primater

Primaterne har de mest veludviklede hænder af alle pattedyr. De har lange, bevægelige fingre og en modstillet tommelfinger, der gør dem i stand til effektivt at gribe om grene og lignende, når de klatrer. Denne opbygning af hånden giver også primater en fremragende fingerfærdighed, som de bruger til at håndtere fødeemner og, for visse arters vedkommende, endda redskaber. Brug af redskaber ses fx hos de store menneskeaber, langhalet makak og nøddeknækkerkapuciner.

Med undtagelse af mennesket har primaterne også veludviklede gribefødder med relativt lange tæer og en modstillet storetå. Flere primater er i stand til at hænge fra en gren udelukkende i fødderne; det gælder bl.a. varier, sifakaer, uakarier og lorier.

Primater har nøgne håndflader og fodsåler, hvilket giver et skridsikkert greb under klatring og et bedre greb om de genstande, som de manipulerer. Det mønster af bittesmå kamme og furer på de yderste led af fingrene, som giver mennesker og alle andre primater unikke fingeraftryk, bidrager yderligere til et godt greb.

Et af de grundlæggende træk ved primater er, at de har negle i stedet for kløer. Primaters fingerspidser og i lidt mindre grad tåspidser er rigt forsynet med sanseceller, der gør dem meget følsomme og giver dem detaljerede informationer om de genstande, som de berører og håndterer. Neglenes funktion er at beskytte fingrenes og tæernes yderste dele samt at støtte det bløde væv i finger- og tåspidserne.

Halvaberne er kendetegnet ved at have en pudseklo på den anden tå (tåen ved siden af storetåen); spøgelsesaberne har pudsekløer på både den anden og tredje tå. Disse kløer bruges ved soignering af pelsen.

Visse mindre primater har sekundært udviklet kløer, der gør dem i stand til at klatre på store, glatte træstammer, selv med hovedet nedad. Det gælder silkeaber, klogalagoer og rygstribemakier.

Mange pattedyr har øjnene siddende på siden af hovedet; det er typisk for byttedyr som hovdyr samt kaniner og harer. Denne placering af øjnene giver et bredt synsfelt og gør det muligt at se en fjende, der kommer bagfra. Primaterne er derimod kendetegnet ved at have tætsiddende, fremadpegende øjne; et træk, som de deler med rovdyr som katte og hundedyr samt med rovfugle og ugler. Det giver et væsentligt smallere synsfelt. Til gengæld får man en langt bedre afstandsbedømmelse, hvor de to øjnes synsfelter overlapper. Det kaldes for et binokulært syn. Hos kaniner er det binokulære synsfelt kun ca. 9°, mens det hos aber er ca. 98°. At have god afstandsbedømmelse er af afgørende betydning for primaterne, når de med stor fart springer fra gren til gren og træ til træ; uden den evne risikerer de at ramme forbi, når de lander, og dermed falde ned fra træerne. Afstandsbedømmelsen bruger de også, når de rækker ud efter fødeemner, og den gør galagoer og spøgelsesaber i stand til af fange flyvende insekter med hænderne.

Synet spiller da også en særlig stor rolle hos primater. De er i høj grad synsdyr, og sammenlignet med mange andre pattedyr er deres sanser i højere grad orienteret mod synet end mod lugte- og høresansen. Det gælder ikke kun evnen til at se skarpt og bedømme afstand, men også evnen til at skelne farver. Primater er de eneste placentale pattedyr, der har et trikromatisk farvesyn, dvs., at de ser verden i farver, som vi selv gør det. Det er dog ikke alle primater, der har veludviklet farvesyn. Østaber, menneskeaber og mennesket er trikromatiske. Hos vestaber er situationen mere kompleks. Hos alle arter på nær brøleaber og nataber er nogle af hunnerne trikromatiske, mens andre hunner samt samtlige hanner har dikromatisk farvesyn, dvs. har rød-grøn farveblindhed. Fænomenet, hvor der er synsforskel mellem kønnene og endda forskel inden for samme køn, kaldes polymorfisk farvesyn. Hos brøleaberne er begge køn trikromatiske, mens nataberne har et monokromatisk farvesyn, dvs. ser verden i sort-hvid.

Blandt halvaberne er der også stor variation. Det lader til, at lorier, pottoer og makier er monokromatiske. De resterende lemurer er mindst dikromatiske. Hos flere af de dagaktive lemurer, deriblandt varier, sifakaer og indrien, har man fundet et polymorfisk farvesyn ligesom hos vestaberne, hvor nogle af hunnerne kan være trikromatiske, mens andre hunner samt alle hanner er dikromatiske. Endelig er spøgelsesaberne dikromatiske.

Med undtagelse af spøgelsesaberne og nataberne har alle nataktive halvaber indbygget spejl i øjnene (tapetum lucidum), hvilket forstærker deres mørkesyn.

Sammenlignet med andre pattedyr har primater usædvanligt store hjerner i forhold til deres kropsstørrelse. Blandt primater er der et unikt forhold, som indtil videre ikke er påvist hos nogen anden gruppe af pattedyr eller fugle: Jo større grupper, som primater lever i, desto større er deres relative hjernestørrelse (dvs. hjernevægten i forhold til kropsvægten). Ifølge teorien the social brain hypothesis ('hypotesen om den sociale hjerne') hænger det sammen med, at et komplekst socialt liv stiller store krav til hjernens evne til at indsamle, lagre og bearbejde social information. Disse krav kan gennem evolutionen have været en vigtig drivkraft i udviklingen af primaternes store og kognitivt veludviklede hjerner.

Hos pattedyr hænger en stor hjernestørrelse generelt sammen med en lang drægtighed, en lang dieperiode, en lang opvækst og en lang levetid. Dette er præcis, hvad man ser hos primaterne. Primaternes strategi er typisk at få forholdsvis få unger, men til gengæld at investere meget i de enkelte unger. Primatunger har således en lang ”barndom”, hvor de er afhængige af deres mor og eventuelt andre flok- eller familiemedlemmer.

I tabellen er angivet længden af drægtigheden og det typiske antal unger, som hunner føder ad gangen for en række primatgrupper. Den korteste drægtighed blandt primater ses hos musemakier (ned til 52 dage) og den længste hos gorillaer (op til 289 dage). Den længste drægtighed blandt egentlige aber ses hos mellemamerikansk edderkopabe (op til 232 dage).