Faktaboks

Marcel Meijer
Født
26. august 1966, Nieuwe Pekela i provinsen Groningen i Holland
Image

Den 25. februar 2020 afholdt Aarhus Kommune den første grundlovsceremoni for nye statsborgere. Med til ceremonien var også Marcel Meijer (th.), der som Samsøs hollandskfødte borgmester havde den bemærkelsesværdige rolle at skulle give hånd til sig selv ved en grundlovsceremoni. Da Aarhus' borgmester, partifællen Jacob Bundsgaard (th.), erfarede, at Meijer oven i købet var den eneste nye danske statsborger fra Samsø, blev Meijer inviteret til grundlovsceremonien på Aarhus Rådhus.

Marcel Meijer bliver dansk statsborger, 2020.
Af /Ritzau/Scanpix.

Marcel Meijer er en hollandskfødt dansk kommunalpolitiker fra Socialdemokratiet. Han var borgmester i Samsø Kommune fra 2014 til 2025.

Meijer flyttede fra Holland til Danmark i 1992 og blev første gang valgt til Samsø Kommunalbestyrelse i 2009. Han var viceborgmester i fire år, inden han fra 1. januar 2014 blev Samsøs første socialdemokratiske borgmester, og således borgmester i en årrække inden han blev dansk statsborger i 2020. Det skabte den besynderlige situation, at han som borgmester skulle gennemføre en håndtryksceremoni og dermed skulle modtage sig selv som ny dansk statsborger med et håndtryk. Ceremonien blev i stedet gennemført i Aarhus.

Meijer meddelte i januar 2025, at han ikke genopstiller ved kommunalvalget i november 2025.

Udannelse og baggrund

Marcel Meijer har en mastergrad i offentlig administration fra Universitetet i Twente i Holland. Han flyttede til Danmark af private årsager og arbejdede i begyndelsen som slagteriarbejder, inden han fik ansættelse som underviser på HF og VUC. I en 10-årig periode arbejdede han med uddannelsesprojekter for LO, Landsorganisationen i Danmark, nu Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

Kommunalpolitisk virke

Marcel Meijer blev første gang borgmester i en konstitueringsaftale med Venstre efter valget i 2013, hvor Venstre og Det Konservative Folkeparti ikke kunne blive enige. Efter fire år som borgmester skabte Meijer et valgresultat, der gav Socialdemokratiet en vælgerandel på 41,3 procent og S gik fra 3 til 5 mandater. Hans personlige stemmetal var 789. Efter kommunalvalget i 2021 fortsatte Meijer som borgmester i en konstitueringsaftale med Socialistisk Folkeparti (SF). Socialdemokratiet havde fire mandater og SF 2 i en kommunalbestyrelse med 11 medlemmer. Meijer fik 491 personlige stemmer og S 32,3 procent af stemmerne.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig