gnosticisme

De retninger, der oftest betragtes som gnostiske, er for det første en hel række af de grupper, der angribes som hæretikere (dvs. kættere) hos oldkirkelige forfattere, bl.a. Justin, Irenæus, Tertullian, Hippolyt og Epifanios. Disse grupper kendes altså fra tendentiøse fremstillinger, men undertiden citerer de kirkelige forfattere også nogle af deres tekster; Epifanios endda en hel tekst om forståelsen af Moseloven: Ptolemaios' Brev til Flora.

For det andet har man betegnet en hel række tekster, fundet i Egyptens ørkensand og overleveret på koptisk, som gnostiske: Det gælder bl.a. Nag Hammadi-skrifterne, Codex Thachos, den gnostiske Berlinercodex (Codex Berolinensis 8502) og Askew-codexen (der rummer Pistis Sophia). Hertil kommer fragmenter på græsk. Enkelte af disse koptiske skrifter må have foreligget i græsk original for de nævnte kirkelige forfattere, f.eks. refererer Irenæus halvdelen af teksten Johannesapokryfen, der også er bevaret i forskellige recensioner blandt Nag Hammadi-skrifterne og i den gnostiske Berlinercodex.

For det tredje har forskningen ofte villet henføre manikæismen og mandæismen til gnosticismen; fra begge grupper foreligger en egen litteratur.

Det græske ord gnôsis betyder ‘viden’, ‘kundskab’, ‘erkendelse’ og har ikke i sig selv nogen negativ eller specialiseret betydning. Nogle af Det Nye Testamentes skrifter polemiserer mod vranglærere, og 1 Timotheusbrev 6,20 advarer mod "den kundskab (gnôsis), der med urette kaldes sådan." Dette er baggrunden for, at den oprindelige titel på Irenæus' værk mod hæretikerne er Gendrivelse og omstyrtelse af den kundskab (gnôsis), der med urette kaldes sådan (titlen Adversus haereses / Imod kætterne er sekundær).

Fra Irenæus og andre kirkelige forfattere, samt fra Porfyrios’ skrift Plotins Liv, ved vi, at nogle af de kristne grupper, som oldkirken betragtede som hæretikere, kaldte sig selv gnôstikoi ‘gnostikere’; det betyder imidlertid blot, at de er de ‘vidende’. Gnôstikoi kunne også bruges positivt af en kirkelig forfatter som Klemens af Alexandria, for hvem de kristne, der havde den højeste erkendelse, kaldtes ‘de sande gnostikere’. ‘Gnosis’ og ‘gnostikere’ betegnede altså ikke en bestemt religionsform og dens tilhængere, men man skelnede i religiøs henseende mellem falsk og sand viden.

Sammen med den iagttagelse, at mange af de hæretikere, som de oldkristne forfattere angreb, tydeligvis havde lagt stor vægt på en viden bestående af åbenbarede hemmeligheder, førte de oldkristne forfatteres pointerede brug af termen falsk gnosis til, at tidligmoderne forfattere begyndte at bruge termerne gnosis og gnosticisme som et specialiseret begreb, der skulle angive en særlig type religiøsitet. Så vidt det kan bedømmes, optræder termen gnosticisme således første gang hos den engelske filosof og teolog Henry More som en betegnelse for al kristen hæresi i betydningen intellektuel selvovervurdering.

Ad denne vej blev begrebet allerede i 1700- og 1800-tallet anvendt til at fortolke samtidige filosofiske og religiøse bevægelser, og ikke nødvendigvis negativt. Den tyske nytestamentler og kirkehistoriker Ferdinand Christian Baur anvendte det således i 1835 i sin bog Die christliche Gnosis oder die christliche Religions-Philosophie in ihrer geschichtlichen Entwicklung (‘Den kristelige gnosis eller den kristelige religionsfilosofi i sin historiske udvikling’), der benyttede sig af hegeliansk-idealistiske kategorier til at fortolke ‘gnosis’ som et forsøg på at formidle mellem Gud og verden, mundende ud i Hegels filosofi; i denne sammenhæng søgte Baur også at klassificere de antikke former for ‘gnosis’.

Udvidelsen af begrebet har også ført til, at moderne religionsformer som teosofi, antroposofi og New Age har betegnet sig selv som gnostiske.

De oldkristne forfattere havde betragtet hæresierne som grupper, der så sig selv som kristne, men var påvirkede af hedensk filosofi, og tilsvarende opfattede Adolf von Harnack gnosticismen som en "akut hellenisering" af kristendommen, dvs. en så hurtig og hovedløs tilpasning af kristendommen til antikkens dominerende græske tankeformer, at selve dens budskab gik tabt – i modsætning til den kristne ortodoksis langsommere hellenisering, der reddede en del af det oprindelige indhold.

Helt modsat fortolkede den samtidige religionshistoriske skole gnosticismen som en før-kristen religionsform med babyloniske og iranske rødder, der allerede havde påvirket kristendommen i sin tilblivelsesfase; således stammede ideen om en frelser fra gnostikerne. Dermed satte jagten for alvor ind på gnosticismens formodede oprindelse, og flere generationer af nytestamentlere, bl.a. Rudolf Bultmann, antog, at Paulus og Johannesevangeliet omfortolkede oprindeligt gnostiske myter i kristelig retning.

I 1930'rne argumenterede den tysk-amerikanske filosof Hans Jonas (1903-1993) for, at begrebet gnosis ikke specifikt skulle betegne antikke kristne hæretikere, men være fællesbetegnelse for en senantik eksistensholdning, en oplevelse af fremmedgørelse i forhold til verden. Skønt Jonas søgte ‘gnosis’ bredt i senantikken, styrkede hans ansats mest den opfattelse, at gnosticismen i form af de antikke kristne hæresier havde haft en specifikt kosmos-fjendtlig og verdensflyende karakter.

Fundet af Nag Hammadi-skrifterne i 1945 gav gnosticisme-forskningen en ny begyndelse, selv om teksterne først langsomt blev udgivet op gennem 1900-tallets anden halvdel. Spørgsmålet om gnosticismens oprindelse blev intensivt diskuteret, og fordi de nye tekster ofte var baseret på en grundlæggende omfortolkning af passager i Genesis, argumenterede nogle forskere for, at gnosticismen var opstået inden for jødedommen, samtidig med og som en parallel til kristendommen, som den så hurtigt havde infiltreret. En konference om gnosticismen i Messina i 1966 fik stor betydning ved at foreslå definitioner på gnosis som et mere tidløst fænomen, "viden om guddommelig hemmeligheder forbeholdt en elite", mens gnosticisme specifikt skulle betegne en række bevægelser fra 100-tallet e.Kr., de nævnte hæresier, hvor man desuden pegede på et dualistisk-antikosmisk indhold.

I 1996 publicerede den amerikanske religionshistoriker Michael Allen Williams sin monografi Rethinking "Gnosticism": An Argument for Dismantling a Dubious Category (kan oversættes til ‘Genovervejelse af “gnosticismen”: Et argument for at afvikle en tvivlsom kategori’). Williams pegede på begrebets moderne karakter, men også på at en alment anerkendt definition ikke var opnået. Han mente heller ikke, at alle de angiveligt gnostiske retninger havde haft den verdensfjendtlige holdning, som man fx havde hævdet på Messina-konferencen. Williams foreslog altså helt at opgive begrebet gnosticisme, men han mente alligevel, at det var nødvendigt at skabe en fællesbetegnelse for mange af de samme antikke kristne grupper, der blev betragtet som hæretiske af de ortodokse kirkelige forfattere, og som forskningen havde kaldt gnostiske; Williams foreslog betegnelsen bibelsk-demiurgiske: Grupper, der på basis af bibelske skrifter ville skelne mellem en højeste Gud og en lavere skabergud.

Williams’ kritik har været medvirkende til, at mange forskere har opgivet begrebet gnosticisme, uden at hans nye konstrukt bibelsk-demiurgisk i øvrigt er blevet udbredt. Det virker dog overdrevent, hvis man ikke må konstruere en typologi og anvende et overordnet fælles begreb, når en række samtidige kristne grupper og tekster, der blev stemplet som hæretiske af de kirkelige forfattere, i vidt omfang deler en række specifikke fællestræk. I det følgende vil begrebet altså finde anvendelse, uanset at det er et moderne fortolkningsredskab.

Det er kendetegnende for gnostiske grupper og tekster, at de benytter bibelske skrifter, uanset at de undertiden fortolker mod de bibelske teksters egen vurdering af vigtige skikkelser og begivenheder. Gnostikerne skelner desuden mellem en fjern højeste Gud og en lavere skabergud, der undertiden betegnes som ‘håndværker’, dêmiourgos, ud fra Platons Timaios. Ofte foreligger der åbenbarede fortællinger om Gud, der skal forklare det ondes, skabergudens og verdens oprindelse. Fra den højeste Gud regnes der med en udspaltning eller emanation af lavere guddommelige kræfter eller ‘æoner’. Gradvist aftager guddommeligheden, således at en synd eller fejl bliver mulig, fx i Sofia-myten, ifølge hvilken de guddommelige kræfter eller ‘æoner’ var ordnede i par af mandlige og kvindelige kræfter. Sofia (Visdommen, Ahamoth) var en lav æon, der ønskede at frembringe noget uden sin mandlige partner, og derfor blev det et misfoster: Skaberguden. Den foreliggende materielle verden vurderes negativt, men i hvilken grad er forskelligt fra gruppe til gruppe. Gnostikerens væsenskerne har ikke sin oprindelse i verden, men i himlen.

