Basilides

Basilides var en græsk kristen gnostiker, der levede i Alexandria i perioden 117-161 e.Kr. Hans forfatterskab kendes kun gennem citater, især hos Irenæus, Klemens, Origenes og Euseb; hovedværket var en evangeliekommentar i 24 bind, men han forfattede også oder for sin menighed. Basilides hævdede at kende en hemmelig overlevering, der stammede fra Jesus, dels via Peter og dennes angivelige tolk Glaukias, dels via apostlen Matthias, men de bevarede citater tyder ikke på, at han bragte en sammenhængende lære. Basilides’ skole fortsatte efter hans død, ledet af hans søn Isidor.

Den sammenhængende basilidianske lære stammer måske fra de senere tilhængere: Ifølge Irenæus' fremstilling udgik der forskellige emanationer fra den højeste, uskabte og navnløse Fader: Først Nous (græsk for 'tænkekraft') og dernæst forskellige andre forstandskræfter og fra dem forskellige engle. Englene byggede den ene himmel efter den anden i nedadgående retning, i alt 365 himle svarende til årets dage. Englene i den nederste himmel har skabt vores verden, men de er i konflikt, fordi deres leder, jødernes gud, som også hedder Abraxas, vil have alle andre folkeslag underordnet sit eget folk (her ses et antijødisk træk, der måske afspejler romernes samtidige krige mod jøderne). Den højeste Fader ville frelse de sjæle, der tror på ham, fra den legemlige verden og de engle, der havde skabt den, og derfor sendte han Nous, som er Jesus Kristus. Jesus fremtrådte som et menneske, men var en ulegemlig kraft, som man i uvidenhed troede at korsfæste: I virkeligheden blev Simon af Kyrene korsfæstet, mens Kristus stod ved siden og lo af deres fejltagelse. Dem, der bekender den korsfæstede, er endnu ikke ægte kristne, men stadig slaver af englene og legemet, men dem, der afviser ham, er frie.

Irenæus hævder også, at basilidianerne havde lov at fornægte Jesus under romernes forhør, og at magi og libertinsk praksis var tilladt dem, men mange forskere mener, at der her er tale om standardbeskyldninger uden virkeligt grundlag (se gnosticisme).

I Refutatio giver Hippolyt en helt anden fremstilling af, hvad Basilides lærte, som måske stammer fra andre senere tilhængere af Basilides.