke, da det kom til mesterskabet. Larry Bird og Boston Celtics spillede sig hele vejen til finalerne i Eastern Conference, men her tabte man til Philadelphia 76ers, der siden gik hen og tabte finalerne til Los Angeles Lakers – og Magic Johnson.

For andet år i træk måtte Larry Bird altså se rivalen Magic Johnson vinde mesterskabet. Historisk set betragter mange denne sæson som fødslen af moderne basketball. Det var Birds og Magics fortjeneste.

1980-1983: Det første mesterskab

Image
Larry Bird i 1980.
Larry Bird
Af /AP/Ritzau Scanpix.

Boston Celtics formåede at drafte forwarden Kevin McHale (f. 1957) og tilknytte centeren Robert Parish (f. 1953), og de to udgjorde sammen med Larry Bird en dominerende frontcourt, der fortsat betragtes som én af de bedste i historien.

Med de to nye spillere havde Larry Bird mere talent på mandskabet. Det var dog fortsat Larry Bird, der var den helt store profil hos Celtics, og han var arkitekten bag det hold, der formåede at få revanche mod Philadelphia 76ers i konferencefinalen og efterfølgende også vandt finaleserien mod Houston Rockets med 4-2.

I de efterfølgende sæsoner fortsatte Larry Bird sit storspil, men Celtics kunne ikke komme helt ud af Eastern Conference. I 1981-82 røg de ud til Philadelphia 76ers i konferencefinalerne, mens de året efter tabte til Milwaukee Bucks i konference-semifinalerne.

1983-1986: Verdens bedste basketballspiller

I 1981, 1982 og 1983 blev Larry Bird nummer to i MVP-afstemningen hvert år. Det var ganske vist foran Magic Johnson, men eftersom Lakers havde vundet mesterskabet i både 1980 og 1982, var Larry Bird måske en anelse bagefter med sin ene NBA-triumf i 1981.

Det blev der lavet om på fra starten af sæsonen 1983-84. Her formåede Larry Bird at vinde ligaens MVP-titel. Ikke nok med det formåede han og Boston Celtics også at spille sig i NBA-finalerne, hvor de mødte netop Magic Johnson og Los Angeles Lakers. Efter syv barske kampe var det Larry Bird og Boston Celtics, der vandt, og dermed fik Bird revancheret sig fra den tabte college-finale i 1979. Larry Bird blev også kåret til finalernes MVP.

Larry Bird fortsatte sit storspil i de efterfølgende sæsoner. I 1984-85 blev han for anden gang kåret til ligaens MVP. Også denne sæson formåede de at spille sig i finalerne mod Los Angeles Lakers, men denne gang var det Lakers, der vandt efter seks kampe.

Før 1985-86 pådrog Larry Bird sig en rygskade, der kom til at genere ham resten af karrieren. Men den satte ikke en stopper for ham i 1985-86, hvor han fortsatte sit storspil og vandt sin tredje MVP-triumf på stribe. Det lykkedes også Boston Celtics at vinde et mesterskab, og dermed havde Bird også tre mesterskaber i rygsækken.

1986-1988: Lige ved og næsten

Herefter fulgte et par sæsoner, hvor Larry Bird og Boston Celtics var tæt på – men aldrig gik hele vejen. Tættest kom de på i 1986-1987, hvor de nåede frem til finalen, men igen tabte de til Los Angeles Lakers. Det skulle blive sidste gang, Larry Bird stod i en NBA-finale som spiller.

I 1987-88 spillede Bird fortsat fremragende. Faktisk endte det med at blive hans scoringsmæssigt bedste sæson nogensinde, da han i gennemsnit scorede 29,9 point per kamp. Holdet endte dog med at tabe konferencefinalen mod Detroit Pistons, og dermed stod Celtics for første gang i fem sæsoner ikke i en NBA-finale.

1988-1992: Karrierens efterår

Herefter gik det ned ad bakke for Larry Bird. Han spillede stadig på et højt niveau, men han var plaget af skader den sidste periode af karrieren. I 1988-89 nåede han således kun at spille seks kampe, inden en operation i begge hæle satte ham ud af spillet.

I 1989-90 var han tilbage, og selvom han spillede 75 kampe, var han plaget af rygsmerter. Det blev endnu værre i de efterfølgende to sæsoner, hvor han spillede henholdsvis 60 og 45 kampe, inden han indstillede karrieren i 1992. Celtics vandt fortsat langt de fleste kampe, når Bird var med. I kampene uden Bird var det langt sværere.

1992: Dream Team

Karrieren var ved at slutte, men det amerikanske basketball-landshold skulle til De Olympiske Lege i 1992 bestå af professionelle spillere – og det åbnede døren for Larry Bird. Holdet, der blev navngivet the Dream Team, bestod af ligaens største superstjerner, herunder også det nye ansigt i ligaen, Michael Jordan, men det var Larry Bird og rivalen Magic Johnson, der var holdets kaptajner.

The Dream Team levede op til kælenavnet og pulveriserede rivalerne. Undervejs fik Larry Bird også bidraget til guldmedaljen med 8,4 point per kamp. Spillemæssigt havde han en mindre rolle på holdet, mens yngre stjerner slog sig løs.

Rivaliseringen med Magic Johnson

NBA var et svært sted i 1970'erne, og både Magic Johnson og Larry Bird kom som kaldet, da de indtrådte i ligaen i 1979. De havde indledt deres rivalisering i college-turneringen i 1979, og de fortsatte i NBA. Samtlige finaler i 1980'erne havde enten Larry Bird eller Magic Johnson som deltager. Hele tre gange stod de direkte over for hinanden i finalerne.

Hvor Magic Johnson var den udadvendte, farverige spiller, der virkede til at trives i Hollywoods rampelys, var Larry Bird den mere indadvendte fyr, der foretrak at holde sig ude af rampelyset.

De to spillere blev gode venner i løbet af deres karriere. Ifølge Magic Johnson var det særligt i forbindelse med optagelsen af en reklamefilm for skomærket Converse, at de to for alvor begyndte at se venskabeligt på hinanden. Én af reklamefilmene blev optaget i French Lick i Indiana – Larry Birds hjemby – og da Magic en dag blev inviteret på frokost hjemme hos Birds mor, var det starten på et venskab, der fortsat varer ved.

Efter karrieren: Tilbage til rødderne i Indiana

Efter den aktive karriere fik Larry Bird en mindre administrativ rolle hos Boston Celtics. Den besad han indtil 1997, hvor Indiana Pacers tilbød ham stillingen som holdets træner. Han takkede ja, men annoncerede, at han kun ville være træner i tre år.

Allerede fra starten stod det klart, at Larry Bird var dygtig uden for banen også. I den første sæson vandt holdet 58 kampe og nåede konferencefinalen mod Michael Jordan og Chicago Bulls. Efter syv kampe tabte Pacers dog, men Larry Bird blev kåret til årets træner i ligaen.

De to efterfølgende sæsoner var også gode for Larry Bird og Indiana Pacers. Bedst gik det i 1999-2000, hvor holdet nåede frem til finalen, hvor Los Angeles Lakers dog blev endestationen. Herefter stoppede han trænerkarrieren.

Efter tre års pause kaldte Indiana Pacers igen. Denne gang skulle han have en mere administrativ rolle med ansvar for basketball-delen. Han hyrede Rick Carlisle (f. 1959) som ny træner, og stille og roligt byggede han et stærkt mandskab op. Det gjorde han så godt, at han i 2012 vandt NBA Executive of the Year. Han er således den første – og eneste – nogensinde, der har vundet MVP som spiller, Coach of the Year som træner og Executive of the Year som stabsmedlem.

Larry Bird stoppede i sin rolle i 2012 af helbredsmæssige årsager. Han vendte tilbage året efter i 2013 og besad stillingen indtil 2017, hvorefter han skiftede over i en rådgiverrolle, og i dag er han konsulent omkring holdet.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig