mose

Moser inddeles ofte efter, hvordan de er dannet. Forsumpningsmoser er opstået som følge af en stigning af grundvandet, der kan skyldes en klimaændring mod fugtigere forhold, en hævning af havniveauet m.m. I Danmark er forsumpningsmoser mest almindelige i Vestjylland og de flade dele af Nordjylland. Tilgroningsmoser dannes ved stadig aflejring af ler og organisk materiale på bunden af søer, så de til sidst fyldes op og dækkes af mosevegetation. Tilgroningsmoser findes især i det østdanske morænelandskab. Her findes også kildemoser, som dannes omkring kilder i bunden af ådale eller ved foden af stejle skrænter, hvor grundvandet strømmer ud.

En anden måde at inddele moser i bygger på viden om, hvor mosevandet stammer fra. Lavmoser (minerogene moser eller kær) er påvirket af grundvand, mens højmoser (ombrogene moser) udelukkende modtager vand fra nedbøren. Højmosen er en næringsfattig mosetype, mens lavmosen er mere eller mindre næringsrig, alt efter hvilke type undergrund grundvandet har passeret på sin vej til mosen. Lavmoser kan igen opdeles i dalmoser (topogene moser), hvis udbredelse er bestemt af grundvandsforholdene, og overrislingsmoser (soligene moser), hvor overfladevand, såkaldt overfladeafstrømning, medvirker til at skabe en høj jordfugtighed. Sidstnævnte type er sjælden i Danmark.

I midten af 1800-tallet, inden den systematiske dræningsindsats begyndte, var 20-25 % af Danmark dækket af våde enge, kær og moser, som næsten alle indeholdt tørv af varierende tykkelse. Tørv har siden jernalderen været en vigtig kilde til brændsel og havde derfor økonomisk betydning. Ved de første kortlægninger i 1900-tallet af tørvens udbredelse var det praktisk kun at medtage tørv i tykkelser på over 25 cm, idet mindre tørvetykkelser let kunne pløjes væk. I dag er ca. 1 % af landet dækket af moser; de har den største udbredelse i Nordjylland.

Med sine ca. 6.600 ha var Store Vildmose sidst i 1800-tallet Nordeuropas største mose. Store Vildmose og Lille Vildmose er i dag Jyllands største højmoser, mens Holmegaards Mose er den største højmose på Sjælland. Siden 1800-tallet er de alle stærkt reducerede i både højde og areal som følge af opdyrkning.

Udviklingen af en mose sker langsomt, typisk over tusinder af år. Øverst har lavmoser ofte et lag af sumptørv, som hviler på søsedimenterne. Sumptørven er svagt nedbrudt og indeholder plantearter, som tåler meget høj vandstand, og som typisk vokser på lavt vand. Senere erstattes denne vegetation af sumpplanter, som ikke tåler vanddækning. Højere oppe i mosens tværprofil træffes trærødder, hvilket viser, at vandstanden her er så lav, at træer som birk og el kan vokse på stedet.

Endnu senere kan bestanden af træer blive så tæt, at der dannes egentlig skovtørv. Denne ændring i tørvesammensætningen viser, at den stadige tørvedannelse medfører, at mosens overflade bliver gradvis mere tør, når de ydre forhold forbliver konstante over længere tid. Opstår der klimaændringer, som skaber øget fugtighed, kan træerne forsumpe og dø. En urtepræget sumpvegetation erstatter nu den tidligere sumpskov, og udviklingen kan igen begynde mod stadig mere tørbundsprægede plantesamfund. Det kan med tiden føre til højmosedannelse, som er slutstadiet i mosernes udvikling i Danmark.

Brande i moser, såkaldte mosebrande, var førhen ikke ualmindelige i højmoser eller i drænede lavmoser, og de kunne ulme over flere somre og vintre.

Højmoser findes især i egne, hvor jordbunden består af kalkfattigt smeltevandssand eller på anden måde er næringsfattig, samt i områder, hvor grundvandet er næsten stillestående. Ringe næringsstoftilførsel via grundvand bevirker, at mosens næringsstofbalance og surhedsgrad i overvejende grad påvirkes af stoffer fra nedbøren. Det giver grobund for arter af slægten tørvemos (Sphagnum), som trives i et næringsfattigt og surt miljø. En nøgleegenskab ved tørvemosser er, at de kan opsuge vand. Dødt tørvemos kan absorbere op til 20 gange sin egen vægt i vand, mens toppen gror videre. Herved opstår langsomt et tykt, vådt lag af mosrester kaldet højmosetørv.

Højmoser findes især i Jylland og var før dræningen af landskabet fra midten af 1800-tallet vidt udbredte. I landets øvrige egne er de ofte begrænset til brede ådale eller tidligere havdækkede områder, hvor grundvandsstrømningen er meget langsom.

Når højmosen vokser opad, stiger det lokale grundvandsspejl også. Som følge af opbygningen af tørv kan en højmose vokse opad med ca. 1-2 mm om året, mens den årligt samtidig breder sig 1-3 m ud over det omgivende, flade landskab.

• mosebrug
• mosebiologi
• mosegeologi
• mosefund
• histosol
• afvanding