oldengelsk

Det første skriftlige belæg på oldengelsk findes i runeindskrifter fra Storbritannien så tidligt som i 500-tallet. Ligesom i Norden er de tidligste runeindskrifter dog meget korte eller fragmentariske og kan ikke altid tolkes.

De to bedst kendte runeindskrifter, Franks-kisten og Ruthwellkorset, stammer fra henholdsvis 600- og 700-tallet. Førstnævnte er en kiste lavet af hvalben og udskåret med relieffer med kristne, romerske og germanske motiver og omringet af indskrifter. På venstre panel findes fx et relief af tvillingeparret Romulus og Remus, Roms mytologiske grundlæggere, og indskriften romwalus and reumwalus twœgen ¶ gibroðær ¶ afœddæ hiæ wylif in romæcæstri ¶ oþlæ unneg (‘Romulus og Remus, to brødre; hun-ulven fodrede dem i Rom, langt fra deres hjemland’).

Ruthwellkorset er et kristent kors af sten med flere relieffer fra Kristi lidelseshistorie omkranset af en runeindskrift. Korset, der er ca. 5,5 meter højt, befinder sig i Ruthwell i Skotland. Runeindskriften indeholder dele af digtet Dream of the Rood (Korsets drøm), der også kendes fra et håndskrift fra 900-tallet. Indskriftens versform kan ses i fx følgende brudstykke fra korsets venstre side: Hof ic riicnæ kyninc || heafunæs hlafard | hælda ic ne dorstæ (‘Jeg løftede den mægtige konge, himmelrigets herre; jeg turde ikke bukke’).

Den oldengelske skriftlige litteratur omfatter ligesom runeindskrifterne såvel prosa som poesi. Det tidligste oldengelske digt, der stadig er bevaret, er Cædmons lovsang, en lovprisning til Gud, der menes at være komponeret i anden halvdel af 600-tallet. Digtet, der tilskrives digteren Cædmon, er gengivet i Bedas kirkehistorie.

Digtekunsten følger som oftest den gamle germanske digtform, der er præget af halvvers (en halv verslinje, opdelt ved cæsur) og bogstavrim. Et eksempel er åbningsstrofen fra det kendte heltedigt Beowulf:

Hwæt! We gar-dena | in geardagum || þeodcyninga | þrym gefrunon || hu ða æþelingas | ellen fremedon (‘Så! Vi har hørt om de spyd-daners og folkekongers hæder i gamle dage, og hvordan de adelige viste deres styrker.’)

Beowulf er den bedst kendte tekst på oldengelsk og et eksempel på genren heltedigte. Handlingen i digtet foregår i Sydskandinavien i hedensk tid og omtaler sagnfigurer, der også kendes fra nordisk litteratur, som fx kongedynastiet Skjoldungerne. Nordiske og fællesgermanske helte og sagnfigurer fremtræder også i andre oldengelske digte som fx Widsith, der nævner både Hrothwulf og Hrothgar kendt fra Beowulf, og Deor, der nævner smeden Vølund og den gotiske konge Theoderik den Store.

Andre episke digte på oldengelsk fortæller om historiske krigshandlinger, især imod vikingerne, som for eksempel Slaget ved Maldon, et slag i 991, der endte med angelsaksisk nederlag.

Oldengelsk prosa omfatter også de historiske beretninger om angelsaksernes kamp mod vikingerne. En af de vigtigste kilder til såvel angelsaksisk historie som det oldengelske sprog er Den Angelsaksiske Krønike, et sæt annalistiske optegnelser, der beretter om begivenheder fra Julius Cæsars invasion af Britannien i år 60 f.v.t. og frem til år 1154 e.v.t.

Krøniken blev sandsynligvis sat i gang under Alfred den Stores regeringstid fra 871 til 899. Den vestsaksiske konge Alfred indførte omfattende reformer og fik oversat flere store værker fra latin til oldengelsk, bl.a. Bedas Historia ecclesiastica og Gregor 1. den Stores Cura Pastoralis.

Oldengelsk hører sammen med oldsaksisk og oldfrisisk til den gren af de vestgermanske sprog, der hedder nordsøgermansk. Sproglige kendetegn ved nordsøgermansk er bl.a., at en nasallyd m eller n falder bort foran hæmmelyd (spirant), som det kan ses i oldengelsk fīf ‘fem’ (moderne engelsk five) over for oldhøjtysk fimf (moderne tysk fünf), hvor den oprindelige nasallyd er bevaret. De nordsøgermanske sprog viser tit også, at den korte vokal a er blevet rundet til o, når den stod ved siden af en nasallyd som i fx old- og moderne engelsk long ‘lang’ over for old- og moderne højtysk lang. I verbernes bøjning viser de nordsøgermanske sprog sammenfald af alle tre personer i flertal, fx oldengelsk wē/ġē/hēo hebbað, mens fx oldhøjtysk har bevaret tre forskellige endelser: wir habemes, ir habet, sie habent (jf. moderne tysk wir haben, ihr habt, sie haben).

Af de nordsøgermanske sprog ligger oldengelsk tættest på oldfrisisk, og de to sprog udgør tilsammen den anglo-frisiske gren. Sproglige kendetegn ved anglo-frisisk omfatter bl.a. at den korte vokal *a er blevet hævet til æ (på oldfrisisk skrevet e) i visse stillinger, fx i oldengelsk fæder, oldfrisisk feder ‘far’ over for oldhøjtysk vater. Begge sprog viser også brydning af en monoftong (enkel vokal) til en diftong (to vokallyd) i visse stillinger, som fx i oldengelsk reoht, oldfrisisk riucht ‘ret, lov’ over for oldhøjtysk reht.

