Den guddommelige komedie

Den guddommelige Komedie består af tre dele (cantiche på italiensk): Helvedet (Inferno), Purgatoriet (Purgatorio) og Paradiset (Paradiso). De to første dele kom formodentlig i cirkulation omkring 1315, den sidste blev færdig kort efter Dantes død.

Den guddommelige Komedie er det første store værk i jeg-form skrevet på et folkesprog (altså ikke på latin, kirkens og de lærdes sprog i middelalderen). Dante omtaler selv sit værk som Komedien. Det er digteren Boccaccio, en stor beundrer af Dante, der døber værket Den guddommelige Komedie.

Det særlige ved Komedien er, at dette jeg er spaltet op i den fortalte hovedperson og fortælleren, der kan se tilbage på sin frygtindgydende rejse. Navnet på den hovedperson, der taler i jeg-form, udtales først af Beatrice i slutningen af Purgatoriet da de mødes i Edens have: Dante.

Hovedpersonen efterlades et sted hinsides himmelsfærerne, men af den alvidende fortællers kommentarer (også i jeg-form) undervejs kan vi slutte, at han må være kommet tilbage til denne verden. Dermed er Komedien langt mere raffineret end middelalderens visionslitteratur, hvor mystikere beretter on deres religiøse visioner, der pænt slutter med, at de vender tilbage til den velkendte jordiske verden.

Den guddommelige Komedie er uhyre komprimeret. Dødsrigerne er befolket af hundredvis af personer, der alle taler om deres tid på Jorden og deres dødsøjeblik. Nogle omtales i et enkelt eller et par vers, og enkelte – som Beatrice og Justinian (Paradiset 6) – får hele sange. Den romerske kejser Justinian 1. kodificerede romerretten og står for den retfærdighed, som Dante ønsker sig tilbage til Italien.

Fortællingen handler lige så meget om Jorden som dødsrigerne og det hinsidige. Fra dødens riger får hovedpersonen Dante et særligt bagudrettet blik på livet på jorden. De angrende sjæle prøver ofte at få ham til at bringe hilsener til deres efterladte, en understregning af, at han er udspændt mellem liv og død.

Den guddommelige Komedie virker sært realistisk, fordi fortælleren hele tiden sammenligner Helvedets kolde stenterrasser og det lyse purgatoriebjerg (Dantes opfindelse) med steder i Italien. Fortælleren ser tilbage på historiske begivenheder, ofte fra Firenzes voldelige historie, men også idylliske naturbeskrivelser og scener fra almindelige menneskers liv. Skønt fortælleren ofte udbryder, at dødens riger ikke kan beskrives med ord, skaber han med sine sammenligninger en genkendelig dødens verden.

Den guddommelige Komedie kræver, at læseren tager den alvorligt som et helligt digt (poema sacro, Paradiset 25). Fortælleren bruger metaforen ’bog’ om universet, hvilket understreger værkets dobbeltkarakter: historien om hovedpersonens rejse og fortællerens beretning om et digts tilblivelse.

Beatrice er en kompliceret figur, en allegori over den åbenbarede tro og samtidig en kvinde, som Dante i tidligere værker (Vita nuova, Nyt liv, ca. 1294) har fremstillet som sin ungdomselskede. Boccaccio identificerede hende med en vis Bice Portinari, men vi har ikke andre kilder, der kan bekræfte dette. I Dantes ungdomsdigte er hun en stum åbenbaring af skønhed, men i Den guddommelige Komedie er hun en profetisk røst og talerør for Dantes politiske kritik.

Helvedet består af ni koncentriske kredse (nogle kredse er yderlige inddelt i flere underkredse), hvor synderne pines til evig tid. Dante kategoriserer synderne i tre hovedgrupper, ud fra Aristoteles’ Etik, hvilket han redegør for i Helvedet 11:

