bederoer

Bederoer har en toårig livscyklus. Efter såning af frøet udvikles første år en plante med en stor bladroset (roetop) og et roelegeme (roe), som er de dele af planten, der dyrkes til høst.

Roen dannes dels ud fra kimstænglen, dels ud fra kimroden. Den del af roen, som stammer fra kimstænglen, har en glat overflade, mens kimrodsdelen har to furer med siderødder. Hos bederoer fattige på tørstof er furerne ikke ret dybe, og en stor del af roen sidder over jordoverfladen. Med stigende tørstofindhold i roen bliver furerne dybere, siderødderne kraftigere og roen mere dybtsiddende.

Roens ydre farve kan være hvid, gul, lyserød eller rød; langt de fleste sorter af sukkerroer er hvide. Allerede på kimplantestadiet kan det ses, hvilken farve roen vil få, og dette forhold kan udnyttes til undersøgelse af, om et parti frø er sortsægte.

Andet år sætter bederoer frø. I praktisk frøavl anvendes små roer, der dyrkes særskilt til formålet. Fra de små roers bladroset vokser en høj, stærkt forgrenet, blomsterbærende stængel. Blomsterne sætter kun frø, hvis de bestøves med pollen fra en anden roeplante (fremmedbestøvning).

Der er udviklet sorter med arvelige anlæg for sterilt pollen og énkimet frø. Efter kontrolleret bestøvning med en udvalgt pollenfertil fadersort kan der på modersorten avles énkimet brugsfrø. Denne type frø bruges i dag af næsten alle danske roedyrkere.

Bederoers nærmeste vilde slægtning er strandbeden (Beta vulgaris ssp. maritima), der vokser på strande i Vesteuropa, i Middelhavsområdet, på Azorerne, de Kanariske Øer og i Sydvestasien samt Nordvestafrika.

Bederoer er kendt fra den danske medicinske litteratur midt i 1600-tallet (Simon Paulli) og senere også fra havebøger, floraer og landbrugslitteratur.

Mulighederne for økonomisk fordelagtig dyrkning kom først, da landbruget sidst i 1800-tallet begyndte at forøge mælke- og smørproduktionen. Derved opstod behov for planter, der kunne give et stort udbytte af grovfoder. Det kan bl.a. bederoer på velafvandet, velkalket og velgødet jord.

For at opnå høje udbytter må der udvises stor omhu i afgrødeplejen, da bederoer i de første 2-3 måneder efter såning konkurrerer dårligt med ukrudt og ofte angribes af skadedyr.

I fodersukkerroer er 65.000-70.000 jævnt fordelte planter pr. ha tilfredsstillende, men antallet skal helst op på 70.000-85.000 for sukkerroer.

Det er i dag praktisk muligt at fuldmekanisere alle led i dyrkningen af bederoer.

Ved forædling er dyrkningsværdien af bederoer blevet stærkt forbedret og tilpasset med hensyn til dyrkningsteknik og anvendelse. For ca. 200 år siden indeholdt de 10-14 procent tørstof og 6-8 procent sukker. Nu indeholder fodersukkerroer 17-20 procent tørstof og 10-12 procent sukker. I sukkerroer er tørstof- og sukkerindholdet normalt omkring henholdsvis 23 procent og 17 procent, men der findes sukkerroer med over 20 procent sukker. De giver dog for lavt udbytte og dyrkes ikke i praksis.

Sukkerroer dyrkes især på øerne, hvor de første sukkerfabrikker blev opført. Øernes lermuldede jorde og relativt milde klima er gunstigt for dyrkningen, der almindeligvis sker på kontraktbasis. I god praksis avles ofte 8000-9000 kg sukker pr. ha, i særlig gunstige år op til 10.000 kg.

Produktionen af sukkerroer i Danmark er faldende. I 2023 var den 2.280.600 ton. Det er et fald i forhold til 2020, hvor der blev produceret 2.558.600 ton.

Udbyttet af fodersukkerroer udtrykkes oftest i afgrødeenheder (a.e.), hvor 1 a.e. = 100 foderenheder (f.e.). Under optimale dyrkningsforhold kan der opnås et udbytte på ca. 190 a.e. af roer og ca. 40 a.e. af toppe. I god praksis kan der høstes 130-140 a.e. af roer og 30-35 a.e. af toppe.

Roen er proteinfattig, men indeholder energirige kulhydrater, bl.a. sukker. Sukkerroer anvendes til produktion af sukker, mens foderroer og fodersukkerroer anvendes til foder. Toppen er proteinrig og anvendes også til foder, selvom planterne først og fremmest dyrkes for roens skyld.

Toppen kan gøres langtidsholdbar ved ensilering, mens roerne bedst bruges (opfodres) i løbet af vinteren. Ved meget omhyggelig opbevaring kan roer holde sig nogenlunde friske til hen i maj og er da velegnede som tilskudsfoder til køer på græs. Køer æder overordentlig gerne bederoer og foræder sig, hvis de har adgang dertil. En ko kan tåle at æde op til 50 kg roer om dagen, hvis foderplanen er tilpasset. Også heste og svin æder villigt bederoer.

• kulturplanter
• nytteplanter
• foderplanter
• rodfrugter
• bede
• roer
• runkelroe
• foderroe
• fodersukkerroe
• sukkerroe
• kim
• konservering af landbrugsafgrøder