Hammeren er en 182 hektar stor rundklippe på Nordbornholm. Klippen skråner jævnt mod vest. Punktet Stejlebjerg når 82 meter over havets overflade.

Faktaboks

Etymologi
Navnet Hammeren er kendt fra 1539 som Hammar, af hammer i betydningen 'stenet bakke, klippe'.
Også kendt som

Hammerknuden

Knude skilt fra den øvrige ø

Image
Hammeren. Opalsøen er resultat af granitbrydningen på Hammerknuden. Foto 2010.
Af .

En sprækkedal med den 10 ha store klippesø, Hammersøen, adskiller Hammeren fra den øvrige ø. Den enestående natur er domineret af grundfjeldet og lynghede med en speciel vegetation. Ved naturhavnen Kragkås findes Salomons Kapel, en ruin fra middelalderens sildemarkeder. Hammeren blev fredet i 1970, hvilket endeligt standsede granitbrydningen, der havde varet hundrede år. I bunden af granitbruddet er dannet en sø, Opalsøen.

Hammeren var for 100 år siden stort set træløs, men efterhånden som græsningen hørte op, begyndte en tilgroning med bl.a. birk, eg og skovfyr. Denne søges nu begrænset ved nedskæring og visse steder fornyet fåregræsning.

Fyr og mindesmærke

Ved knudens og Bornholms nordligste spids, Hammer Odde, står Hammer Odde Fyr, omgivet af en mindre nåletræsplantage, Fyrmesterskoven; sydvest herfor på Hammerknuden står Hammeren Fyr.

På Hammeren findes et mindesmærke for tre bornholmske besætningsmedlemmer, deriblandt skibsføreren af ØK's skoleskib København, der forliste sporløst i Stillehavet i december 1928. Ved Hammeren Fyr er opstillet en sovjetisk gravsten for en løjtnant, der døde i maj 1945. Han er genbegravet på Den Sovjetiske Krigerkirkegård i Allinge.

Hammeren er en del af et samlet område på ca. 600 ha, som også omfatter Hammershus, Slotslyngen og Borrelyngen og ejes af staten ved Naturstyrelsen.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig