Faktaboks

Max Liebermann
Født
20. juli 1847, Berlin, Tyskland
Død
8. juli 1935, Berlin, Tyskland
Image
Selvportræt, 1909-1910, olie på lærred.
Af /Hamburger Kunsthalle, Hamburg.

Max Liebermann var en tysk maler, grafiker og kunstpolitiker. Han er den vigtigste repræsentant for en tysk impressionisme, som dog ikke har meget tilfælles med den franske. Egentlig må Liebermanns impressionisme betragtes som blot en kunstnerisk teknik, som han benyttede for at tilføje sine naturalistiske værker stærke virkninger fra lyset. Hans farveholdning forblev distanceret og nøgtern.

Max Liebermanns vigtigste inspirationskilder stammede fra det naturalistiske maleri hos de franske kunstnere Gustave Courbet og Jean-François Millet samt hollænderen Frans Hals. På hjemmebane var han særligt tiltrukket af Wilhelm Leibls værker og sidst og ikke mindst af Adolf von Menzels. Fra 1890'erne ses dog en vis indflydelse fra den franske impressionist Édouard Manet.

Kunstpolitisk havde han umådelig betydning først som medvirkende ved stiftelsen af kunstnergrupperingen Die Elf i 1892, senere ved dannelsen af Berliner Secession i 1898. Fra slutningen af 1890'erne var han professor ved og senere præsident for Preussische Akademie der Künste i Berlin.

Max Liebermanns opvækst og uddannelse

Max Liebermann voksede op i Berlin i en velhavende og borgerlig jødisk familie. Hans karaktermæssige udgangspunkt var en kombination af en jødisk og preussisk udpræget berlinsk selvforståelse tilsat et iltert temperament, en skarp kritisk sans samt en ironisk distance.

Han blev uddannet på Großherzoglich-Sächsischen Kunstschule i Weimar i perioden fra 1868 til 1872, hvor han blandt andre var elev hos portrætmaleren Paul Thumann (1834-1908) og den belgiske historiemaler Ferdinand Pauwels (1830-1904), som blandt andet introducerede ham til Rembrandts værker.

Liebermanns værker

Ophold i Paris og Holland

Image
Amsterdamer Waisenmädchen ('Børnehjemspiger i Amsterdam'), 1876, skitse, olie på lærred.

Under et længere ophold i Paris fra 1873 til 1878 var det Millet, Courbet og Barbizon-skolens kunstnere snarere end de franske impressionister, der inspirerede ham. Under opholdet foretog Liebermann talrige rejser til Holland. Han var tiltrukket af den hollandske kunst, særligt af Frans Hals, hvilket hans værker med motiver fra Amsterdam og hans portrætter viser. På sine rejser i Holland fandt han mange af sine tidlige motiver, fx Amsterdamer Waisenmädchen ('Børnehjemspiger i Amsterdam') fra 1876, der først og fremmest viste det jævne folk, som han skildrede i et mørkt og realistisk formsprog. Han besøgte Holland årligt fra 1875 indtil udbruddet af 1. Verdenskrig.

Ophold i München

I årene fra 1879 til 1884 boede Liebermann i München. Her omgikkes han, foruden Franz von Lenbach, som havde inviteret ham til at komme, især Wilhelm Leibl og Lorenz Gedon (1844-1883). I München udførte Liebermann en række vigtige værker, herunder Die Rasenbleiche ('Plæneblegning') (1882-1883, Wallraf-Richartz-Museum, Köln) og Der Zwölfjährige Jesus im Tempel ('Den tolvårige Jesus i templet') (1879, Hamburger Kunsthalle). Værket vakte offentlig forargelse på grund af dets realistiske skildring, hvorefter Liebermann aldrig mere malede et religiøst emne.

I løbet af 1880'erne fuldførte Liebermann en række store arbejds- og gruppebilleder, alle naturalistiske værker med en udpræget social tematik. Blandt disse kan fremhæves Flachsscheuer im Laren ('Hørlade i Laren') (1887, Alte Nationalgalerie, Berlin) som udmærker sig ved skildringen af arbejdsrytmen under hørspinderi som en næsten akustisk gengivelse af en stor samlet monoton bevægelse. Farveholdningen er uden dramatiske kontraster, hændelsen er indhyllet i det klare sølvgrå lys, som Liebermann satte pris på i Holland.

Image
Flachsscheuer im Laren ('Hørlade i Laren'), 1887, olie på lærred.
Af /Alte Nationalgalerie, Berlin..