Gennem dramatiske fortællinger (myter) forklarede gnostikerne, hvordan det onde opstod, hvordan den lavere verden var blevet skabt, og hvordan den guddommelige gnist, personlighedens kerne, blev fanget i den. Disse fortællinger havde karakter af en åbenbaret viden, der kunne tjene sjælen til at finde vejen tilbage til himlen, men gnostiske tekster taler ikke blot om frelsende viden, men også om tro, og der optræder en frelserskikkelse fra det hinsides. Gnosticismens tilhørsforhold til kristendommen viser sig nu i, at denne frelser er Jesus, der imidlertid undertiden opfattes som ulegemlig, så fødsel og korsfæstelse ikke er virkelige hændelser (doketisme). Gnostikerne betragtede så ofte sig selv som de kristne, der besad en højerestående viden, modsat de lavere, almindelige kristne.

Forskningsdiskussionen om gnosticismen kunne være en ikke-kristen bevægelse, der sekundært og overfladisk var blevet præsenteret som kristendom, er ikke slut, men da gnosticisme er vores konstruerede begreb, er det slet ikke nødvendigt at antage én fælles oprindelse for de forskellige gnostiske grupper. Desuden skal man bemærke, at der mangler bevis for en ikke-kristen gnosticisme – vi har kun belæg for gnosticisme, der allerede er præget af kristendom.

At gnosticismen er et sammensat, synkretistisk fænomen, er dog klart: Væsentlige aspekter stammer fra den pythagoræisk-platoniske tradition (sjælen fanget i materien og legemet). Fra jødedommen stammer den grundlæggende brug af Genesis, men også eskatologisk-apokalyptiske indslag, herunder ideen om åbenbarede hemmeligheder, og Sofia-skikkelsen fra jødiske visdomstekster. Frelserskikkelsen er formodentlig et specifikt kristent indslag: Det har ikke kunnet bekræftes, at de nytestamentlige tekster er baserede på ældre gnostiske myter.

Nogle moderne forskere forsøger at konstruere en hypotetisk udviklingshistorie på basis af en klassifikation af forskellige former for gnosticisme, sådan som man mener at kunne skelne dem både i de kirkelige forfatteres beretninger og i Nag Hammadi-skrifterne: Setianerne og barbelognostikerne skulle således høre til de tidligste former, der inspirerede senere bevægelser som valentinianismen.

De oldkirkelige forfattere, der bekæmpede gnosticismen, havde en fortælling om hæresiernes oprindelse: Den første hæretiker skulle ifølge Justin Martyr og Irenæus have været Simon Mager fra Samaria. Menander, også fra Samaria, var oprindeligt en discipel af Simon, og hans disciple var igen Satornil i Antiokia og Basilides i Alexandria. Siden fulgte andre hæretikere, bl.a. Karpokrates og Valentinos. Hæretikerne var disciple af tidligere hæretikere; når der stadig opstod nye hæresier, skyldtes det de enkelte sektlederes forfængelighed og magtsyge. Men helt grundlæggende forklaredes fremkomsten af hæresier med Djævelens og dæmonernes indflydelse. Der var således tale om, at kirkefædrene konstruerede en hæretisk succession, et dæmonisk vrangbillede af den apostolske succession. Det betyder, at man skal behandle disse oplysninger med stor forsigtighed, selv om det i og for sig er historisk sandsynligt, at f.eks. Satornil har været en gnostisk lærer i Antiokia omkring år 100.

Både de kirkelige modstandere og Nag Hammadi-skrifterne koncentrerer sig om forskellige “myter” eller teologiske læresystemer, mens liturgi og etik er klart underbelyst. Det er dog klart, at dåb, salvelser og rituelle måltider ligesom hos andre kristne grupper spillede en hovedrolle.

I Nag Hammadi-skrifterne er etikken entydigt asketisk, men de kirkelige modstandere fremstiller det ofte sådan, at gnostikerne mente sig sat fri fra jordiske forpligtelser, at de var engageret i seksuel libertinisme, børnedrab og magi. De fleste forskere er her skeptiske, fordi det ligner standard-klicheer fra religiøs polemik i antikken, der f.eks. også blev bragt i spil mod de kristne fra den græsk-romerske flertalsbefolkning.

Det er omdiskuteret, om Markion skal henregnes til gnosticismen. I 200-tallet ser gnostiske grupper ud til at have søgt tættere tilknytning til mellemplatoniske miljøer; således kom nogle af dem i Plotins skole i Rom, men Plotin angreb dem for at bryde med forståelsen af verden som en ordnet helhed, et kosmos. Gnostiske grupper har eksisteret helt ind i 400-tallet, men der må også have opstået kristne miljøer, der interesserede sig for de foregående århundreders gnostiske litteratur, uanset at den stammede fra forskellige sekter: Det fremgår af Nag Hammadi-skrifterne, der repræsenterer helt forskellige retninger. En mulighed er, at disse skrifter stammer fra Pachoms første kloster, der lå ganske tæt på fundstedet.

• senantik religion
• Basilides