infektion

Hvordan en infektion spredes, og hvilke effekter den har på værten, afhænger af typen af patogene mikroorganismer. De forskellige mikroorganismer bruger meget forskellige strategier og mekanismer for at smitte en vært. De skal undgå værtens immunforsvar, finde en niche (det vil sige ressourcer og miljøforhold, hvor de kan overleve og reproducere sig), formere sig og vokse i værten og til sidst komme ud af værten igen med det formål at sprede sig til en ny rask vært.

Mikroorganismens evne til at forårsage infektionssygdom kaldes virulens. Eksempler på virulensfaktorer er:

• Adhesiner, som er stoffer på ydersiden af mikroorganismen, der øger dens evne til at fæstne sig på overflader, celler og væv. Dette kan for eksempel være proteiner, der findes på bakteriers ydre overflade eller som proteiner, de udskiller.
• Kapsler, som er et beskyttende lag af polysakkarider, der findes som en kappe på ydersiden af visse svampe- og bakterieceller. Kapslen beskytter mikroorganismen fra at blive fagocyteret, og den kan undslippe dele af værtens immunforsvar. Kapslen øger således patogenets evne til at invadere værten, medmindre værten har udviklet antistoffer, der detekterer antigener i kapslen.
• Flageller, som er tynde "haler" lavet af protein, som bakterier blandt andet bruger til bevægelse, hvilket øger deres evne til at sprede sig.
• Pilier er kortere trådvedhæng, der øger bakteriers evne til at fæstne sig til væv.
• Eksotoksiner, som er proteiner, der frigives fra bakterier for at forstyrre processer i celler og dermed forstyrre funktionen af værtens væv.
• Toksinerne beskytter bakterier mod værtens immunceller og kan gøre det lettere at inficere væv.

Når mikroorganismer, der er en del af menneskets normalflora, forårsager infektion, taler man om en endogen infektion. Infektioner, der skyldes mikroorganismer, der kommer udefra og trænger ind i kroppen, for eksempel gennem huden, luftvejene eller mave-tarm-kanalen, kaldes eksogene infektioner. Disse kan komme fra omgivelserne, fx fra overflader vi er i kontakt med eller fra luften, gennem mad, drikkevand eller fra bid af dyr og insekter. Vi kan også smittes efter at have været i kontakt med syge dyr eller mennesker.

Opportunistiske infektioner er infektioner, der forårsages af mikroorganismer, der normalt ikke fører til sygdom, men som bliver patogene, når immunforsvaret er svækket, for eksempel i forbindelse med brug af immundæmpende behandling, hvis personen er smittet med HIV eller har gennemgået strålebehandling for en kræftsygdom.

En infektionssygdom kan forårsage alvorlige eller milde symptomer. Infektionen kan have en hurtig start med feber og andre symptomer på sygdom. Dette kaldes akutte infektioner, og kan i nogle tilfælde have et alvorligt og dramatisk forløb, hvis ikke effektiv behandling iværksættes, og infektionen forsvinder altså fra kroppen igen indenfor dage til få uger. Eksempler er fx influenza, akut lungebetændelse, akut mellemørebetændelse og akut maveinfektion (gastroenteritis).

Andre infektioner udvikles over længere tid, og dette kaldes kronisk infektion. Det kan her tage lang tid, før personen mærker alvorlige sygdomstegn. Kroniske infektioner er karakteriserede ved at kroppens immunsystem ikke evner at nedkæmpe infektionen, som derfor fortsætter over måneder. Kroniske infektioner har dog også en akut fase, når personen netop er smittet. Eksempler på infektioner, som oftest bliver kroniske er HIV, tuberkulose og nogle former for smitsom leverbetændelse.

Lokale infektioner påvirker kun én kropsdel eller ét organ. Eksempler på lokale infektioner er blærebetændelse, som er betændelse i urinblæren og influenza, som er en infektionssygdom i slimhinden i halsen og bronkierne.

Systemiske infektioner er når en infektion spreder sig til andre dele af kroppen end det organ, den først voksede i. Systemiske infektioner kaldes også invasive infektioner. Et eksempel er en bakterie, der forårsager blærebetændelse, som spreder sig til andre organer, enten til nyrerne via urinvejene eller til andre dele af kroppen via blodet. Et andet eksempel er influenza, som kan sprede sig til lungerne via luftvejene.

En subklinisk infektion er, når en rask person har en infektion uden at have symptomer på sygdom. Sådanne infektioner kaldes også skjulte infektioner. Årsagen til dette kan have en af to forklaringer:

1. Enten er personen netop blevet smittet, og infektionen har ikke endnu udviklet tilstrækkeligt til, at den endnu har forårsaget symptomer. Tiden fra infektionsdebut til at symptomerne starter kaldes inkubationstiden.
2. Eller at infektionen slet ikke forårsager sygdom hos personen. For eksempel har cirka halvdelen af personer, der smittes med influenzavirus en skjult infektion.

Uanset forklaringen kan infektionen oftest påvises ved laboratorieundersøgelser.

En infektion er latent, hvis mikroorganismen fortsat findes i kroppen. Mikroorganismen findes indkapslet i kroppen, og den formerer sig ikke længere.

Reaktiverende infektioner er latente infektioner, der senere aktiveres igen, så de igen formerer sig og forårsage en infektion og evt. sygdom. Et eksempel på en reaktiveret infektion er skoldkoppevirus (Varizella zoster virus), der akut forårsager skoldkopper, og som senere i livet kan forårsage helvedesild. I den mellemliggende periode er virus skjult i nogle af kroppens nerveceller.

En recidiverende infektion er en infektion, der vender tilbage. Dette kan forekomme, hvis persons tilbøjelighed til at udvikle en bestemt form for infektion fortsat er til stede, fx lungebetændelser hos patienter med kronisk lungesygdom.

Det er væsentlig at skelne mellem reaktiverede og recidiverende infektioner fordi forebyggende tiltag, og behandling er principielt forskellige.

Faktorer som øget rejseaktivitet og international handel fører til øget smittetryk. Derudover er klimaændringer og øget kødforbrug sat i forbindelse med spredning og udvikling af nye infektionssygdomme. De fleste nye infektionssygdomme, der er rapporteret, er såkaldte zoonoser, det vil sige, at smittekilden er dyr. Ændringer i klima kan ændre geografisk udbredelse af mikroorganismer og deres vektorer. Derudover kan en stigning i global temperatur føre til overlevelse af mikroorganismer med højere varmetolerance, som på sigt kan udvikle sig til patogener, da de kan overleve vores kropstemperatur på 37 °C.

En anden faktor, der truer kampen mod infektionssygdom, er antibiotikaresistens, det vil sige, at bakterien overlever antibiotikabehandling, fordi de har udviklet modstandsdygtighed. Sygehusinfektioner, som ofte forårsages af resistente bakterier, rammer både patienter, pårørende og sundhedspersonale, og op til 30 procent af patienter på intensivafdelinger smittes af en sygehusinfektion. Brug af medicinsk udstyr, som implantater og katetre, udgør en risiko, fordi der kan dannes biofilm på udstyret, som kan føre til infektioner hos patienterne.

En stigning i antallet af patienter, der lever med svækket immunforsvar og er mere modtagelige for infektioner på grund af behandling af sygdom og transplantationer, har også ført til en stigning af en del infektioner, der tidligere var relativt sjældne, som for eksempel invasive mykoser.