Det Arkæologiske Museum på Ios (Archaiologikó Mouseío Íou) ligger i Chora og har til huse i Amoiradakeio-palæet, en neoklassicistisk bygning der også rummer byens rådhus.
Museet blev indviet i 1999 og rummer først og fremmest fund fra bosættelsen Skarkos fra tidlig kykladisk tid. Herfra præsenteres store forrådskrukker (pithoi), lervaser, stenkar, værktøj, marmorfigurer, knogle- og bronzegenstande og organisk materiale som forkullede frø, dyreknogler og skaller. Museet viser desuden moduler over Skarkos' placering, dens byplanlægning og arkitektur. Desuden præsenteres materiale om bosættelsens keramik, figurer, økonomi, kost, stenbearbejdning, kommunikationsnetværk og dens sociale organisering.
Museet viser desuden materiale fra den antikke by Ios, som engang lå på stedet, hvor det nuværende Chora ligger i dag og belyser bystaten Ios og dens historiske udvikling. Udstillingen omfatter desuden en interessant samling af klassiske, hellenistiske og romerske inskriptioner og en række skulpturer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.