Blandt udviklingerne i konsonanter er palataliseringen af *k og *g et særtræk for anglo-frisisk. I palatale omgivelser blev oprindeligt *k til en affrikat i fx oldengelsk ċiriċe, oldfrisisk tzerke ‘kirke’ (moderne engelsk church, moderne vestfrisisk tsjerke). Oprindeligt *g blev derimod til halvvokalen [j] i palatale omgivelser som fx i oldengelsk ġield, oldfrisisk ield ‘penge, geld’ (jf. moderne engelsk yield).

Det oldengelske lydsystem viser en større antal lyde end dets vestgermanske forgænger, både i vokaler og konsonanter. Vokalsystemet omfatter både korte og lange vokaler med forskel i betydningen, fx god (‘gud’) og gōd (‘god’). Oldengelsk arvede de vestgermanske korte vokaler a e i o u og lange vokaler ā ē ī ō ū ǣ. Gennem den såkaldte anglo-frisiske brightening opstod der også et kort æ i fx fæder ‘far’ og dæġ ‘dag’. De runde vokaler y ȳ og i visse dialekter også ø ø̄ opstod gennem omlydens virkning.

Udover monoftongerne fandtes både korte og lange diftonger på oldengelsk, med stor variation mellem dialekterne. Systemet er en blanding af diftonger, der stammer fra de oprindelige urgermanske diftonger, samt nye diftonger opstået gennem brydning. I vestsaksisk fandtes de korte diftonger ea eo ie samt de lange ēa ēo īe.

Konsonantsystemet viser ligeledes en udvikling fra urgermansk. Seks lukkelyde eller klusiler (p t k b d g) blev nedarvet fra urgermansk til oldengelsk og kunne forekomme både i en kort og en lang (fordoblet) form. Af velarlyden [k], som oftest blev skrevet c på oldengelsk, opstod der gennem palatalisering affrikaten [ʧ], skrevet ċ, i fx ċild ‘barn’ (moderne engelsk child). Den stemte velarlyd g blev også påvirket af palatalisering og blev enten [j], skrevet ġ, som i ġeostra ‘i går’ (jf. moderne engelsk yesterday over for tysk gestern) eller [ʤ], skrevet ċġ, fra geminat *gg som i bryċġ ‘bro, brygge’ (jf. moderne engelsk bridge).

Tre hæmmelyde eller frikativer (f þ s) blev også nedarvet fra urgermansk og blev udtalt som stemt [v ð z] i visse positioner, fx mellem vokaler. Der fandtes dog ikke forskel i stavemåden mellem de ustemte og stemte varianter: f blev brugt for både [f] og [v], s blev brugt for både [s] og [z], og þ og ð blev begge brugt for både [þ] og [ð]. Ligesom klusilerne kunne frikativerne forekomme såvel kort som langt. Udover disse nedarvede frikativer fandtes der palatallyden [S] fra *sk, skrevet sċ som i sċip ‘skib’ (jf. engelsk ship).

Udover klusiler og frikativer omfattede den oldengelske konsonantsystem resonanterne l r, nasalerne m n (samt [ŋ] foran velarlyd) og halvvokalerne [j] (skrevet ġ) og w.

Substantiverne bøjedes i to tal (ental, flertal) og fire kasus (nominativ, akkusativ, dativ, genitiv). Rester af en femte kasus, instrumentalis, findes hos nogle substantiver; instrumentalis er ellers faldet sammen med dativ. Den bestemte artikel blev bøjet i samme køn, tal, og kasus som det substantiv, den lagde sig til.

Adjektiverne blev også bøjet i samme kasus, tal og køn som det substantiv, de lagde sig til. Adjektiverne havde særlige bøjningsformer til ubestemt form (stærk bøjning, fx gōd cyning ‘en god konge’) og bestemt form (svag bøjning, fx sē gōde cyning ‘den gode konge’).

Ud over substantiver, adjektiver og den bestemte artikel gjaldt køn- og kasusbøjningen pronominer og talordene én til tre. Rester af denne bøjning kan ses i moderne engelsk i den gammeldags form twain ‘to’ (fra oldengelsk maskulinum twēġen) som variant til two (fra oldengelsk feminum twā). To særlige pronominer, wit ‘vi to’ og ġit ‘I to’, brugtes som total (dualis) til forskel fra flertalsformen wē ‘vi (flere end to)’ og ġē ‘I (flere end to)’. Det oldengelske bøjningssystem findes delvis bevaret blandt pronominerne i moderne engelsk.

Verbernes bøjning omfattede både person (1., 2., 3.) og tal (ental, flertal) samt tid (nutid, datid) og modus (indikativ, konjunktiv, imperativ). Som i de øvrige germanske sprog tilhørte verberne enten en stærk eller en svag bøjningsklasse.

• I de stærke klasser blev datidsbøjningen dannet ved hjælp af aflyd (dvs. vokalskift), fx læġ ‘lå’ af verbet liċġan ‘ligge’ (moderne engelsk lie, datid lay).
• De svage verber derimod dannede datidsbøjningen ved hjælp af et suffiks (dvs. en endelse) -de, fx leġde ‘lagde’ af verbet leċġan ‘lægge’ (moderne engelsk lay, datid laid).

En særlig form for verber, kaldet de præterito-præsentiske verber, viste en blanding af stærk og svag bøjning, idet nutidsbøjning blev dannet ved hjælp af aflyd, som i de stærke verbers datidsbøjning, mens datidsbøjningen blev dannet ved hjælp af et suffiks som i de svage verbers bøjning. De fleste præterito-præsens verber var modalverber som fx mōtan ‘skal, må’, datid moste. Af datidsformen opstår moderne engelsk must.