Eje var en egyptisk konge i perioden ca. 1327-1323 f.v.t. Under den tidligere konge, Akhnaton, var Eje general for stridsvognstropperne og under forgængeren Tutankhamon var han som vesir den egentlige regent i landet.

Familie

Der er desværre ingen håndgribelige beviser for Ejes familiære relationer udover hans hustru Tey, som var hans Store Kongelige Hustru, mens han regerede som konge. Tey var tidligere amme for den berømte Nefertiti.

Eje kan muligvis have ægtet Tutankhamons enke, Ankhesenamun, i et forsøg på at legitimere sit eget krav på tronen.

Aktiviteter

Eje stod som vesir i spidsen for de ceremonielle handlinger i forbindelse med Tutankhamons begravelse i Kongernes Dal. Indskrifter i Tutankhamons grav (KV62) viser, at Eje udførte "mundåbnings-ritualet" på kongens mumie og dermed formelt sikrede sin plads som den afdøde konges efterfølger.

Efter sin tronbestigelse fortsatte Eje processen med at flytte den religiøse hovedstad tilbage til Theben fra Amarna. Dette involverede genoprettelsen af den traditionelle kult for guden Amon og den gradvise fjernelse af Aton-kulten.

Monumenter

Eje lod en del bygninger opføre forskellige steder i Egypten, ikke mindst i Karnak, men efterfølgeren, Horemheb, anså Ejes regering for illegitim og overtog dennes monumenter. Eje lod derudover et klippetempel opføre i Akhmim, der sandsynligvis var hans fødeby. Templets bevaringstilstand er dog meget dårlig.

I Akhnatons regeringsperiode byggede Eje en monumental klippegrav i Amarna, grav nr. 25, som er den største af de private embedsmænds-grave i området. Graven er den sydligste af de grave, som betegnes Sydgravene i Amarna.

Som konge blev Eje begravet i en klippegrav i Kongernes Dal, KV23, som ligger i den vestlige gren af dalen. Dekoration i graven er i samme stil som den i Tutankhamons grav (KV62). I 1930'erne fandt man her fragmenter af Ejes sarkofag, som oprindeligt bar hans navn, men den blev i senere tid ødelagt. Fragmenter af krukker bærende hans navn blev også fundet, men hans mumie er endnu ikke fundet.

Ejes eftermæle

Ejes efterfølger, generalen Horemheb, overtog tronen. Horemheb betragtede Eje som en illegitim konge på lige fod med Akhnaton og Tutankhamon. Horemheb fik således slettet Ejes kartoucher og navne fra de fleste monumenter, herunder Ejes grav i Kongernes Dal og hans monumenter i Akhmim, og tilskrev dem i stedet til sig selv.

Eje er udeladt fra senere kongelister (såsom den fra Seti 1.s tempel i Abydos), idet han blev anset at være del af Amarna-periodens illegitime konger.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig