Diurese er den urinmængde, der produceres i løbet af et vist tidsrum. Som regel måles urinmængden, der bliver produceret, pr. time eller døgn. Normal diurese er 1–1,5 liter pr. døgn, men den kan variere betydeligt, fordi den reguleres nøje i forhold til væskebalancen i kroppen.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer af dia- og en afledning af græsk ouron 'urin'

Årsager til nedsat eller øget diurese

Urinmængden varierer afhængigt af væsketilførsel og væsketab, som kan skyldes ændret respiration, sved eller afføring. Lav diurese kan optræde ved visse sygdomme, fx ved stærk svedtendens i forbindelse med feber og ved hjerte- og nyresygdomme, der nedsætter nyrefunktionen.

Ved sygdomstilstande med lavt blodtryk (kredsløbschok) er nedsat diurese et alvorligt tegn. Andre sygdomme, fx diabetes insipidus og diabetes mellitus, kan give øget diurese. Kaffe og alkohol øger også diuresen.

Ved højt blodtryk eller hjertesvigt kan man tømme væskedepoterne i kroppen ved at give vanddrivende lægemidler (diuretika).

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig