Salater, kolde retter, der med undtagelse af frugtsalat alle hører hjemme i det salte køkken. De anvendes som forretter el. mellemretter, som garniture, som selvstændig retter og som pålæg. De enkle salater omfatter salatblade i en dressing fx vinaigretter, sursød tilsmagt fløde, citronsaft og olivenolie, krydret yoghurt el. de mange am. salad sauces. Foruden et omfattende udvalg af salatblade (se salat) anvendes i rå tilstand finthakket kål, løg og frugter som tomat, agurk, frugtpeber, gulerødder, radiser, majs, grønne ærter og bladselleri. Endv. kogte grønsager som rødbeder, kartofler, bønner, knoldselleri m.fl. Sammensatte salater, der udgør et helt måltid, kendes bl.a. fra den fr. salade Niçoise, og med café-kulturen har de mange am. typer som caesarsalat og chefs salad fået en vis udbredelse. Salat er som hovedregel en kold anretning, men undertiden med lune indslag som brødcroutoner, svampe, grillet gedeost m.m. Pålægssalater, hvor mayonnaise el. mayonnaiselignende saucer forbinder grønsager, fisk el. skaldyr, har en fremtrædende plads i da. køkken i form af rejesalat, krabbesalat, hønsesalat, makrelsalat, tunsalat, italiensk salat, æggesalat, skinkesalat, sildesalat og mange flere.
Det sker
Landbrugets forurening
En ekspertgruppe anbefaler, at grænseværdien for nitrat i drikkevandet bliver sænket. Det sker, efter det er blevet påvist, at nitrat øger risikoen for tarmkræft. Nitrat kommer fra den udvaskning af gødning, der forekommer i forbindelse med landbrug.
Curling
Danmark dyster i tre discipliner til vinter-OL i disse dage. Både skeleton, ishockey og curling. Curling er den eneste sportsgren, som Danmark har vundet medalje i til vinter-OL. Det skete i 1998, da kvindernes curlinghold vandt sølv.
Fastelavn
Fastelavn er én af årets store udklædningsfester. Danske børneinstitutioner er i vore dage bærende for traditionen, der tidligere var en flere dage lang fejring i forbindelse med fasten. I år er fastelavnssøndag den 15. februar.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.