Hvid tun er en forholdsvis lille art af tun, som er udbredt i tempererede, subtropiske og tropiske havområder over hele verden. Den er ikke kendt fra danske farvande.
Faktaboks
- Også kendt som
-
Thunnus alalunga, albacore
Den har en slank, strømlinet krop med en konisk snude, store øjne og en stor mund. Hvid tun kan bl.a. kendes på sine bemærkelsesværdigt lange brystfinner, hvis længde svarer til ca. 30 % af kropslængden. Den bliver normalt ca. 100 cm lang, men kan nå en længde på op til 140 cm og en vægt på ca. 60 kg.
Hvid tun anses for at være den tun, der er bedst egnet til konserves og den eneste, der i USA må markedsføres som white meat tuna. Kødet er som navnet siger lyst og kan minde om kylling, deraf den am. betegnelse chicken of the sea. Hvid tun er den tunfisk, hvori man har iagttaget det største indhold af kviksølv. Se også dåsetun.
Den markedsføres ofte under navnet albacore, hvilket dog også gælder for flere andre arter af tun- og makrelfisk, heriblandt sortfinnet tun (Thunnus atlanticus) og gulfinnet tun (Thunnus albacares) samt slægterne Seriola (ravfisk med flere) og Euthynnus (thunnin med flere).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.