colitis ulcerosa

I Danmark er der ca. 1500 nye tilfælde om året, hyppigst i aldersgruppen 18-39 år, og der er ca. 30.000 personer, der har sygdommen. Colitis ulcerosa er ca. 1,3 gange hyppigere hos kvinder end hos mænd. Den er sjælden inden 10-årsalderen. Sygdommen er hyppigere hos jøder, hos personer fra højere sociale lag og i byområder og lavere hos afroamerikanere og i udviklingslande.

Sygdommen antages at være resultatet af et samspil mellem arveligt bestemte immunologiske faktorer og en række delvist ukendte påvirkninger udefra, der tilsammen påvirker tarmens immunforsvar. Der er således otte gange større forekomst hos børn og søskende til personer med sygdommen. Ophør med rygning næsten fordobler risiko for at få sygdommen. Der er ikke påvist nogen specifik infektiøs årsag, men en forudgående tarminfektion er hyppigere end hos resten af befolkningen. Det er ikke, som tidligere antaget, en psykosomatisk sygdom.

Slimhindens udseende kan variere fra lette forandringer med rødme og hævelse til en pusbelagt, let eller spontant blødende slimhinde med dybe sår. Forandringerne er sammenhængende uden mellemliggende normale afsnit, som det bl.a. kan ses ved den beslægtede Crohns sygdom.

Udefra kan tarmen se helt normal ud. Hos 1/3 er kun endetarmen inddraget (proctitis haemorrhagica), hos 1/3 er venstre halvdel og hos 1/3 er hele tyktarmen inddraget. Ved mikroskopi ses betændelse, abnorme kirtler (krypter) og sårdannelse og, som noget karakteristisk for sygdommen, ansamlinger af betændelsesceller i bunden af krypterne (kryptabscesser).

Sygdommen blev første gang beskrevet af den engelske patolog Samuel Wilks fra Guy's Hospital i London i 1859. Forløbet og prognosen ændredes dramatisk da Sidney C. Truelove i 1960'erne påviste den gavnlige effekt af binyrebarkhormon.

Typisk er der slimet, pustilblandet og blodig diarré. Ved kraftig irritation af endetarmen kan der være krampagtige smerter og afføringstrang. Ved sværere sygdom er der feber og påvirket almentilstand med hurtig puls, maven kan være udspilet med ømhed i nedre venstre side og vægttab.

Samtidigt med tarmsymptomerne kan der være såkaldte ekstraintestinale symptomer. Disse omfatter:

• ledsmerter, ofte de store led, men også i ryggen (spondylartritis anchylopoetica)
• hudsymptomer i form af knuderosen (erythema nodosum) eller vanskeligt helende sår (pyoderma gangraenosum)
• øjensymptomer, bl.a. regnbuehindebetændelse (iridocyclitis)
• mundbetændelse (aftøs stomatitis eller pyostomatitis vegetans)
• leverbetændelse og galdegangsbetændelse (primær skleroserende kolangitis, PSC).

Hos 90 % er sygdomsforløbet varierende aktivt, undertiden med lange sygdomsfri perioder. Næsten alle har dog i løbet af 10 år mindst ét tilbagefald. Er det kun endetarmen, der er inddraget, vil sygdommen hos ca. halvdelen de næste 20 år brede sig længere op i tyktarmen. Et akut svært forløb ses hos ca. 10 %. Får disse ikke behandling, vil der være hurtigt vægttab, blod- protein- og saltmangel med udvikling af shock.

Colitis ulcerosa mistænkes ved langvarig blodig diarré. Bakteriel infektion udelukkes ved undersøgelse af afføringen, og ved kikkertundersøgelse ses der sammenhængende udbredt, hævet slimhinde, der let bløder, evt. med pusbelægning og sår. Der foretages CT-scanning for at se, om tarmen er udvidet (megacolon). Blodprøver kan vise tegn på betændelse, blodmangel, jernmangel og proteinmangel, medmindre betændelsen kun omfatter endetarmen.

Sværhedsgraden kan vurderes på basis af antal afføringer, blodtilblanding, feber, puls, blodmangel, blodprøver med måling af betændelsesmarkører og vægttab.

Behandlingen af colitis ulcerosa kan være medicinsk eller kirurgisk.

Tidligere var sygdommen forbundet med betydelig dødelighed. I dag er personers leveudsigter ved korrekt behandling stort set som for baggrundsbefolkningen. De senere år er færre blevet opereret, således er mindre end 10 % opereret 5 år efter, at diagnosen er blevet stillet.

• kronisk inflammatoriske tarmsygdomme
• Crohns sygdom
• tarmen
• betændelse