Faktaboks

Magic Johnson

Earvin Johnson; Earvin "Magic" Johnson

Født
14. august 1959, Lansing, Michigan, USA

Magic Johnson er en forhenværende basketball-spiller, der spillede for NBA-holdet Los Angeles Lakers fra 1979 til 1991. Han gjorde kortvarigt comeback i 1995-96. Magic Johnson var med til at vinde fem NBA-mesterskaber (1980, 1982, 1985, 1987 og 1988).

Hele tre gange formåede Magic Johnson at blive kåret til ligaens mest værdifulde spiller, MVP (1987, 1989, 1990). Magic Johnson regnes som én af ligaens bedste spillere nogensinde. I 2002 blev han optaget i ligaens Hall of Fame.

I år 2000 var Magic Johnson en del af det danske projekt, Magic Great Danes, hvor han nåede at spille to kampe, inden projektet blev afviklet.

En stjerne fra første sekund

Image

Magic Johnson i en kamp for Los Angeles Lakers den 2. december 1989.

Magic Johnson
Af /AP/Ritzau Scanpix.

Magic Johnson blev valgt af Los Angeles Lakers i draften i 1979 som det første valg overhovedet. Allerede i den første sæson beviste Magic Johnson, at han var en særdeles god spiller, og han hjalp således holdet til at gå hele vejen. Lakers vandt mesterskabet i 1980.

Det var Kareem-Abdul Jabbar, der var holdets helt store stjerne, men undervejs i finaleserien mod Philadelphia 76ers udgik han med en skade. Det førte til, at Magic Johnson fik en større rolle og spillede forskellige positioner i den afgørende kamp, som Lakers endte med at vinde takket være en stor præstation af Magic. Magic Johnson endte med at vinde Finals MVP-titlen som den første rookie nogensinde.

Magic tilføjede magien til Showtime

Under Magic Johnson blev Los Angeles Lakers verdensberømt for deres Showtime-spillestil. Holdet var blevet opkøbt af forretningsmanden Jerry Buss (1933-2013) i 1979, og han havde et stort ønske om, at holdet spillede underholdende, ligesom hele oplevelsen ved at gå til basketball skulle være underholdende.

Magic Johnson blev straks en nøgleperson i Lakers' showtime-identitet. Holdet spillede hurtigt og eksplosivt, og anført af Magic og Kareem-Abdul Jabbar dominerede holdet store dele af 1980'erne, hvor de vandt fem mesterskaber.

Magic Johnson overtog mere og mere af ansvaret, som årene gik, og i Magics fjerde sæson i 1982-83 lavede Magic Johnson mere end 10 assists per kamp. Den statistik opretholdt han frem til første karrierestop i 1990-91.

Rivaliseringen med Larry Bird

Image

Magic Johnson ved De Olympiske Lege i 1992.

Magic Johnson
Af /AP/Ritzau Scanpix.

Igennem karrieren havde Magic Johnson en lang rivalisering med Larry Bird fra Boston Celtics. Allerede i college-tiden stod de to spillere over for hinanden, da Magic Johnson og Michigan State Spartans besejrede Larry Bird og Indiana State Sycamore i college-finalerne i 1979.

De to rivaler blev billedet på NBA i 1980'erne, og ifølge flere eksperter reddede rivaliseringen ligaen fra at gå konkurs. Hele tre gange (1984, 1985 og 1987) mødte Magic og Bird hinanden i NBA-finalerne. Undervejs i deres rivalisering blev de to verdensstjerner gode venner, og de har siden udgivet en bog i fællesskab, der kigger tilbage på rivaliseringen.

HIV førte til karriestop

Forud for 1991-92-sæsonen blev Magic Johnson diagnosticeret med HIV. Det førte til, at Magic Johnson valgte at indstille karrieren. Magic valgte at være meget åben omkring sin sygdom. Han erkendte, at han havde fået sygdommen som følge af at have haft adskillige sexpartnere igennem sin karriere.

Selvom Magic ikke spillede i løbet af sæsonen, blev han valgt ind på All-Star-holdet i 1992. Han deltog i kampen og blev kåret til All-Star MVP efter 25 point, ni assists og fem rebounds. Det var dog ikke sidste gang, Magic optrådte på en basketball-bane: Han blev udtaget til De Olympiske Lege i 1992 og var således en del af Dream Team.

En del af Dream Team

Magic Johnson var en del af det amerikanske Dream Team, der vandt OL i 1992. Sammen med Larry Bird og Michael Jordan var Magic Johnson billedet på det amerikanske landshold. Han spillede dog ikke meget ved OL, da knæproblemer drillede ham under turneringen.

Comeback og endelig NBA-pension

Image
Magic Johnson. Foto fra 2006.
Af .

Magic Johnson forsøgte at gøre comeback i 1992-93, men stoppede sit forsøg, før sæsonen gik i gang. I 1993-94 blev han midlertidig træner for Los Angeles Lakers mod slutningen af sæsonen. Trænerjobbet var dog aldrig noget for Magic, og efter 16 kampe i spidsen, hvoraf han vandt fem af dem, valgte han at stoppe igen.

I 1995-96 kom Magic Johnson tilbage på banen. Her nåede han at spille 32 kampe i den regulære sæson for Lakers, inden han og holdet røg ud af slutspillet i første runde. Herefter indstillede han sin NBA-karriere.

Magic Johnson legede med små projekter efterfølgende. Omkring årtusindskiftet var han involveret i et svensk projekt, inden han i 2000 blev en del af det danske projekt Magic Great Danes. Han nåede dog kun to kampe for det danske hold.

Forretningskarriere i kølvandet på karrieren

Hos Los Angeles Lakers kom han under vingerne hos ejeren Jerry Buss, der lærte Magic Johnson meget om de forretningsmæssige områder af holdet.

Det har betydet, at Magic Johnson har investeret massivt i forskellige forretninger. Han er i sportssammenhæng mest kendt for at være én af de mere fremtrædende ejere af baseball-holdet Los Angeles Dodgers, men han er også engageret i ejerskabet omkring football-holdet Washington Commanders og fodbold-holdene Los Angeles Sparks og Los Angeles FC.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig