epidemi

Eksempler på epidemier med ikke-smitsomme sygdomme er den øgede hyppighed af lungekræft blandt mænd i Danmark og Vesteuropa fra 1930'erne og frem. Dette er et eksempel på en epidemi med et "langsomt" forløb. Et andet eksempel er stigningen i hjerte-kar-sygdomme fra samme periode og frem til 1970'erne, som førte til titusindvis af for tidlige dødsfald. Et tredje eksempel på en ikke-smitsom epidemi er den øgede hyppighed af den sjældne kræftform lungehindekræft fra 1960'erne og frem. Denne epidemi opstod omtrent 30 år efter, at asbest blev taget i omfattende brug i Danmark. Epidemien er nu aftaget, 20–30 år efter at det blev slut med brugen af asbest i Danmark.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) definerer pandemier, epidemier og endemier ud fra, hvordan en sygdom spreder sig i og mellem befolkningsgrupper. Forskellen mellem disse begreber handler altså om spredningshastigheden – og ikke om hvor alvorlig (dødelig) en sygdom er.

En pandemi er når nye typer af infektioner spreder sig på tre af jordens kontinenter. Det er WHO, der beslutter hvornår der er opstået en pandemi, og gennem de sidste 100 år har influenzavirus fire gange skabt nye former (i 1918, 1957, 1968 og i 2009), men også hiv (i ca. 1918) og coronavirus (i 2019) har forårsaget pandemier.

En endemi er en sygdom, der har en stabil forekomst i et afgrænset område. I den opadgående del af en epidemi, øges antallet af smittetilfælde per tidsenhed, og på et tidspunkt topper epidemien for derefter enten helt at forsvinde igen – eller at gå over i et endemisk forløb.

Epidemimodeller er matematiske modeller, der beskriver forekomsten og forløbet af epidemier af smitsomme sygdomme. Epidemimodellerne benyttes bl.a. under planlægningen af vaccinationsprogrammer, men har også ledt til en dybere generel forståelse af epidemier.

Epidemier af smitsomme sygdomme kendetegnes af den store variation i antallet af angrebne personer over tid. Epidemimodellerne peger på, at dette skyldes et kompliceret samspil mellem mange forskellige faktorer som fx værtspopulationens tæthed, absolutte størrelse og sammensætning samt immunitetsgrad over for virusets eller bakteriens spredningsmåde og samlivsform med værten. Man kan fx både finde eksempler på, at udbruddene forekommer med faste mellemrum og som kaotiske udbrud.

Til at beskrive spredningshastigheden ved en epidemi anvendes et matematisk udtryk, R, som står for reproduktionstallet. Tallet beskriver hvor mange andre personer, én person i gennemsnit når at smitte, så længe vedkommende er smitsom. Hvis en person i gennemsnit når at smitte to andre, er tallet 2. Jo højere tallet er, jo mere smitsom er årsagen til epidemien. Hvis det lykkes at få stoppet smittespredningen, vil reproduktionstallet efterhånden falde, og når det er under 1, vil epidemien stoppe.

I forløbet af nogle typer af epidemier, og hvor et tiltagende antal af befolkningen er smittet, vil immuniteten i befolkningen gradvist øges for til sidst at være så høj, at epidemien stopper, fordi der ikke længere findes tilstrækkeligt antal personer, der fortsat ikke er immune. Dette forklare fx forløbet af epidemier forårsaget af influenza eller coronavirus.

Ved flokimmunitet forstås, at immuniteten overfor en given mikroorganisme er så høj, at den ikke længere er i stand til at forårsage epidemier. I moderne tid er det med vaccination lykkedes at opnå folkimmunitet overfor infektioner, der tidligere var velkendte årsager til epidemier, som fx mæslinger, røde hunde, polio og difteri.

Ved pandemier er flokimmuniteten derimod lav – hvis overhovedet tilstede – og derfor vil de første epidemier efter en pandemi er opstået være omfattende. Hvis infektionen skaber alvorlig sygdom for dele af befolkningen, kan man også blive nød til at bekæmpe de første epidemier for at være sikker på, at sundhedsvæsenet har tilstrækkelig kapacitet til at behandle de personer, der har behov.

Det er dog ikke alle årsager til epidemier, der kan håndteres med flokimmunitet. Eksempler er mikroorganismer, hvor kroppen enten ikke evner at udvikle beskyttende immunitet, ved fx hiv, eller er så alvorlige, at de absolut skal stoppes for at fastholde folkesundheden, fx ved ebola.

Mange af de epidemier, som gennem historien har plaget menneskeheden, kun kan opretholdes pga. udviklingen af nye samlivsmåder. Mæslinger kan således kun opretholdes i længere tid i en population, hvis denne er på mere end 400.000-500.000 personer, som lever relativt tæt sammen, fx i samme by eller på samme ø, og så store befolkningstætheder er kun kendt inden for de sidste hundreder, måske få tusinde år.