Faktaboks

Christopher Nolan
Født
30. juli 1970
Image
Christopher Nolan d. 10. marts 2024 med de to Oscarstatuetter, han modtog i kategorierne bedste instruktør og bedste film for filmen Oppenheimer.
Christopher Nolan i 2024
Af /Zuma/Ritzau Scanpix.

Christopher Nolan er en britisk filminstruktør og manuskriptforfatter. Christopher Nolan blev nomineret til en Oscar for Inception i 2010 og for Dunkirk i 2017, og i 2024 modtog han to Oscars i kategorierne bedste instruktør og bedste film for Oppenheimer.

Karriere

Christopher Nolan brød igennem med den fortællemæssigt komplekse film noir Memento (2000) om en mand med hukommelsestab, der forsøger at opklare mordet på sin kone. Succesen blev fulgt op med Insomnia (2002), en mere konventionel thriller, og Batman Begins (2005), der tilførte Batman-universet en mørkere tone. Christopher Nolan instruerede ligeledes den næste Batman-film i rækken med titlen The Dark Knight (2008). En film, der bl.a. blev belønnet med en posthumt tildelt Oscar til skuespilleren Heath Ledger for sin birolle som filmens skurk "The Joker" samt en Oscar for lydredigering.

The Prestige (2006), en 1800-talsfortælling om to rivaliserende tryllekunstnere, stadfæstede hans forkærlighed for dystre psykologiske skildringer og moralske dilemmaer, spændt op mod genre- og spændingskonventioner.

I 2010 havde Christopher Nolan premiere på Inception, et science fiction-drama, der igen leger med virkelighedsopfattelse og fortællemæssige konventioner med Leonardo DiCaprio i hovedrollen. I 2012 afrundede Nolan Batman-trilogien med den ambitiøse og bombastiske The Dark Knight Rises. I de efterfølgende år stod Nolan bag ambitiøse film som Interstellar (2014) og Dunkirk (2017), inden han stod bag Tenet (2020), der fik blandede modtagelser blandt anmeldere og fans.

I 2023 udkom så Oppenheimer med Cillian Murphy (f. 1976) i hovedrollen som J. Robert Oppenheimer. Filmen resulterede i de første Oscar-priser til Christopher Nolan.

Efter planen er Christopher Nolans næste film den ambitiøse The Odyssey (2026) med Matt Damon i hovedrollen.

Filmisk stil

Nolan er kendt for at være en stærk tilhænger af celluloidfilm, og han undgår at indspille sine film på digital video. I stedet vælger han oftest at benytte store IMAX-kameraer på trods af deres størrelse, som besværliggør optagelserne og udfordrer lydbilledet i hans film. For Nolan er celluloidfilmens varemærke en kunstform, og dette udtryk kan ikke genskabes på digital video.

Fortællemæssigt er Nolans film kendetegnede ved ofte at være ikke-lineære og at udfordre normale fortællemønstre. Hans tidlige værker benytter ofte upålidelige fortællere, mens hans senere film i høj grad leger med tidslig kausalitet.

Billedsiden er dynamisk, domineret af bevægelige indstillinger og kameraer. Nolans klippeteknik er ofte stærkt præget af en rytmisk dimension, som i Inception, hvor der klippes mellem forskellige drømmeplan. Der er også ofte kontrastklipning mellem brede indstillinger og nærindstillinger, som udfordrer det filmiske rums stabilitet.

Kombinationen af ikke-lineære fortællinger og kompleks klippeteknik udfordrer publikum, hvilket har været et kendetegn for Nolan siden Memento. Undtagelsen er hans Batman-film, som er mere ligetil rent fortællemæssigt, omend stadigt meget dynamiske i deres audiovisuelle udtryk.

Tematikker i Nolans film

I sine egne film udforsker Nolan typisk tidslige aspekter og udfordrer vores konventionelle tidsforståelse. Dette er nogle gange psykologisk motiveret, som i Memento og The Prestige, mens det andre gange er langt mere metafysisk orienteret, som i Inception og Tenet.

Den psykologiske dimension afsøges ofte også gennem moralske spørgsmål og spørgsmål om, hvordan man kan adskille virkelighed, drøm og hukommelse. Især de moralske spørgsmål og kontrasten mellem helt og skurk udforskes særligt i Batman-filmene samt Oppenheimer.

Selvopofrelse og forholdet mellem barn og forælder er ligeledes et gennemgående tema, nogle gange i negativ forstand, som i Memento, hvor selvopofrelsen er selvcentreret, mens det i Interstellar er langt mere tragisk orienteret.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig