Edward Jenner

Jenner blev født i 1749 i landsbyen Berkeley i Gloucestershire i Vestengland som søn af Stephen Jenner, præst i Berkeley. Begge hans forældre døde, da han var 5 år gammel, og han voksede op hos ældre søskende. Allerede som barn udviste Jenner stor interesse for naturvidenskab, og som 14-årig påbegyndte han en seksårig uddannelse som lærling hos kirurgen og apotekeren George Harwicke i nabobyen Sodbury tæt på Bristol.

I 1769 kom Jenner til London, hvor han i 1770 blev elev hos den berømte læge og biolog John Hunter, som senere blev en nær ven. Samarbejdet fortsatte indtil Hunters død i 1793, men efter 2 år i London vendte Jenner tilbage til sin fødeby Berkeley, hvor han fik en stilling som praktiserende læge. Under opholdet hos Hunter lærte Jenner foruden kirurgi også videnskabelig metode i form af afprøvning af hypoteser om sygdomme, test af behandling ved at udføre systematiske kliniske forsøg samt bedømmelse af effekten af en given behandling.

I de følgende år udgav han flere naturvidenskabelige undersøgelser og foretog en række teknologiske eksperimenter. I 1788 blev han udnævnt til medlem af Royal Society for sin opdagelse af, at det er den udklækkede gøgeunge, der skubber de andre æg ud af reden og ikke forældrene som hidtil antaget.

Allerede under sin læretid hos Harwicke var Jenner stødt på antagelsen om, at malkepiger, der havde haft fredelige kokopper, var uimodtagelige for den rigtige, dødelige koppesygdom. Han afviste dog i første omgang teorien som folketro. Koppeinokulation, eller såkaldt variolation, som bestod i at indpode pus fra koppepustler fra mennesker, havde været kendt i Kina i årtusinder. Metoden kom fra Asien til Europa i begyndelsen af 1700-tallet. I de fleste tilfælde fik patienten et mildt sygdomsforløb og var således beskyttet mod kopper, men metoden var ikke helt ufarlig og behæftet med betydelig dødelighed.

I 1796, da der udbrød en koppeepidemi i området, fik Jenner lejlighed til at teste hypotesen om at smitte med materie fra kokoppebylder ville føre til livslang immunitet mod kopper. Hans antagelse var, at pus fra blisterne på en person smittet med kokopper kunne inokuleres, dvs. indpodes i en rask patient og dermed yde beskyttelse mod sygdommen.

Edward Jenner havde selv erfaret, at malkepiger, der havde været smittet med kokopper, ikke senere blev angrebet under koppeepidemier. I maj 1796 mødte han som landlæge i Berkeley en malkepige med friske sår fra kokopper på armene. Få dage senere overførte han væske fra hendes sår til en otteårig dreng, der snart efter fik sår på overførelsesstedet og let feber. Seks uger senere forsøgte Jenner at smitte drengen med de farlige menneskekopper, men han forblev rask.

Efterfølgende gentog Jenner flere gange forsøget ved at overføre koppematerie fra vaccinerede børn til andre børn og påviste, at immunitet kunne overføres fra person til person. Han publicerede sine iagttagelser i 1798 under titlen An Inquiry into the Causes and Effects of the Variolae Vaccine … Known by the Name of the Cow Pox. Edward Jenners indsats gav ham verdensry, hvorved brug af koppevaccination hurtigt spredte sig. Den blev indført i Danmark ved lov i 1810.

Edward Jenner var ikke den første, der eksperimenterede med at inokulere patienter, men han var den første, der systematisk testede og beskrev proceduren. Modtagelsen af Jenners undersøgelse var blandet i lægekredse, og først efter et par år begyndte mere toneangivende læger i London at anbefale og udføre ’den jennerske vaccinationsmetode’ på deres patienter. I de følgende år gjorde Jenner selv en stor indsats for at udbrede vaccination, dels ved at tilbyde gratis vaccination til de fattige i Berkeley og omegn, dels ved at sende vaccine rundt til kolleger i landdistrikter, som kvitterede ved at dele viden og vaccine med andre. Vaccination afløste gradvist den ældre variolationsmetode, som blev forbudt i England i 1840. I årene 1802-1808 modtog han en række udnævnelser og priser fra britiske og internationale videnskabelige selskaber, og i 1821 blev han udnævnt til livlæge for kong George 4.

Jenners opdagelse af at svækket virus kan anvendes medicinsk til at gøre raske mennesker immune over for smitte må betegnes som et gennembrud i epidemibekæmpelsen og for udviklingen af moderne medicinsk videnskab og immunologi. Teknikken anvendes stadig i nogle typer af vacciner, fx i MFR-vaccinen, der består af levende men svækkede varianter af virus og som fører til langvarig immunitet. Med opdagelsen af koppevaccinen blev en 200-årig kamp mod kopper indledt, som kulminerede i 1980, da WHO kunne erklære sygdommen for udryddet på verdensplan.

Jenner blev gift med Catherine Kingscote i 1788, og parret fik tre børn. Familien slog sig ned i ejendommen Chantry House, som i 1985 blev omdannet til Museum. Jenner opførte den berømte hytte i haven, The Temple of Vaccinia, hvor han tilbød gratis vaccinationer til fattige landsbyboere. Både Catherine og parrets ældste søn Edward døde af tuberkulose med få års mellemrum, og fra og med 1815 trak Jenner sig tilbage fra det offentlige liv. Jenner døde af et hjerteanfald i 1823.

• Fomsgaard, A. (2019). Det er bare en virus. Vilde beretninger om virus og kampen mod dem. Gyldendal.
• Jensen, K. (2002). Bekæmpelse af infektionssygdomme. Statens Serum Institut 1902-2002. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.
• Kemp, E. (2011). Smitsomme sygdomme og vaccination. Historier om de store pionerer. Forlaget Underskoven.
• Lindemann, M. (2010). Medicine and Society in Early Modern Europe. Cambridge University Press.
• Riedel, S. (2005). Edward Jenner and the history of small pox vaccination. Baylor University Medical Proceedings, Vol. 18, No. 1, side 21-25.
• Skydsgaard, M. (2021). Fra pest til corona, Aarhus Universitetsforlag.

• kopper
• koppevaccination
• vaccination
• vaccinemodstand