pankration

Nutidige historikere har vurderet, at pankrationens historie sandsynligvis rækker længere tilbage end tidligere antaget. Mytologiske fortællinger nævner brugen af pankration- teknikker af figurer som Herakles og Theseus i kamp mod henholdsvis den nemeiske løve og uhyret Minotauros.

Den første historiske omtale af pankration findes ifølge Andreas Georgiou, forfatter til "Pankration – An Olympic Combat Sport", i det 2. årtusinde f.v.t., hvilket indikerer, at pankration er en af de ældste kendte former for kampsport. Kilder angiver, at pankration fungerede både som olympisk disciplin og som krigsteknik blandt spartanerne samt Alexander den Stores falanks. Et eksempel på anvendelse er fortællingen om Dioxippus, som var olympisk mester i pankration og deltog i Alexanders felttog. Dioxippus kæmpede mod Coragus, en anden soldat, hvor Dioxippus' færdigheder i pankration førte til sejr.

Romerne indførte pankration som en del af deres krigstræning samt træning af deres gladiatorer. De brugte den latinske betegnelse pancratium.

I 393 e.v.t. blev denne form for kampkunst, sammen med i øvrigt gladiatorkampe samt andre hedenske festivaler, imidlertid afskaffet af den byzantinske kejser Theodosius I. Som et resultat af dette forbud forsvandt pankration gradvist i løbet af de følgende århundreder.