frise

Frise er et vandret, dekorativt bånd i en afvigende farve på en facade.

På de antikke templer ligger frisen lige under hovedgesimsen (gesimsen), og har her oprindeligt udgjort et vandret træbjælkelag, hvis synlige bjælkeender har hvilet på den kraftige, vandrette rem, kaldt arkitraven, der er båret af søjlerne.

På de doriske templer af sten (ca. 1100 – 700 f.v.t.) ses ’bjælkeenderne’ som de taktfast anbragte triglyffer (fremspringende plade, delt af tre lodrette riller) og med de oprindelige ’låsenagler’ af træ, de såkaldte gutae (dråber) langs underkanten. Både på de Joniske templer (ca. 600 – 400 f.v.t.) og de Korinthiske (efter 400 f.v.t.) er frisen for det meste helt glat.

Da klassicismen slog igennem i dansk arkitektur omkring 1750 kunne man i de større byggerier som Marienlyst slot, Amalienborg slot og Københavns Domhus sagtens få plads til en for det meste helt glat frise, lige under taggesimsen, og endda også den vandrette tredelte joniske og korinthiske arkitrav. Men på de almindelige 3-4 etages byhuse i klassicisme var der ikke plads over vinduerne på facaden til det vandrette frisebånd under gesimsen. Til nød hvis man klemte de øverste vinduer til halv højde.

Men ellers ser vi, allerede fra rokokoen omkring 1740, at frisen rykker ned som et vandret bånd på facaden, mellem 2. og 3. sal eller mellem underfacaden og 1. sal. Her bliver frisen ofte udsmykket med en trukket profilering eller såkaldte friseornamenter. F.eks. en à la grecque-bort med retvinklede former eller en Mæanderbort med slyngede former.