scots

De tidligste tekster, der kan siges at være på scots, er fra midten af 1300-tallet. Et af de tidligste litterære værker på scots er digtet The Brus forfattet af John Barber omkring 1375. Digtet beretter om den skotske konge Robert the Bruce i den første uafhængighedskrig mod England.

Storys to rede ar delitabill
Suppos that thai be nocht bot fabill
Than suld storys that suthfast wer
And thai war said on gud maner
Hawe doubill plesance in heryng.
The fyrst plesance is the carpyng
And the tothir the suthfastnes
That schawys the thing rycht as it wes.

(At fortælle historier er herligt, selvom de ikke er mere end fabel. Så må sande historier, som er fortalt på en god måde, have et dobbelt behag i at høre. Det første behag ligger i at fortælle og det andet i den sandhed, der viser sagen rigtig som det var.)

En af Barbours vigtigste mæcener var Robert Stewart, barnebarn til Robert the Bruce, der besteg tronen i 1371 som Robert 2. og var den første konge af slægten Stuart. I hans regeringsperiode, der varede frem til 1390, blev der også skrevet en krønike om Skotland af John of Fordoun, omkring 1380. Krøniken, der er skrevet på latin, beskriver tydeligt, hvordan Skotland var delt mellem en gælisktalende højland og scots-talende lavland.

Fra omkring 1450 havde scots erstattet latin som det primære skriftsprog i administrationen, og fra 1462 blev al lovgivning i Skotland nedskrevet på scots. Navnet Scottis (scots) optræder første gang i 1494 i en bog om heraldik, som blev translatit out of fraynche in Scottis (‘oversat fra fransk til scots’).

I 1567 besteg Jakob 6. Stuart som etårig den skotske trone. Han talte scots som modersmål og i løbet af sin opvækst dyrkede han det som skriftsprog, bl.a. ved at digte på scots. Som nittenårig i 1584 udgav han en kort afhandling om poesi på scots, Reulis and Cautelis (‘Regler og forholdsregler’).

Jakobs forhold til scots ændrede sig dog fra 1603, da han besteg den engelske trone efter Elizabeth 1. som Jakob 1. af England. Han flyttede sit hof fra Edinburgh til London og dyrkede det engelske sprog til skade for den stilling, scots hidtil havde indtaget. To skotske digtere ved Jakobs hof, William Drummond og Sir Robert Aytoun, digtede på engelsk i stedet for scots.

Det var også Jakob, der stod bag en ny autoriseret oversættelse af biblen til engelsk, og i 1611 udkom oversættelsen King James Bible, som stadig bruges i mange engelsktalende kirker i dag. I Skotland, hvor den protestantiske kirke tidligere brugte den engelske oversættelse Genève-Bibel (1560), udkom en autoriseret King James Bible i 1633.

Jakob 6. Stuart stod også bag koloniseringen af Nordirland, der begyndte i 1609. Gennem denne kolonisering flyttede op mod 200.000 scotstalende til provinsen Ulster, hvor sproget udviklede sig til Ulster scots.

Med unionen mellem Skotland og England i 1707 mistede Skotland sin selvstændighed. Magten blev endnu mere centreret i London og på engelsk. Dog blomstrede der også en litteratur på scots som led i 1700-tallets oplysningstid, for eksempel af Skotlands nationaldigter Robert Burns. Hans bedst kendte værk er Auld Lang Syne, som han digtede i 1788. I dag synges Auld Lang Syne i den engelsktalende verden ved årsskiftet og er blevet oversat til jysk af Jeppe Aakjær (Skuld gammel venskab rejn forgo).

Ligesom andre steder i Europa var Skotland i 1800-tallet præget af nationalromantik, hvilket også viste sig i brugen og studiet af scots. Den skotske forfatter Sir Walter Scott, der er verdenskendt for sine værker som Ivanhoe (1819), skrev på engelsk men angav ofte citater på scots. Præst og filolog John Jamieson (1759-1853) udgav i 1808 en etymologisk ordbog over scots, der vækkede en akademisk interesse i sproget.

I mellemkrigstiden blomstrede en litterær bevægelse i Skotland, der siden kaldes for Den skotske renæssance (Scots Rennaissance). Digteren Hugh MacDiarmad (1892-1978) skrev på en blandet form for scots, han kaldte Lallans, der hentede inspiration både fra samtidige dialektord og arkaisk sprog.

I 1929 stiftedes et selskab The Scottish National Dictionary Association til promovering af det skotske sprog. Kun tre år efter udgav selskabet første hæfte af The Scottish National Dictionary, en ordbog over moderne scots (efter 1700), der blev udgivet i ti bind fra 1931-1976. En lignende ordbog over ældre scots (frem til 1700), A Dictionary of the Older Scottish Tongue, blev udgivet i tolv bind fra 1931-2002. Begge ordbøger findes som online-ordbøger udgivet af selskabet Dictionaries of the Scots Language SCIO.