Elagabal kom til Rom i juli 219, og viste sig med det samme som en højst utraditionel kejser. Den samtidige historiker Cassius Dio beskriver indgående Elagabals opførsel som kejser og er meget kritisk: For det første slog Elagabal en lang række senatorer ihjel, men Dio kritiserer ham også for at være umandig og leve som en kvinde, hvilket naturligvis var en rystende ting i antik romersk kultur.
Dio beskriver, hvordan Elagabal tog på værtshus med paryk på, og dér opførte sig som kvindelig prostitueret, og han gjorde det samme på forskellige bordeller, hvor han indgik i en konkurrence med de andre prostituerede om, hvem der kunne tjene flest penge. Dio skriver også, at Elagabal ikke blot giftede sig flere gange, men også giftede sig selv væk, som var han en kvinde, og Dio beskriver ligeledes, at Elagabal havde hårnet på og brugte make-up.
Dio fortæller endda, at Elagabal prøvede at undergå en form for operation for faktisk at blive til en kvinde: ”Han tog sin uanstændighed til sådan et punkt, at han bad lægerne om at lave en kvindes vagina i hans krop ved at lave et snit, og han lovede dem store summer for dette.”
Man skal dog tage Cassius Dios ord med at gran salt: Han befandt sig ikke i Rom under Elagabals regeringstid, idet han havde et embede uden for byen, og han kan meget vel have accepteret rygter og sladder ukritisk i sit forsøg på at male et kritisk billede af den forhadte Elagabal. Det skal dog også siges, at Dios billede ikke kan være frit opfundet, da han skrev til senatorer, som havde oplevet Elagabals regeringstid.
Et andet af kejserens brud med traditionerne var, at han i stedet for sit egentlige navn (Marcus Aurelius Antoninus) kaldte sig selv for Elagabal efter den syriske gud af samme navn, som han også havde været præst for i Syrien, og han indførte denne guddom som den vigtigste i Rom i stedet for Jupiter. Han byggede templer til guden Elagabal og ærede ham på mange forskellige måder. Han giftede sig også med en vestalinde, ved navn Aquilia, en frygtelig helligbrøde i romersk kultur, da vestalinderne skulle være jomfruer og ugifte.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.