nahuatl

Nahuafolkene fortæller vandringsmyter, der beskriver en fortid som jæger-samler-nomader, som ankom i Mexicodalen, da den allerede var beboet af andre folkeslag. Disse myter fortæller, at alle nahua-talere kommer fra et sted ved navn Chicomoztoc 'I de Syv Huler' hvorfra de vandrede til Aztlān, en ø, hvor de boede i en længere periode – som beboere af Aztlān fik de navnet aztecah 'aztekere'. Senere vandrede de aztekiske stammer i forskellige retninger og bosatte sig i de områder, hvor nahua-talere bor i det centrale Mexico. En af de stammer var mexicah-stammen, der var de sidste til at ankomme i Mexico-dalen, hvor de bosatte sig på øen Mexico /mesjihko/ og grundlagde deres hovedstad Tenochtitlan.

Efter den spanske erobring brugtes nahuatl også som officielt sprog i kommunikation mellem spaniere og de mange forskellige oprindelige folk, og det havde i en periode status som officielt sprog i Ny Spanien, hvorfor der blev produceret sore mængder skriftlige kilder på sproget fra midten af 1500-tallet og indtil Mexicos selvstændighed i 1821. I kolonitiden kaldtes sproget mexicano eller lengua mexicana efter den aztekiske hovedstad Mexico-Tenochtitlan, hvor den mest prestigefulde variant af sproget taltes.

Spanske munke begyndte meget tidligt sprogbeskrivelsesarbejde. Den første grammatik blev udgivet i 1547 af franciskaneren Andrés de Olmos (ca. 1485-1571) og den første ordbog i 1571 af hans ordensfælle Alonso de Molina (1513/1514-1579/1585). Den tidlige sprogbeskrivelse nåede sit højdepunkt med jesuitten Horacio Carochis (1586-1666) grammatik fra 1645.

Efter Mexicos selvstændighed begyndte en periode, hvor landets nationale identitet blev konstrueret. Her blev Mexicos førkoloniale historie en vigtig kilde til nationale symboler og især aztekernes kulturtræk blev set som en del af nationens vigtige kulturarv – herunder deres sprog.

I denne periode opstod studiet af nahuatl-tekster som en vigtig historisk disciplin i Mexico. Samtidig arbejdede staten dog også på at homogenisere befolkningen kulturelt, og oprindelige folk forventedes i stigende grad at tage spansk til sig og opgive deres egne sprog. Dette førte til en meget hurtig nedgang i antallet af talere af nahuatl og andre oprindelige sprog.

Denne udvikling blev intensiveret efter den mexicanske revolution, hvor et nationalistisk undervisningsvæsen indførtes i hele landet. Først i 2001 indførtes sproglige rettigheder for talere af oprindelige sprog, og selvom de rettigheder endnu ikke er indfriet, stiller de sprogene og deres talere i en bedre situation. Desuden støtter staten nu i nogen grad undervisning på nahuatl og dets udvikling som levende skriftsprog.

Nahuasprogene inddeles i to overordnede grene, østnahua og vestnahua. Denne inddeling afspejler den første tvedeling af ur-nahua.

Nogle udtaleforskelle afspejler en historisk opdeling mellem af den oprindelige ur-nahua-befolkning i en østlig og vestlig gruppe. Ur-uto-aztekisk *u var blevet til en høj urundet central vokal *ɨ i fælles-nahuatl, men denne lyd forsvandt i sen ur-nahuatl og har forskellige reflekser i henholdsvis østlige og vestlige dialekter – /i/ i de østlige og /e/ i de vestlige dialekter (i bestemte ord). Dette er et af de træk, der begrunder opdelingen mellem øst- og vestnahua, selvom senere dialektkontakt i nogen grad har blandet formerne sammen.

Ud over øst/vest-opdelingen findes en gruppe dialektområder, hvor dialekterne deler fællestræk:

Den vestlige gruppe opdeles i de centrale og de perifere dialektområder:

• De centrale nahuasprog minder mest om kolonitidens nedskrevne variant. De tales i området omkring Mexico City, i staten Mexico og Morelos, Tlaxcala og i dele af Puebla og i det centrale Veracruz.
• De vestlige perifere dialekter tales hovedsageligt nordvest for Mexico city, i staten Mexico omkring Toluca, på stillehavskysten i Michoacan og nordpå i Durango og Nayarit, og også tidligere i Jalisco. Desuden i et mindre område i det nordlige Guerrero. De vestlige perifere dialekter menes at være opstået ved, at talere af andre sprog lærte en central dialekt af nahuatl som andetsprog, men udelod en del lydlige og grammatiske distinktioner.

Den østlige gruppe indeholder flere klart definérbare dialektområder:

• La Huasteca, et sammenhængende dialektområde nordøst for Mexico city der deles mellem staterne Veracruz, Hidalgo og San Luís Potosí. Huasteca- dialekterne defineres blandt andet ved at de bruger et negationspræfiks ax-, og ved en række leksikalske og grammatiske forskelle fr andre områder. Hertil kommer dialekterne i
• det centrale Guerrero;
• det centrale Puebla omkring Cuetzalan;
• det sydlige Veracruz, på Tehuantepec-tangen; og
• pipil i El Salvador. De tre sidste østlige områder deler det træk, at de i stedet for /tɬ/-lyden har /t/.

Der er bl.a. betydelige forskelle i ordforrådet mellem de forskellige nahuasprog, således at fx det grundlæggende lokativverbum 'at være (på et sted), at befinde sig' hedder noget helt forskelligt i de forskellige dialektområder:

Der er også betydelige udtaleforskelle mellem dialekterne, og lydsystemet er for mange dialekters vedkommende væsentlig anderledes end lydsystemet i kolonitidens litterære nahuatl. Nogle dialekter har i stedet for lyden /tɬ/ enten /t/ eller /l/. Nogle dialekter har omdannet vokallængde til en forskel i vokalkvalitet, således at fx koloni-nahuatl /o/ svarer til /o/, mens /ō/ svarer til /u/. Mange dialekter aspirerer konsonanter i udlyd eller reducerer dem enten til aspiration eller til en glottal lukkelyd.

Det er dog især verbalbøjningen, der er kompleks. Nahuatl er ikke et kasussprog og bruger heller ikke ordstilling til at markere grammatiske relationer; i stedet markeres grammatiske relationer på verbet, som med præfikser markeres for kongruens i person og tal med både subjekt og objekt.

Tid, aspekt, retning og bevægelse udtrykkes primært med suffikser.

Substantiver bøjes for flertal og desuden for besiddelse med præfikser, der kongruerer med ejerens person og tal, og for lokativitet med suffikser. Der findes flere forskellige flertalssuffikser, og nogle substantiver bøjes i flertal ved reduplikation (hel eller delvis fordobling) af første stavelse.

Besiddede substantiver mister absolutivsuffikset, og rødder, der ender på vokal, tager i stedet et possessivt suffiks. Sproget har ikke præpositioner, men bruger i stedet såkaldte relationssubstantiver til at beskrive præpositionelle relationer. Relationssubstantiver er et typisk træk i mesoamerikanske sprog.