jaguar

Jaguaren hører hjemme i kattefamilien (Felidae). Den tilhører samme slægt, Panthera, som tigeren, løven, leoparden og sneleoparden. Nye DNA-undersøgelser har vist, at jaguaren, løven og leoparden er hinandens nærmeste slægtninge.

Jaguaren vejer fra 31-158 kg og har en hoved-og-kropslængde på 110-170 cm, en skulderhøjde på 64-74 cm og en forholdsvis kort hale på 44-80 cm. Hunnerne er normalt 10-20 % mindre end hannerne. Der er stor forskel på størrelsen af arten over dens udbredelsesområde. De mindste jaguarer findes i Amazonas og Mellemamerika, mens de største findes i Pantanal-vådområdet i Brasilien og Los Llanos-vådområdet i Venezuela. Eksempelvis er gennemsnitsvægten af hanjaguarer omkring 56 kg i Belize og over 100 kg i Pantanal. Den største kendte jaguar kom fra Pantanal og vejede 158 kg.

Den er væsentlig kraftigere bygget end leoparden med en muskuløs overkrop, robuste, forholdsvis korte ben og et usædvanligt stort hoved. Som hos leoparden er dens pletter samlet i grupper kaldet rosetter, men jaguarens mønster adskiller sig fra leopardens ved ofte at have en eller flere sorte pletter i midten af rosetterne. Der findes også en sort panter-form af jaguaren. Dette fænomen kaldes melanisme og skyldes et recessivt gen. Jaguarer kan få kuld, der både indeholder almindeligt plettede og sorte killinger.

Jaguaren har et massivt og bredt kranium med en veludviklet sagittalkam (en knoglekam, der løber oven på kraniet og giver fæste til tyggemusklerne) og særdeles kraftige kæber, hvilket giver den en meget hårdt bid. Efter sigende skulle den have en højere bidkraft ved hjørnetænderne end nogen anden kat. Det hårde bid og de ekstra robuste hjørnetænder regnes for en tilpasning til dens særlige måde at dræbe på; jaguaren perforerer ofte kraniet på sine byttedyr.

Jaguaren har en stor udbredelse, der strækker sig fra det nordlige Argentina og sydlige Brasilien til det sydlige USA. Den forekommer i en lang række naturtyper fra regnskov (som Amazonas) og andre skovtyper til savanner, pampas-græsland, tornet buskland (Chaco), vådområder (såsom Pantanal og Los Llanos) og mangrovesumpe. Normalt findes den i under 1.000 meters højde, men den er blevet registreret i højder på op til 3.800 meter. Jaguaren er tættere knyttet til vand end nogen anden art i Panthera-slægten, og når den forekommer i mere tørre områder, er det typisk tæt på floder og lignende.

Som andre katte er jaguaren udelukkende en kødæder. Den er en opportunistisk og alsidig jæger. Man har registreret over 85 arter af byttedyr i dens føde, der omfatter både pattedyr, krybdyr og store fugle. De fleste steder består føden overvejende af pattedyr, der varierer i størrelse fra tapirer, hjorte, navlesvin og kapivarer til bæltedyr, agutier, dovendyr, kaniner og opossummer. Jaguaren kan nedlægge byttedyr, der 3-4 gange så store som sig selv, og i nogle områder kan den tage en del kvæg.

Jaguaren er den eneste store kat, for hvem krybdyr kan udgøre en vigtig del af kosten. Med sit kraftige bid og sine robuste hjørnetænder kan den bide hul på skjoldet af store skildpadder, og i Manu Nationalparken i Perus Amazonas er landskildpadder det tredjehyppigste byttedyr. Jaguaren springer også gerne i vandet for at fange sumpskildpadder.

Løve, tiger og leopard kan en sjælden gang imellem tage krokodiller, men jaguaren er det eneste rovdyr i verden, der kan være decideret specialiseret i at jage medlemmer af krokodilleordenen. Det ses især i Pantanal, hvor paraguaykaimanen (Caiman yacare) kan være det dominerende byttedyr. Jaguaren kan fra en flodbred eller et træ i op til adskillige meters højde springe ned på ryggen af en kaiman for at nedlægge den.

Jaguaren er først og fremmest nataktiv, men kan også være dagaktiv. Den kan beskrives som vandelskende og er en dygtig svømmer, der kan krydse brede floder. Jaguaren springer gerne i vandet for at jage byttedyr som kaiman, sumpskildpadde og kapivar, og når det er særligt varmt, kan den tilbringe timevis med at køle sig ned siddende i vand.

Med undtagelse af hunner med unger lever jaguaren overvejende alene, men i parringstiden kan hanner og hunner have midlertidige parforhold. Den er territorial med territorier, der i størrelse kan variere fra 10 til 1.000 km² alt afhængig af området og koncentrationen af byttedyr. Generelt har hanner større territorier end hunner, og en hans territorium kan derfor overlappe med flere hunners. Jaguarer afmærker deres territorium med ekskrementer og urin og ved at lave kradsemærker på træstammer.

I parringstiden vokaliserer begge køn højlydt og langvarigt. Deres dybe, rytmiske vokalisering sammenlignes med lyden af træ, der bliver savet. Desuden duftafmærker hunnen ekstra meget for at signalere til hanner i området, at hun er parringsmoden. Hos jaguaren kan en hun og en han i parringstiden danne par i op til 4-5 uger i løbet af hvilke, de kan parre sig 100 gange dagligt.

Hunnen går drægtig i 90-113 dage. Kuldstørrelsen ligger på 1-4 killinger, i gennemsnit 2. Killingerne vejer 700-900 gram ved fødslen. De fødes blinde, men åbner øjnene efter 3-13 dage. Killingerne lever udelukkende af hunnens mælk de første 10-11 uger og kan fortsætte med at die, indtil de er 5-6 måneder gamle. De begynder at følges rundt med hunnen, når de er 2-5 måneder gamle.

Når ungerne er 15-18 måneder gamle, færdes de for sig selv i hunnens territorium og nedlægger deres egne byttedyr. De forlader hunnens territorium for at etablere deres egne leveområder, når de er 16-24 måneder gamle. Hunner bliver kønsmodne i en alder af 24-30 måneder og hanner, når de er 3-4 år gamle.

• kattefamilien
• rovdyr