1. Umådeholdenhed: I anden til sjette kreds (skildret i sangene 5-8), straffes de, der har syndet med umådeholdenhed (vellystne, forslugne, grådige, vredladne).
2. Vold: I syvende kreds, der er inddelt i tre underkredse, straffes de, der har begået vold mod sig selv, mod Gud og hans love (sangene 12-17).
3. Forrædere: I ottende kreds, Malebolge, der er underinddelt i ti kæmpestore koncentriske ringgrave (bolge), straffes de, der forsætligt har handlet ondt og bedraget deres næste, fra forførere til tyve og svigefulde rådgivere (sangene 18-30). Niende kreds er den dybeste i Helvede, en frossen sø inddelt i fire zoner (Caina, Antenora, Tolomea og Giudecca), hvor de største syndere, forræderne, står fastfrosne som siv i isen. De øvede ondt mod slægtninge, beskyttere og venner. Den trehovedede Lucifer står i midten af Giudecca, og i hver mund gnaver han på Brutus, Cassius og Judas, verdenshistoriens tre største forrædere, der forrådte henholdsvis Caesar og Kristus, og dermed Kejserdømmet og Kirken – de to bærende magter i Dantes univers (sangene 30-34).

Uden for denne aristoteliske inddeling af synderne placerer Dante de lunkne i Helvedes forgård, hvor de stikkes af hvepse. Overfarten over floden Acheron fører Dante og Vergil til den første helvedeskreds, Limbo, hvor Dante placerer de udøbte børn, hedenske helte og filosoffer (der var født før kristendommen). Igen er det Dantes helt egen opfindelse og udtryk for medlidenhed med dem der ikke selv var skyld i, at de ikke kunne opnå frelsen (Helvedet 4).

Hvor de værste syndere er placeret dybest i helvedestragten, befinder de sig i de nederste bodskredse på purgatoriebjerget. Det viser purgatoriets teologiske betydning som håbets og opstigningens sted, en melleminstans mellem Jord og Himmel, hvor de angrende sjæle, hjulpet af de levendes forbønner, får en ekstra chance for at stige opad mod Paradiset.

Sjælene, der straffes på purgatoriebjerget, har villet det gode, men er faret vild, forklarer Vergil (Purgatoriet 17). Purgatoriebjerget er inddelt i tre zoner: Antepurgatoriet, Purgatoriet og Edens have.

I Antepurgatoriet (sangene 1-8) venter de ekskommunikerede og de sløve (som også får en ublid medfart i Helvedet).

I de fire første bodskredse i selve Purgatoriet (sangene 9-27) sones for stærk eller for svag kærlighed til det gode; i de tre øverste er kærlighed rettet mod forkerte mål. De syv bodskredse er ordnet efter de syv dødssynder. Sjælene straffes og lutres som forberedelse til Paradiset; salmesang, opmuntrende stemmer og hvisken tilskynder dem til at angre.

På en slette øverst på purgatoriebjerget befinder Edens have sig omkranset af en hellig skov og med kundskabens træ i midten (sangene 28-33). Dantes udformning af purgatoriet er det mest originale ved hans poetiske arkitektur. Purgatoriets eksistens var blevet fastslået ved det andet koncil i Lyon i 1274, men det er Dante, der skaber dets ikonografi (gentaget af senere kunstnere).

I Dantes paradis er de lyksalige sjæle ikke rangdelte, for de befinder sig alle i Empyreum. Når sjælene viser sig for Dante og Beatrice i de forskellige himle, er det kun for anskuelighedens skyld, som Beatrice forklarer Dante (Paradiset 4, vv. 40-42).

Hver gruppe præsenterer sig i den himmel, hvis planet har øvet en indflydelse på deres liv; ifølge middelalderlig astrologi og til dels også astronomi påvirker stjernerne menneskets liv. Som udtryk for den middelalderlige tendens til at samordne alle mulige former for begreber og kategorier mente man, at hver himmel determinerede bestemte dyder/laster og vidensområder.

Dantes Komedie opnåede hurtigt stor berømmelse, og der findes godt 600 håndskrifter fra 1300-tallet. Værket har inspireret utallige kunstnere, forfattere, billedkunstnere og komponister, og gør det stadig. Den amerikanske litteraturkritiker Harold Bloom udnævnte i 1994 (i The Western Canon) Dantes Komedie til en superklassiker – på linje med Shakespeares tragedier.

• Dante Alighieri
• Italiens litteratur i 1300-tallet
• Italiens historie indtil 1350
• Vergil
• Aristoteles
• Odysseus
• terziner
• treenigheden
• Edens have
• Lucifer
• dødssynder
• astrologi
• astronomi