Max Liebermann

Under et længere ophold i Paris fra 1873 til 1878 var det Millet, Courbet og Barbizon-skolens kunstnere snarere end de franske impressionister, der inspirerede ham. Under opholdet foretog Liebermann talrige rejser til Holland. Han var tiltrukket af den hollandske kunst, særligt af Frans Hals, hvilket hans værker med motiver fra Amsterdam og hans portrætter viser. På sine rejser i Holland fandt han mange af sine tidlige motiver, fx Amsterdamer Waisenmädchen ('Børnehjemspiger i Amsterdam') fra 1876, der først og fremmest viste det jævne folk, som han skildrede i et mørkt og realistisk formsprog. Han besøgte Holland årligt fra 1875 indtil udbruddet af 1. Verdenskrig.

I årene fra 1879 til 1884 boede Liebermann i München. Her omgikkes han, foruden Franz von Lenbach, som havde inviteret ham til at komme, især Wilhelm Leibl og Lorenz Gedon (1844-1883). I München udførte Liebermann en række vigtige værker, herunder Die Rasenbleiche ('Plæneblegning') (1882-1883, Wallraf-Richartz-Museum, Köln) og Der Zwölfjährige Jesus im Tempel ('Den tolvårige Jesus i templet') (1879, Hamburger Kunsthalle). Værket vakte offentlig forargelse på grund af dets realistiske skildring, hvorefter Liebermann aldrig mere malede et religiøst emne.

I løbet af 1880'erne fuldførte Liebermann en række store arbejds- og gruppebilleder, alle naturalistiske værker med en udpræget social tematik. Blandt disse kan fremhæves Flachsscheuer im Laren ('Hørlade i Laren') (1887, Alte Nationalgalerie, Berlin) som udmærker sig ved skildringen af arbejdsrytmen under hørspinderi som en næsten akustisk gengivelse af en stor samlet monoton bevægelse. Farveholdningen er uden dramatiske kontraster, hændelsen er indhyllet i det klare sølvgrå lys, som Liebermann satte pris på i Holland.

Fra 1884 boede Liebermann igen i Berlin, hvor han efter faderens død i 1892 flyttede ind i forældrenes hus på Pariser Platz 7 lige ved Brandenburger Tor. I disse år udførte han sine vigtigste værker. Det var også i denne periode hans indflydelse på det kunstpolitiske liv i byen begyndte, som han primært prægede som medlem af Preussische Akademie der Künste.

I 1890'erne var det især friluftsmaleriet, der optog ham, og han udviklede en mere impressionistisk, skitseagtig malemåde som fx i Papageienallee im Amsterdamer Zoo ('Papegøjeallé i Amsterdams Zoo') (1902, Kunsthalle Bremen). Han udførte desuden en lang række portrætter, fx Georg Brandes (1902, Kunsthalle Bremen), og flere selvportrætter.

I 1909 til 1910 opførte Max Liebermann landstedet Villa am Wannsee som sommeropholdssted for sig og sin familie. Villaen er beliggende i bydelen Wannsee i den vestlige del af Berlin, direkte ud til søen Großer Wannsee. Den blev opført efter tegninger af arkitekten Paul Otto Baumgarten (1873-1946) som et klassisk landsted. Havens yppige blomsterpragt var en stor inspirationskilde for Liebermann, og han har udført en lang række værker derfra.

Ved Hitlers magtovertagelse i 1933 var Liebermann ærespræsident for Preussische Akademie der Künste og æresborger i Berlin. I maj samme år var han tvunget til at nedlægge alle sine officielle embeder. På grund af hans høje alder lod nationalsocialisterne ham i fred, men forbød enhver avisomtale ved hans død i 1935. Da Martha Liebermann (1857-1943), kunstnerens 86-årige enke, i 1943 skulle deporteres til kz-lejren Theresienstadt, begik hun selvmord.