ar

Årsagen til ardannelse kan være almindelig småskader efter fald, snitsår eller operationer, brandskader, ætsende stoffer, kradsning, infektioner og visse immunsygdomme.

Ar i huden kan siges at være en naturlig erstatning for ødelagt væv, men uden hudens oprindelige egenskaber. Det er en beskyttelse mod indtrængning af bakterier og skadelige stoffer. Arret dannes af granulationsvæv ved overproduktion af kollagen, som senere i processen skrumper. Arvæv mangler svedkirtler, hårfollikler, elastiske fibre og dermale papiller. Samtidig reduceres blodgennemstrømningen, hvilket gør arret blegere – en proces, der kan foregå over lang tid, ofte både måneder og år. Arrene kan blive atrofiske, hvis underliggende væv (fedt, muskulatur) er skadet.

Arrets udseende afhænger af årsagen, hvilken belastning det udsættes for, og hvilken alder personen har. Ældre mennesker udvikler gerne mindre synlige ar. Genetisk disposition spiller også en vis rolle. Ar i huden kan i den første tid være opsvulmede og blå-røde, som efter forbrændinger og syreskader, men også som strækmærker (striae) under og efter graviditet. Snitskader har en tendens til at blive bredere med tiden, hvis snittet lægges på tværs af hudens strækningsretning. Smallere ar vil som oftest dækkes af hudens epitel og "forsvinde" med tiden.

Ar, der vokser, så de hæver sig over hudens niveau, kaldes hypertrofiske ar. Hvis de også vokser ud over grænserne til det egentlige sår, kaldes de keloider. Sådanne ar kan dannes længe efter, at skaden er helet. De kan klø og genere. Keloider optræder hyppigst hos piger og unge kvinder (4:1), især efter kirurgiske indgreb i skulderregionen og på den øvre del af kroppen. Keloider optræder særligt, hvor huden er under stræk. Alvorlig grad af akne, især på skuldrene, kan også føre til udtalt grad af keloider.

Keloider kan have forskellig forekomst, geografisk set, men udvikles hyppigst blandt mennesker med mørk hud. I nogen kulturer bruges keloider som en form for tatovering. Huden skades, eventuelt med deponering af små fremmedlegemer, så ønskede mønstre og symboler kommer frem.

Ar giver normalt ingen symptomer og er ufarlige. Behandling af keloider er vanskelig. Kirurgisk arkorrektion fører ofte til, at arret bliver endnu større. Frysebehandling, indsprøjtning af kortison og brug af specielle bandager kan være til hjælp. Visse ar kan reduceres med laser- eller strålebehandling.

• sår
• brandskade
• huden
• Ehlers-Danlos' syndrom
• sårheling
• strækmærker
• tatovering