Herbert Marcuse

Herbert Marcuse blev født i Berlin og deltog i 1. Verdenskrig, en oplevelse der fik stor betydning for hans senere arbejde og idéer. Han påbegyndte sine studier i filosofi ved Universitetet i Freiburg, hvor han blev påvirket af den fremtrædende filosof Martin Heidegger. Da nazisterne kom til magten i 1933, måtte Marcuse forlade Tyskland på grund af sin jødiske herkomst, og han emigrerede til USA. Her fortsatte han sin akademiske karriere og blev en del af den intellektuelle eksilgruppe, Frankfurterskolen.

I USA blev Marcuse professor ved flere anerkendte universiteter, heriblandt Columbia University, Harvard University og Brandeis. Hans arbejde inden for politisk filosofi og kritisk teori er karakteriseret ved dybdegående analyser af samfundets strukturer og de mekanismer, der opretholder magt og undertrykkelse.

I Eros and Civilisation fra 1955 (på dansk Eros og civilisationen, 1970), kaster Herbert Marcuse et kritisk blik på Sigmund Freuds teorier om civilisationens effekt på menneskets instinkter. Mens Freud tegner et billede af civilisationen som menneskets undertrykker, er Marcuses mere optimistisk på samfundets vegne.

For Marcuse er det ikke en uundgåelig skæbne, at civilisationen skal undertrykke vores instinktive frihed. I følge ham er kunst og æstetik nøgleelementer i menneskets frigørelse, fx i kraft af kunstens evne til at skabe et rum, hvor mennesket kan udforske og udtrykke sine mest grundlæggende drifter uden frygt for undertrykkelse.

Kunstneriske og kreative udtryk kan, stadig i følge Marcuse, udfordre og omdefinere de eksisterende sociale normer og strukturer og på den måde bidrage til en mere autentisk og lykkelig tilværelse for individet.

I One-Dimensional Man fra 1964, (på dansk Det én-dimensionale menneske, 1969) fortsatte Marcuse sin kritik af det moderne samfund.

Med sin kritik af det teknokratiske samfunds evne til at manipulere og ensrette individer, især dem tilhørende arbejderklassen, blev One-Dimensional Man en central tekst for studenterbevægelser og oppositionelle grupper i 1960'erne og 1970'erne.

Bogen skildrer, hvordan det teknokratiske samfund skaber et system, der fremmer ensartede tanke- og handlemønstre, og hvordan dette system effektivt eliminerer modstand og kritisk tænkning. I følge Marcuse har forbrugerkulturen og den teknologiske rationalitet skabt et samfund af underdanige og apatiske individer, der er frakoblet deres sande behov og ønsker.

I Den æstetiske dimension fra 1977 dykker Marcuse dybere ned i kunstens potentiale som et værktøj for frigørelse. Her opfatter han ikke kunsten som en passiv repræsentation af virkeligheden men som en aktiv medskaber af den. Igennem æstetiske oplevelser kan individet konfrontere, udfordre og genfortolke samfundets givne normer og værdier.

Kunstværker ser han som spejlinger af samfundets dybeste ønsker og konflikter. De kan vise alternativer til den eksisterende virkelighed og udfordre vores accept af den, og gennem kunstens linser kan mennesket se mulighederne for et mere retfærdigt og frit samfund, hvor dets kreative og æstetiske potentialer blev fuldt ud realiseret. Derfor er kunsten en central skueplads for modstand, nytænkning og transformation.

• Frankfurterskolen
• ungdomsoprøret
• fremmedgørelse
• revolution
• marxisme