Faktaboks

Primo Levi
Født
31. juli 1919, Torino, Italien
Død
11. april 1987, Torino, Italien
Image
Primo Levi
Af /Ritzau Scanpix.

Primo Levi var en italiensk forfatter og kemiker. Han voksede op i en velhavende jødisk familie i Torino, deltog i modstandskampen i 1943, blev fanget og deporteret til Auschwitz året efter.

Primo Levis forfatterskab

Levi er en af de centrale forfattere i vidnesbyrdlitteraturen efter holocaust, men han er meget mere end det. I sig forener han digteren og naturvidenskabsmanden, og han fremhæver selv at det videnskabelige begrebsapparat, og den videnskabelige terminologi har haft afgørende betydning for hans litterære tekster.

De mere selvbiografiske tekster er i dag de bedst kendte, men i samtiden mødte de faktisk en del modstand fra den del af forlagsbranchen, der foretrak at lade de nylige krigsrædsler ligge.

Hvis dette er et menneske

I 1947 lykkedes det dog Levi at få udgivet sin selvbiografiske beskrivelse af dødslejren, Se questo è un uomo (på dansk Hvis dette er et menneske, 1988).

Tøbruddet

I 1963 fulgte La tregua (på dansk Tøbruddet, 1991) om Levis lange rejse hjem efter befrielsen. Teksten er mere reflekterende og sprogligt mere gennemarbejdet end den foregående.

De druknede og de frelste

I 1986 udkom bogen I sommersi e i salvati (på dansk De druknede og de frelste, 1992) der kan ses som en slags statusopgørelse, og hvori der høres en anden og mørkere tone end tidligere.

Den danske oversættelse af de tre nævnte værker forefindes også i en samlet udgave fra 2009 med titlen Vidnesbyrd.

Øvrige værker

Levi har også udgivet digte og oversættelser af bl.a. Franz Kafka, Heinrich Heine og Rudyard Kipling.

Romanen La chiave a stella stammer fra 1978 er et lingvistisk eksperiment og en lovsang til homo faber. Den tildeles Stregaprisen, og den franske udgave vækker begejstring hos Claude Lévi-Strauss.

Det periodiske system

I Il sistema periodico (på dansk Det periodiske system, 1987) udforskes det menneskelige sinds krinkelkroge ud fra 21 grundstoffer. Saul Bellows begejstrede anmeldelse af den amerikanske udgave foranlediger et væld af Levi-oversættelser i flere lande.

Lilit

Under titlen Lilít e altri racconti udkom i 1981 en samling fortællinger og essays, hvoraf størstedelen allerede havde været publiceret. I 1985 samler forfatteren yderligere allerede udgivne tekster under titlen L'altrui mestiere. (Udvalg fra begge samlinger findes i Natteheksen Lilit og andre beretninger, 1994)

Om ikke nu, hvornår så?

I 1982 udkom Se non ora, quando? (på dansk Om ikke nu, hvornår så?, 1986) der digter videre på en dokumenteret beretning om en gruppe jødiske partisaners kamp mod tyskerne i Rusland, Ukraine og Polen. En kamp forfatteren ikke selv fik mulighed for at kæmpe.

Primo Levis sidste år

Primo Levis sidste år blev tunge pga. nære familiemedlemmers sygdom og samtidens stadigt mere fremtrædende revisionistiske holdninger.

I 1987 tog Primo Levi sit eget liv ved at kaste sig ned i trappeskakten i det hus, hvor han var født og havde boet hele sit liv.

Yderligere danske oversættelser

I 2003 oversattes Conversazioni e interviste 1963-1987 fra 1987 (Samtaler og interview 1963-1987), og fra sekundærlitteraturen kan fremhæves filosoffen Giorgio Agambens Quel che resta di Auschwitz – L'archivio il testimone, 1998 (Resterne fra Auschwitz – Arkivet og vidnet, 2012).

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig