KL's øverste ledelse er det årlige delegeretmøde, som afholdes i foråret samtidig med det møde der benævnes KL-Topmødet. Den daglige politiske ledelse varetages af en bestyrelse på 17 medlemmer. Bestyrelsen, hvis valgperiode er fire år, består af kommunalbestyrelsesmedlemmer og vælges på det førstkommende delegeretmøde efter et kommunalvalg, i 2026 12.-13. marts. Partierne repræsenteres i forhold til de stemmetal, de har fået samlet ved det forudgående kommunalvalg. De to største partier er i perioden 2026-2030 Socialdemokratiet med fem pladser og Venstre med tre. Konservative og SF har hver to, Liberal Alliance, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne hver en plads. Bestyrelsen vælger selv sin formand og nedsætter en række udvalg. Normalt vil bestyrelsens medlemmer være borgmestre, mens mindre partier kan være repræsenteret ved kommunalbestyrelsesmedlemmer. Partierne vælger selv, hvem der skal have sæde i bestyrelsen.
Formandsposten og næstformandsposten har siden Strukturreformen været besat af Socialdemokratiet og Venstre på skift. Nogle gange er der et klart blåt eller rødt flertal, andre gange har Radikale Venstre brugt sin position i midten til at bestemme, hvilket af de to partier, der skulle have formandsposten. Frem til delegeretmødet i marts 2026 er formanden Martin Damm (V), borgmester i Kalundborg. Næstformand er Peter Rahbæk Juel (S) borgmester i Odense. Allerede kort efter kommunalvalget 2025 stod det klart, at Socialdemokratiet får formandsposten. Den går til Peter Rahbæk Juel. Tænkeligt fortsætter den nuværende formand Martin Damm som næstformand.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.