Bornholms forhistorie

På Bornholm blev der kun opført få stendysser (3500-3300 f.v.t.), og enkelte er bevaret. Fra den efterfølgende tid stammer jættestuer, hvis kamre er mindre end i det øvrige Danmark. Påvirkninger fra fremmede lande kan spores i flintredskaber, i bådformede økser og i grubekeramik.

Fra ældre bronzealder (1700-1000 f.v.t.) er der bevaret mange kuplede jordhøje, hvorunder man lagde de døde i kister af træ eller sten. I yngre bronzealder (1000-500 f.v.t.) blev ligene derimod brændt og bisat i små stenhøje, såkaldte røser, hvoraf nogle har været formet som skibe. Helleristninger fra samme periode er kendt fra Nordbornholms klippeflader, fx ved Madsebakke ved Allinge-Sandvig.

Ligbrænding ophørte ved overgangen til germansk jernalder (400-750 e.v.t.) da stenlægninger eller flade høje blev placeret hen over de døde. Bautasten fra bronze- og jernalder findes i et antal, der langt overgår de øvrige landsdele. De ældste står enkeltvis på en gravhøj eller i en røse, mens man fra jernalderen har en række større bautastensamlinger med cirkulære eller skibsformede stensætninger.

Smykker og våben i gravene vidner om en rig kultur samt om øens gunstige placering midt i Østersøen lige nord for udmundingen af floden Oder med dens forbindelser ned gennem Europa. Ved bopladsen Sorte Muld i Ibsker blev der i 1986-1987 fundet 2300 små guldamuletter, såkaldte guldgubber. De er præget som mands- eller kvindefigurer, stammer fra 600-t. og har antagelig haft rituel betydning.

Fra jernalderen stammer desuden tilflugtsborge, fx Ringborgen i Pedersker og Gamleborg i Paradisbakkerne. De har volde af sten og jord og ligger svært tilgængelige på højtliggende bakkedrag. I vikingetiden blev de afløst af Gamleborg i Almindingen midt på øen.

• Bornholms historie
• Gamleborg
• Lilleborg