stranding

Omstændigheder omkring stranding, fx spørgsmål om, hvem der skal yde hjælp, og hvad man skal stille op med skib og ilanddrevet eller bjerget gods, er lovregulerede.

I middelalderen var strandret retten til at tilegne sig strandgods, der drev ind på den ubevoksede strandbred, senere også forstranden, dvs. arealet mellem havstokken og havdybet. I den tidlige middelalder var vrag og skibbrudent gods ofte genstand for befolkningens frie bemægtigelse, og man anerkendte ingen ret for ejeren til at bjerge sit gods. Fra 1100-tallet synes kongemagten at have hævdet en eneret til vrag, og denne ret var almindelig anerkendt på landskabslovenes tid; ifølge Jyske Lov med den dobbelte begrundelse, at kongen ejer alle forstrande, og at det, som ingen mand ejer, det ejer kongen. Hvis ejeren meldte sig inden en vis frist, fik han sit gods udleveret mod at betale bjergeløn.

Fra 1400-tallet tilfaldt godset den forstrandsberettigede, som regel staten. Dog havde adelen ifølge privilegier fra 1661 forstrandsret ud for sine godser, men denne ret bortfaldt ved Grundloven af 1849. Der er dog endnu enkelte strækninger langs kysterne, hvor strandretten er på private hænder. Det gælder for Rømø og Fanø, en strækning kaldet Den Aabergske Forstrand mellem Hovvig og Thorsminde samt Anholt.

Ifølge reglerne i Strandingsloven skal strandgods med en antagelig værdi over et vist beløb bortsælges på auktion, hvis ejeren ikke har meldt sig inden et år efter indkaldelse i Statstidende. Hvis ejeren melder sig efter dette tidspunkt og godtgør sin berettigelse, modtager han auktionsprovenuet med fradrag af omkostninger og bjergeløn.

• bjergning
• skibsvrag
• strandfoged