Elagabal

Elagabal var søn af Sextus Varius Marcellus og Julia Soaemias Bassiana. Elagabal blev sandsynligvis født i 203 med navnet Varius Avitus Bassianus. Hans mor var niece til Julia Domna, som var hustru til kejseren Septimius Severus og mor til kejseren Caracalla.

Caracalla blev myrdet i 217 efter at have gjort sig overordentlig upopulær hos senatorerne med sin militaristiske og utraditionelle selviscenesættelse. Det var dog hans prætorianerpræfekt, Macrinus, der myrdede Caracalla, og som herefter tog magten. Macrinus var den første ikke-senator til at blive kejser, og han var ikke en del af den severiske familie.

Elagabal var blot en teenager på dette tidspunkt, og han var præst i Emesa i Syrien, hvor hans familie stammede fra. I 218 brugte hans mor og bedstemor, Julia Maesa, ham som et værktøj i et oprør mod Macrinus, idet de proklamerede, at han faktisk var søn af Caracalla, og han blev udråbt som kejser med støtte fra en del af hæren, der havde nydt godt af Caracallas generøsitet.

Som modsvar blev Diadumenianus, Macrinus’ søn, udråbt til Augustus, og senatet udråbte Elagabal som en offentlig fjende. Macrinus marcherede mod øst for at kæmpe mod sin rival, men tropperne deserterede dog fra Macrinus, og han flygtede med sin søn. De blev begge fanget og slået ihjel i juni 218.

Elagabal kom til Rom i juli 219, og viste sig med det samme som en højst utraditionel kejser. Den samtidige historiker Cassius Dio beskriver indgående Elagabals opførsel som kejser og er meget kritisk: For det første slog Elagabal en lang række senatorer ihjel, men Dio kritiserer ham også for at være umandig og leve som en kvinde, hvilket naturligvis var en rystende ting i antik romersk kultur.

Dio beskriver, hvordan Elagabal tog på værtshus med paryk på, og dér opførte sig som kvindelig prostitueret, og han gjorde det samme på forskellige bordeller, hvor han indgik i en konkurrence med de andre prostituerede om, hvem der kunne tjene flest penge. Dio skriver også, at Elagabal ikke blot giftede sig flere gange, men også giftede sig selv væk, som var han en kvinde, og Dio beskriver ligeledes, at Elagabal havde hårnet på og brugte make-up.

Dio fortæller endda, at Elagabal prøvede at undergå en form for operation for faktisk at blive til en kvinde: ”Han tog sin uanstændighed til sådan et punkt, at han bad lægerne om at lave en kvindes vagina i hans krop ved at lave et snit, og han lovede dem store summer for dette.”

Man skal dog tage Cassius Dios ord med at gran salt: Han befandt sig ikke i Rom under Elagabals regeringstid, idet han havde et embede uden for byen, og han kan meget vel have accepteret rygter og sladder ukritisk i sit forsøg på at male et kritisk billede af den forhadte Elagabal. Det skal dog også siges, at Dios billede ikke kan være frit opfundet, da han skrev til senatorer, som havde oplevet Elagabals regeringstid.

Et andet af kejserens brud med traditionerne var, at han i stedet for sit egentlige navn (Marcus Aurelius Antoninus) kaldte sig selv for Elagabal efter den syriske gud af samme navn, som han også havde været præst for i Syrien, og han indførte denne guddom som den vigtigste i Rom i stedet for Jupiter. Han byggede templer til guden Elagabal og ærede ham på mange forskellige måder. Han giftede sig også med en vestalinde, ved navn Aquilia, en frygtelig helligbrøde i romersk kultur, da vestalinderne skulle være jomfruer og ugifte.

Elagabals mor og bedstemor prøvede at kontrollere ham og fik ham til at adoptere sin fætter Alexianus, den fremtidige Alexander Severus, som efterfølger i 221. Derudover fik de ham til at blive skilt fra Aquilia og gifte sig med en efterkommer af Marcus Aurelius ved navn Annia Faustina. Ved udgangen af 221 tog Elagabal dog Aquilia tilbage og prøvede at skille sig af med Alexander Severus, bl.a. ved at forgifte ham. Elagabals mor og bedstemor beskyttede Alexander og reddede hans liv; de var øjensynligt godt klar over, at Elagabals tid var ved at rinde ud, og at Alexander var deres fremtidige vej til indflydelse og magt.

Elagabals højst utraditionelle opførsel og hans disrespekt for romersk kultur og skik gjorde ham overordentlig upopulær hos senatorerne, folket og soldaterne. Den 11. marts 222 blev Elagabal myrdet og hans lig blev mishandlet på forskellige måder i Roms gader. Alexander Severus, den sidste af de severiske kejsere, fik herefter tronen.

• Severerne