turnips

Turnips var den vigtigste rodfrugt i Danmark gennem 1700- og 1800-tallet, hvor den især blev brugt som foder til malkekvæg. Man skelnede mellem hvideroerne og de gule vinterroer. Typiske sortsnavne fra den tid er:

'Østersundom' (stor, hvidkødet med rødt hoved), 'Norsk Maj Turnips' (lille, hvidkødet med grønt hoved).

'Yellow Tankard' (halvlang, gulkødet med grønt hoved), 'Bullock' (kugleformet, gulkødet med grønt hoved) og 'Fynsk Bortfelder' (lang, gulkødet med gult hoved). Den Bortfeldske roe har navn efter landsbyen Bortfeld i Braunschweig og er velegnet til nedkuling.

Sidst i 1800-tallet begyndte turnips at blive afløst af kålroer og runkelroer sammen med kraftfoder, særligt oliekager (se foderplanter). I forhold til fodringen var det et stort vandindhold og vanskeligheder ved at få den til at holde sig frisk gennem vinteren, der gjorde den ringere end kålroer og runkelroer. Proteinindholdet er det samme, mens kulhydratindholdet er 2-3 procent lavere. Men plantens skarpe lugt og smag kunne give mælk og smør afsmag, hvis der var meget af den i foderet, og det gjorde den mindre ønsket fra mejerierne i foder til malkekøer.

Arealet af turnips var størst i 1907 med 69.000 ha, i 1934 var det svundet ind til 24.000 ha, og i 1963 var det 2.261 ha. I dag er turnips uden betydning i dansk landbrug, mens de stadig spiller en rolle i Central- og Østeuropa.

Turnips dyrkes og spises også som grøntsag og kaldes her sædvanligvis majroe (se denne).