U Ne Win

U Ne Win studerede i Rangoon, men dumpede til eksamen, forlod universitet uden en grad og arbejdede på et posthus. I 1930’erne blev han medlem af landets antikoloniale og nationalistiske bevægelse Dobama (”Vi Burmanere”). Her var U Ne Win en del af den socialistiske fraktion. I bevægelsen var også landets senere frihedshelt Aung San og den første premierminister U Nu, der var ledere af studenterne. De brugte titlen thakin, som på burmesisk betyder “herre”, som modsvar til briternes “master”. Deres slogan var: ”Master race we are, we Burmans”.

I 1941 kom U Ne Win og Aung San i hemmelighed til Hainan-provinsen i Kina med en gruppe studenter kaldet "De 30 kammerater". Alle havde dæknavne, og Ne Win betyder "strålende sol". Japans efterretningsvæsen og militær havde overtalt dem til at modtage militær træning og havde lovet Burma selvstændighed fra det britiske kolonistyre. De fulgte med Japans hær, der invaderede Burma i 1942 og drev briterne ud.

De 30 kammerater blev den ledende del af Burma Independent Army, som under japansk kontrol deltog i overgreb mod kristne karener. De unge nationalister blev skuffede over, at Japan ikke gav landet reel selvstændighed, og at besættelseshæren var uhyre brutal mod den civile befolkning.

Aung San dannede i hemmelighed en antifascistisk alliance. U Ne Win var en af de ledende officerer i Burma Independent Army, og under Aung Sans ledelse støttede BIA i 1945 briternes generobring af landet. Efter befrielsen blev Anti-Fascist People’s Freedom League af kommunister og socialister den dominerede burmesiske politiske organisation, som forhandlede selvstændighed med briterne. Inden sin død havde Aung San, ifølge datteren, Aung San Suu Kyi, voksende mistillid til U Ne Win.

U Ne Win blev næstkommanderende i Burmas nye væbnede styrker, som oplevede uafhængigheden i 1948. Den øverstkommanderende var Smith Dun, en kristen karen. Da Karen National Union gik i oprør for en selvstændig stat i januar 1949, afløste U Ne Win Smith Dun, som blev mistænkt for at være med i oprøret og blev arresteret af bevægelsens leder, U Nu, efter mordet på Aung San. Inden da havde U Ne Win beskudt karen-kvarterer i Rangoon og Insein.

Burma var plaget af kommunisternes oprør, en opstand fra tidligere BIA-soldater, som ikke blev optaget i hæren, etniske oprør og invasion af resterne af Chiang Kai-sheks guomindang-hær. AFPFL havde mange interne magtkampe. Opildnet af buddhistiske munke ønskede U Nu at gøre buddhismen til statsreligion. Det provokerede andre trossamfund og politikere, der ønskede en sekulær stat. U Nu var under pres og bad i 1958 U Ne Win, militærets øverskommanderende, lede en midlertidig regering. AFPFL blev i 1958 splittet i to partier, et ledet af U Nu og et socialistparti med kontakter til militæret. I 1960 lykkedes det U Nu at blive genvalgt, men problemerne fortsatte.

U Nu havde oprettet Karen-staten i 1952, men den og de andre etniske stater blev styret centralt og fik ikke den autonomi, som de etniske grupper havde forventet efter Panglong-aftalen med Aung San i februar 1947. I 1962 ønskede to store etniske områder, Shan-staten og Karenni-staten, at benytte sig af en paragraf i forfatningen fra 1947, som gav dem ret til at udtræde af unionen Burma efter 10 år. Samtidig havde Kachin Independent Organisation indledt et oprør for uafhængighed. Unionen var truet, og U Ne Win mente ikke, at demokratiet fungerede for Burma. Det brugte han som anledning til at tage magten ved et militærkup i marts 1962, og regerede derefter med et ’revolutionært råd’. U Ne Win mente, at føderalisme ville fragmentere unionen. Denne overbevisning har militæret stadig.

U Ne Win fængslede U Nu, præsident Sao Shwe Thaike (shan fyrste) og andre politikere. Under anholdelsen af præsidenten skød og dræbte soldater hans søn; faren døde i fængsel. Studenterne protesterede, og han sprængte studenterorganisationens hus ved Rangoons universitet i luften. Efter magtovertagelsen måtte vesterlændinge forlade landet, engelsk forsvandt fra undervisningen, vestlig musik blev bandlyst, og engelske sportsgrene lukkede. Landet blev gradvis isoleret.

I 1964 dannede U Ne Win Burma Socialist Programme Party, og han understregede, at det var “den burmesiske vej til socialisme”. En ny forfatning afløste i 1974 forfatningen fra 1947, og landet fik navnet Socialist Republic of the Union of Burma. U Ne Win var formand for partiet og blev præsident. Han bevarede kontrollen med militæret, som dominerede partiet og administrationen, mens U Ne Win regerede diktatorisk. Landet blev medlem af de alliancefrie lande og tidligere kolonier, men fik støtte fra Kina og Sovjetunionen.

I 1962 indledte U Ne Win en offensiv mod de mange oprør fra flere bevæbnede etniske organisationer og kommunistpartiet med base i Shan-staten. Hæren havde lært at agere brutalt under japansk kontrol, og det er fortsat til nutiden. Civile blev tvunget til at være bærere for hæren, og drab og voldtægt blev udbredt i de etniske områder. Tortur i fængslerne var, og er stadig, udbredt.

I 1974 døde U Thant, som var mangeårig FN-generalsekretær og højt respekteret internationalt og i Burma. U Thant havde været rådgiver for U Nu og en modererende figur i den demokratiske periode, men U Ne Win nægtede at give ham en statsbegravelse. U Ne Wins manglende respekt udløste demonstrationer fra studenter og munke, som bemægtigede sig U Thants kiste. Tusinder af burmesere strømmede til og så U Thant blive begravet under resterne af studenterhuset, Rangoons Universitet. U Ne Win beordrede tropper til at storme universitetet og hente kisten, som straks blev begravet. Mange blev skudt af militæret, hundredvis arresteret. U Ne Win så demonstrationerne som udtryk for vestlig indflydelse, og unge fik forbud mod at gå i jeans, og unge mænd med langt hår blev klippet på gaden af soldater.

I 1976 planlagde en gruppe yngre officerer at afsætte U Ne Win, men planen blev afsløret, og mange officerer blev fængslet. Øverstkommanderende general Tin Oo, der ofte havde kritiseret U Ne Win, blev løsladt i 1980, og i 1989 blev han præsident for the National League for Democracy.

Munkenes deltagelse i demonstrationer synes at have bekymret U Ne Win. Munkeordenen, sangha, med ca. 300.000 munke og novicer, skulle under politisk kontrol. Fra 1980 fik munkene identitetskort, og personer, som ansås for at være falske og politiske munke, eller som overtrådte reglerne for munke, måtte aflægge sig safranroben. Mange kom i fængsel. Sangha’en var autonom og opdelt i flere sekter efter karismatiske munke. Nu blev kun ni godkendt, og munkeordenen fik et sangha-råd af 47 munke, som var under statens og U Ne Wins kontrol. U Ne Win foregav, at han ’rensede’ buddhismen for uortodokse kræfter i stil med Burmas konger.

I 1980 byggede U Ne Win en pagode kaldet Maha Wizaya (’stor succes’) tæt på den berømte Shwe Dagon-pagode i Rangoon. Mange anså det for at være et forsøg på yadaya, en form for magi med en handling, som skal modvirke ulykke, og ikke et udtryk for at have de rette religiøse intentioner. Hans pagode er derfor meget lidt besøgt.

I 1982 kom en ny lov om statsborgerskab, som nærmest udelukkede kinesere, muslimer, hinduer og personer uden opdaterede identitetspapirer fra fuldt statsborgerskab. Medierne var censurerede, og under det totalitære regime sank landet ned i dyb fattigdom.

I 1987 fortog U Ne Win en hurtig pengeombytning, som ruinerede millioner. Sedler med de sære pålydende 45 og 90 kyat blev udstedt. U Ne Win brugte ved udstedelsen astrologer og numerologi, som er almindeligt i landet, og 4+5=9, som er et lykkebringende tal.

Priserne på brændstof og fødevarer steg med mere end 100 %. Det udløste stor folkelig modstand, anført af studenter og munke. Hæren reagerede med stor brutalitet i august-september 1988, hvor mindst 3000 demonstranter blev dræbt. Aung San Suu Kyi var i landet for at passe sin syge mor, og hun blev frontfigur for modstanden – og hadet af U Ne Win. Hun understregede gang på gang, at hendes far, Aung San, ikke havde dannet militæret for at undertrykke befolkningen.

I 1988 trådte U Ne Win tilbage og overlod magten til andre generaler, men han trak stadig i trådene bag scenen. Et af medlemmerne i en ny junta i 1989 var efterretningstjenestens general Khin Nyunt, som var loyal mod sin mentor U Ne Win og frygtet af andre officerer for sin viden, også om korruptionen i militæret.

I 2002 sluttede U Ne Wins magt. Han boede hos sin datter Sandar, som sammen med sine børn blev anklaget for planer om et kup, og fængslet. U Ne Win døde samme år i husarrest og fik ikke en statsbegravelse.

U Ne Win mente ikke, at parlamentarisme duede i Burma. Staten skulle være en centralt styret korporativ enhed og burmansk domineret. U Ne Win placerede officerer i statens administration; politiet kom under militær kontrol, og militæret fik via Defence Services Institute en omfattende kontrol med handel, import og banker. Et militært styret institut skrev landets historie, og aviser blev censureret. Direktoratet for psykologisk krigsførelse udsendte militær propaganda, formulerede militærets ideologi og advarede om, at buddhismen var i fare. En "skole for politisk videnskab" indoktrinerede officererne. Alle disse tiltag er stadig vigtige for militærregimet, og U Ne Wins fremmedfjendske nationalistiske ideologi præger fortsat militæret, der mener, at det skal have en dominerede polisk rolle, og kontrollere civilsamfundet for at bevare national enighed. (Se Myanmars forfatning).

• Myanmars historie fra 2015
• Myanmars forfatning