En centralbank er en institution, som står for at udstede penge og som har hovedansvaret for pengepolitikken i et land. Ofte har den også ansvar for at overvåge betalingsformidlingen og forretningsbankernes virksomhed og dermed vigtige dele af det finansielle system i det pågældende land.

Centralbanker var oprindelig typisk underlagt kongen (regeringen), men er i de fleste vestlige lande i dag uafhængige af de siddende regeringer. Det opfattes som vigtigt for centralbankernes troværdighed på de finansielle markeder og gør det dermed lettere for dem at gennemføre deres pengepolitiske mål.

Danmarks Nationalbank

Den danske centralbank er Danmarks Nationalbank, der blev oprettet i 1818. Det er en selvejende institution, der er reguleret af Lov om Danmarks Nationalbank. Nationalbanken har tre overordnede formål, nemlig at sørge for stabile priser (dvs. lav og stabil inflation), sikre betalinger og stabilitet i det danske finansielle system. Det første gøres i Danmark modsat de fleste andre europæiske lande med egen valuta ikke ved en selvstændig inflationsmålsætning, men ved at føre fastkurspolitik i forhold til euroen. Sikre betalinger drejer sig eksempelvis om at sørge for, at de danske mønter og sedlers design og sikkerhed er i orden, og at Dankortbetalinger og lignende kan afvikles sikkert. Finansiel stabilitet sikres blandt andet gennem den makroprudentielle politik.

Andre centralbanker

Verdens ældste centralbank er Sveriges Riksbank, der blev oprettet i 1668. Euroområdet har fælles valuta i form af euroen og derfor også fælles pengepolitik og en fælles centralbank ECB (Den Europæiske Centralbank) med hovedsæde i Frankfurt i Tyskland. Det amerikanske centralbanksystem hedder Federal Reserve System (ofte blot kaldet Fed).

Se mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig