Anbringender er et centralt begreb i civilprocessen og refererer til de juridiske og faktuelle begrundelser, som en part fremfører til støtte for sine påstande i en retssag. Man kan udtrykke det således, at anbringenderne er de argumenter, der skal overbevise retten om, at påstanden er korrekt.

Anbringender udgør således den juridiske forbindelse mellem sagens faktum og de påstande, som parten nedlægger for retten, og de spiller i praksis en afgørende rolle for rettens vurdering af sagen.

Anbringender er de faktiske og retlige grunde, som en part i en retssag anfører til støtte for sin påstand. I en borgerlig retssag skal parterne således i stævningen og svarskriftet angive "en kort fremstilling af de kendsgerninger, hvorpå påstanden støttes". Sagsøgerens anbringender betegnes ofte som søgsmålsgrunde og den sagsøgtes som indsigelser.

Påstandsdokumenter under retssagen

Retten vil normalt bestemme, at parterne inden en fastsat frist skal indlevere et endeligt påstandsdokument.

Indhold af påstandsdokumentet

I vejledningen fra Dommerforeningen til behandling af civile retssager ved byretterne fremgår der følgende: "Påstandsdokumentet skal indeholde partens påstande og anbringender og skal angive de dokumenter, som parten vil påberåbe sig, og de beviser, som vil blive ført under hovedforhandlingen. Det skal altid fremgå, hvordan påstanden beløbsmæssigt er opgjort, og hvilken økonomisk værdi sagen har. Hvis påstanden er ændret i forhold til stævningen eller et processkrift, skal parten oplyse om baggrunden for den nye påstand og oplyse, hvordan det nye påstandsbeløb fremkommer. I påstandsdokumenter skal anbringenderne udformes på en sådan måde, at de kan bruges som grundlag for gengivelsen af proceduren i dommen. Parterne må regne med, at deres anbringender kan blive medtaget i en dom ved gengivelse af påstandsdokumenterne.".

Regler for fremsættelse af nye anbringender

Retsplejeloven indeholder flere bestemmelser om, hvornår og hvordan nye anbringender kan fremsættes. Ifølge Retsplejelovens § 358 fremgår følgende: "Ønsker en part at udvide de påstande, parten har fremsat under sagens forberedelse, eller at fremsætte anbringender, der ikke er anført under forberedelsen, eller at føre beviser, som ikke er angivet under forberedelsen, skal parten give retten og modparten meddelelse herom. Modparten kan inden 1 uge efter at have modtaget meddelelsen give retten og den anden part underretning om sine bemærkninger, hvorefter retten træffer afgørelse."

Retten kan tillade fremsættelse af nye anbringender, hvis det af særlige grunde må anses for undskyldeligt, at anbringendet ikke er fremkommet tidligere, eller hvis nægtelse af tilladelse vil kunne medføre et uforholdsmæssigt tab for parten, jf. Retsplejelovens § 383, som regulerer fremsættelse af nye anbringender i ankesager.

Retten kan nægte fremsættelse af nye anbringender, hvis de burde have været fremsat tidligere, herunder kan nye anbringender nægtes fremsat, hvis de ikke er fremsat rettidigt, eller hvis de vil medføre en væsentlig forsinkelse af retssagen.

Begrænsninger i rettens behandling af anbringender

Ifølge Retsplejelovens § 338 kan retten kun tage hensyn til anbringender, som parten har gjort gældende, eller som ikke kan frafaldes: "Retten kan ikke tilkende en part mere, end han har påstået, og kan kun tage hensyn til anbringender, som parten har gjort gældende, eller som ikke kan frafaldes." Dette betyder, at retten ikke ex officio (af egen drift) kan inddrage anbringender, som parterne ikke har fremført, medmindre der er tale om ufravigelige regler. Denne lovbestemmelse understreger parternes ansvar for at fremføre alle relevante anbringender i sagen, jf. forhandlingsmaksimen, dvs. at parterne holder sagen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig