hepatitis

Akut hepatitis skyldes oftest virus eller forgiftning, og symptomerne ved tilstanden kan variere fra næsten ingen symptomer til alvorlig hepatitis med høj dødelighed. De mest almindelige symptomer er gulsot (ikterus), ubehag eller smerte i området omkring leveren, kvalme og nedsat appetit, som kan vare nogle uger. De mest almindelige virusinfektioner, der medfører akut hepatitis, er mononukleose og hepatitis A-infektion. De mest almindelige forgiftninger, der medfører akut hepatitis, er alkoholforgiftning, lægemiddelforgiftning, forgiftning af naturmedicin og svampeforgiftning.

Kronisk hepatitis skyldes ofte virus, normalt hepatitis B eller C, langvarigt højt alkoholforbrug, medicin, dårligt behandlet sukkersyge, fedtlever eller autoimmun hepatitis, og tilstanden kan forløbe uden symptomer, indtil komplikationer som fx skrumpelever udvikles.

Hepatitis A skyldes hepatitis A-virus (HAV). Virusset smitter normalt gennem vand og mad, der er forurenet med afføring fra personer, der har hepatitis A. Sygdommen forekommer hyppigst i lande med dårlig hygiejne. Hepatitis A udvikler sig aldrig til kronisk hepatitis. Sygdommen kan ikke behandles medicinsk, men medicin kan lindre nogle af symptomerne ved sygdommen.

Personer, der opholder sig i områder, hvor hepatitis A er udbredt, bør undgå postevand og rå grøntsager eller salater, som ikke er grundigt skyllet, for at undgå smitte. Nære kontakter til personer med hepatitis A kan behandles forebyggende med vaccination eller gammaglobulin, hvilket ofte vil forhindre, at de udvikler sygdom, hvis det gives kort tid efter potentiel smitte. Vaccination mod hepatitis A kan også gives til personer, som skal rejse til områder, hvor der er risiko for smitte med hepatitis A-virus. To doser af vaccinen giver livslang beskyttelse.

Hepatitis B skyldes hepatitis B-virus (HBV). Symptomerne ved hepatitis B er magen til symptomerne ved hepatitis A. I modsætning til hepatitis A kan hepatitis B dog udvikle sig til kronisk hepatitis. Det indebærer en risiko for udvikling af skrumpelever (levercirrhose) og leverkræft. Smitte med hepatitis B-virus sker gennem blod og sex. Globalt er den hyppigste årsag til hepatitis B smitte fra mor til barn ved fødslen, og infektionen bliver kronisk hos mere end 90 % af de smittede børn. Smitte kan også ske ved ubeskyttet sex, inklusive analsex, og ved anvendelse af brugt værktøj, fx kanyler, til intravenøst stofbrug. Der er lav risiko for at blive smittet med hepatitis B-virus gennem blod og blodprodukter, fx ved blodtransfusion, da alt blod undersøges for virusset.

Akut hepatitis B er ofte selvbegrænsende og behandles symptomatisk. Kronisk hepatitis B kan behandles med interferon alfa og antivirale midler. Ubehandlet vil 20–30 % af personer med kronisk hepatitis udvikle alvorlig leversygdom i form af cirrhose eller leverkræft i løbet af nogle årtier, dog sjældent før 30-årsalderen. Der findes en effektiv vaccine mod hepatitis B, og i en stor del af verden tilbydes alle nyfødte denne vaccine gennem børnevaccinationsprogrammet. I Danmark er vaccinen ikke en del af børnevaccinationsprogammet pga. den lave risiko for smitte i Danmark. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har et mål om at udrydde hepatitis B inden 2030.

• Læs mere om hepatitis B

Hepatitis C skyldes hepatitis C-virus (HCV). De færreste, der smittes med hepatitis C-virus, udvikler symptomer på akut hepatitis, men ca. 80 % af de smittede vil udvikle kronisk hepatitis. For mange vil tilstanden være symptomfri, men nogle vil udvikle alvorlig leversygdom, fx skrumpelever og leverkræft. Risikoen for at udvikle kræft i leveren som følge af skrumpelever er højere ved infektion med hepatitis B.

Hepatitis C-virus har omtrent samme smitteveje som hepatitis B-virus, men smitter ikke lige så let som hepatitis B-virus. De fleste smittes gennem blod, fx ved at dele værktøj til injektion af stoffer eller ved at stikke sig med inficeret udstyr ved et uheld. Det antages at smitte i udviklingslande i høj grad har skyldtes genbrug af sprøjter og nåle i sundhedsvæsenet. I Danmark er der meget lille risiko for at blive smittet med hepatitis C gennem blod og blodprodukter. I Danmark er den største risikogruppe for udvikling af kronisk hepatitis C personer, der tidligere har injiceret stoffer. Forekomsten af hepatitis C er faldet betydeligt de seneste år som resultat af målrettet arbejde, brug af rent værktøj blandt stofbrugere og udvikling af mere effektiv behandling.

Der findes ingen vaccine mod hepatitis C, men sygdommen kan behandles med effektive lægemidler, der virker mod de forskellige varianter af hepatitis C-virus. I dag vil mere end 95 % af personer med hepatitis C, der modtager medicinsk behandling med tabletter, blive raske.

• Læs mere om hepatitis C

Hepatitis D skyldes hepatitis D-virus (HDV), som er et inkomplet virus. Personer kan kun inficeres med hepatitis D-virus, hvis de på forhånd eller samtidig inficeres med hepatitis B-virus. Forebyggende tiltag mod hepatitis B beskytter derfor også mod hepatitis D.

Hepatitis E skyldes infektion med hepatitis E-virus (HEV). Virusset smitter på samme måde som hepatitis A-virus gennem mad forurenet med afføring. Sygdommen forekommer både sporadisk og i epidemier, hvoraf de fleste har været vandbårne epidemier i Asien. Hepatitis E har ofte et særligt alvorligt forløb. Omkring en ud af fem gravide, der bliver inficeret med hepatitis E, dør af infektionen. Sygdommen bliver aldrig kronisk. Nogle få tilfælde af hepatitis E er diagnosticeret i Danmark, oftest hos personer der er blevet smittet i Asien.

Andre virus kan også være årsag til hepatitis, fx cytomegalovirus og Epstein-Barr-virus, som begge medfører kyssesyge (mononukleose). Flere andre virus kan også ramme leveren. Andre mikroorganismer giver sjældent hepatitis. Bakterier kan gibe absces i leveren, og i forbindelse med alvorlige bakterielle infektioner kan blodprøver vise tegn på, at leveren er påvirket. Alvorlige invasive infektioner med svampen Candida albicans kan også påvirke leveren meget. Nogle parasitsygdomme kan også give leverbetændelse.

Alkoholrelateret hepatitis er akut hepatitis, som skyldes indtagelse af en større mængde alkohol. Symptomerne kan variere fra meget lette symptomer til alvorlig leversygdom med høj dødelighed. I typiske tilfælde har personer med alkoholrelateret hepatitis kvalme, nedsat appetit, ondt i leverregionen og til tider andre leverrelaterede symptomer som gulsot.

Alkoholrelateret hepatitis forekommer både hos personer uden tidligere problemer med leveren og personer med kronisk alkoholrelateret leversygdom. Behandlingen af alkoholrelateret hepatitis indebærer afholdelse fra alkohol og forebyggelse og behandling af eventuelle komplikationer.

Lægemiddeludløst hepatitis er en betændelsesreaktion i leveren, der skyldes medicin, naturmedicin, vitaminer og andre kosttilskud, urter eller urtete. Flere lægemidler kan give leverskade med forskellige biokemiske og histologiske forandringer. Diagnosen kan være vanskelig at stille, da det bl.a. kræver en detaljeret medicinhistorie, og at andre almindelige årsager til hepatitis udelukkes. Lægemidler, der anvendes til behandling af tuberkulose, er blandt de midler, der hyppigst giver biokemiske tegn på leverbetændelse, men også forskellige antiepileptiske lægemidler og antibiotika kan medføre lægemiddeludløst hepatitis.

Leverbetændelsen skyldes oftest en immunologisk reaktion over for medicinen, som opstår selv ved indtagelse af de foreskrevne doser. I andre tilfælde af medicinsk leverpåvirkning får personer toksisk skade som følge af overdosering, fx med paracetamol. Ved en tredje form for medicinsk leverskade ses galdeophobning pga. medicinens påvirkning af galdeproduktionen. I nogle tilfælde er flere mekanismer involveret ved lægemiddeludløst hepatitis.

Toksisk hepatitis er en leverbetændelse, der skyldes toksisk (giftig) påvirkning af leveren af alkohol eller kemiske substanser i kemikalier, fx rengøringsmidler eller ukrudtsmidler, svampe, medicin, naturmedicin eller andre årsager til lægemiddeludløst hepatitis.

Autoimmun hepatitis er kronisk hepatitis opstået af ukendte årsager, hvor sygdomsudviklingen bl.a. skyldes autoimmune reaktioner. Genetisk disposition for autoimmun sygdom ses hos personer med autoimmun hepatitis, og mange har også andre autoimmune sygdomme, fx thyroideasygdom og cøliaki. Tilstanden forekommer oftest hos kvinder, og diagnosen stilles normalt i teenageårene eller ved 40-60-årsalderen.

Sygdommen kan udvikle sig som akut hepatitis over få uger med mavesmerter, kvalme og gulsot, og i nogle tilfælde udvikles hurtigt alvorlig leversygdom. Hos de fleste udvikler autoimmun hepatitis sig dog langsomt med mere uspecifikke symptomer som udmattelse og nedsat almentilstand. Diagnosen stilles på baggrund af påvisning af forhøjede niveauer af immunglobulin og forskellige typer af autoantistoffer i blodprøver og vævsprøve fra leveren.

Behandling er nødvendig for at undgå eller bremse udvikling af alvorlig leversygdom med skrumpelever. Kortikosteroidbehandling er effektivt til at dæmpe leverbetændelsen, og forskellige former for immundæmpende midler anvendes til vedligeholdelsesbehandling. Tilbagefald af sygdommen er almindeligt, men de fleste kan holde sygdommen under kontrol med den rette behandling.

• Læs mere om autoimmun hepatitis