Bengalen

Regionen lå oprindelig uden for det hinduistiske kulturområde, som den efterhånden blev opsuget i. I 300-t. e.Kr. var størstedelen af Bengalen underlagt Guptadynastiet og havde allerede da en velstående økonomi med udbredt handel. I de følgende århundreder vekslede perioder med skiftevis territoriale herskerdynastier og opløsning. Fra omkring 1200 herskede en række muslimske dynastier frem til mogulernes erobring under Akbar i 1576. I denne periode blev islam udbredt ved en indvandring i tilknytning til herskerkredsen og ved masseomvendelser af de laveste befolkningslag i nord og øst. Som provins i Mogulriget spillede Bengalen en central rolle som skattekilde og fik en blomstrende eksporthandel med tekstiler og andre varer. Dette hang også sammen med, at europæiske kompagnier med det britiske East India Company i spidsen begyndte at handle i området. Ved Mogulrigets opløsning i 1700-t.s første halvdel fik Bengalens mogulguvernør etableret et i realiteten uafhængigt fyrstendømme. Men samtidig voksede den europæiske økonomiske indflydelse, og i 1757 blev den herskende fyrste besejret af East India Company (Slaget ved Plassey), som 1765 fik overdraget skatteopkrævningsretten og dermed i realiteten den fulde kontrol over provinsen. Et britisk styre oprettedes i Calcutta, der blev hovedstad for hele Britisk Indien (indtil 1912).

Bengalens rigdomme blev i vid udstrækning udnyttet af det britiske kolonistyre, og efterhånden forarmedes regionen. Bengalske reformbevægelser og en kulturel renæssance i 1800-t. var blandt de vigtige forudsætninger for indisk nationalisme. En administrativt og politisk begrundet deling af den enorme provins i 1905 vakte stor modstand og måtte opgives igen i 1911. Delingen foregreb det, der skete i 1947, da den østlige, muslimsk dominerede del blev en del af Pakistan (og senere udskiltes af dette som Bangladesh), mens den vestlige del blev en delstat i Indien, West Bengal.