Tilbage i Berlin

Image
Papageienallee im Amsterdamer Zoo ('Papegøjeallé i Amsterdams Zoo'), 1902, olie på lærred.
Af /Kunsthalle Bremen.

Fra 1884 boede Liebermann igen i Berlin, hvor han efter faderens død i 1892 flyttede ind i forældrenes hus på Pariser Platz 7 lige ved Brandenburger Tor. I disse år udførte han sine vigtigste værker. Det var også i denne periode hans indflydelse på det kunstpolitiske liv i byen begyndte, som han primært prægede som medlem af Preussische Akademie der Künste.

I 1890'erne var det især friluftsmaleriet, der optog ham, og han udviklede en mere impressionistisk, skitseagtig malemåde som fx i Papageienallee im Amsterdamer Zoo ('Papegøjeallé i Amsterdams Zoo') (1902, Kunsthalle Bremen). Han udførte desuden en lang række portrætter, fx Georg Brandes (1902, Kunsthalle Bremen), og flere selvportrætter.

Villa am Wannsee

I 1909 til 1910 opførte Max Liebermann landstedet Villa am Wannsee som sommeropholdssted for sig og sin familie. Villaen er beliggende i bydelen Wannsee i den vestlige del af Berlin, direkte ud til søen Großer Wannsee. Den blev opført efter tegninger af arkitekten Paul Otto Baumgarten (1873-1946) som et klassisk landsted. Havens yppige blomsterpragt var en stor inspirationskilde for Liebermann, og han har udført en lang række værker derfra.

Image
Die Gartenbank ('Havebænken'), 1916, olie på lærred. Et af Liebermanns værker fra landstedet Villa am Wannsee.
Af /Alte Nationalgalerie, Berlin..

Liebermann som kunstpolitiker

Image

Megen indflydelse og magt bør altid afstedkomme karikatur. Det var selvfølgelig også tilfældet for Max Liebermann. Denne temmelig underfundige sag blev bragt i Berlinertidsskriftet Lustige Blätter, Band 16, Heft 9, 1902. Titlen var Max Liebermann als Tyrann der Berliner Secession ('Max Liebermann som Berliner Secessions tyran'). Den er udført af tegneren Franz Jüttner (1865-1926).

Liebermanns kunstpolitiske bestræbelser var en modreaktion på kejser Wilhelm 2. og akademidirektør Anton von Werners konservative kunstopfattelse. Han deltog i stiftelsen af kunstnergrupperingen Die Elf i 1892 sammen med Walter Leistikow, Max Klinger, Franz Skarbina (1848-1910), Ludwig von Hofmann og andre. Udsprunget af Die Elf grundlagde Liebermann i 1898 sammen med Leistikow, som drivende kræfter, Berliner Secession, som han var præsident for fra 1899 til 1911.

Trods Liebermanns modstand mod Anton von Werner blev han i 1897 udnævnt til professor ved Preussiche Akademie der Künste, og i 1898 blev han medlem af samme. Senere, i årene fra 1920 til 1933, var han præsident for akademiet.

Men på dette tidspunkt, efter 1. Verdenskrig, var Berlins kunstscene fuldstændig forandret med den ekspressionistiske bevægelse, kunstnerne omkring tidsskriftet Der Sturm, den dadaistiske bevægelse og kunstretningen Neue Sachlichkeit.

Image
Max Liebermann i sit atelier på Pariser Platz i Berlin. Fotograferet før 1905.

Liebermann under nationalsocialismen

Ved Hitlers magtovertagelse i 1933 var Liebermann ærespræsident for Preussische Akademie der Künste og æresborger i Berlin. I maj samme år var han tvunget til at nedlægge alle sine officielle embeder. På grund af hans høje alder lod nationalsocialisterne ham i fred, men forbød enhver avisomtale ved hans død i 1935. Da Martha Liebermann (1857-1943), kunstnerens 86-årige enke, i 1943 skulle deporteres til kz-lejren Theresienstadt, begik hun selvmord.

Max Liebermanns betydning

Max Liebermann havde umådelig stor betydning som det samlende og beroligende centrum for Berlins kunstscene og for udviklingen af en moderne kunst i årene fra 1890 til 1910. Med Liebermanns stiftelse af Berliner Secession i 1898, sammen med blandt andre Walter Leistikow, Lovis Corinth og Max Slevogt, fik billedkunsten i den konfliktfyldte overgangsfase mellem det konservative historiemaleri, naturalismen, impressionismen og jugendstilen en stabil, selvstændig platform og position i en årrække med stor betydning for den videre kunstneriske udvikling både i Berlin og i Tyskland generelt.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig