Steven Weinberg var en amerikansk teoretisk fysiker. Han var professor ved MIT 1969-1973, ved Harvard University 1973-1983 og derefter ved University of Texas i Austin.
I 1967 udviklede Weinberg den elektrosvage feltteori, der giver en forenet beskrivelse af elektromagnetiske og svage vekselvirkninger. Uafhængigt af Weinberg havde også hans skolekammerat Sheldon Glashow og pakistaneren Abdus Salam arbejdet med en tilsvarende teori. Den blev først ignoreret, men i 1970'erne blev den eksperimentelt eftervist og kendes nu som den elektrosvage teori eller Glashow-Salam-Weinberg-teorien. I 1979 fik de tre fysikere Nobelprisen i fysik.
I 1973 bidrog Weinberg til den første version af GUT (Grand Unified Theory), der også beskriver de stærke vekselvirkninger. Han gav også vigtige bidrag til teoretisk kosmologi.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.