Beduinerne var rangordnet efter herkomst og i henhold til de dyrearter, som var deres eksistensgrundlag. Ædlest var de stammer, der kunne føre deres slægt tilbage til de nordarabiske (Qaysi) eller sydarabiske (Yemini) stammer, og mest prestige blev tillagt kamelnomaderne, dernæst gede- og fårenomaderne og endelig kvægnomaderne. Beduinerne boede i sorte gedehårstelte og levede af produkterne fra dyrene, både til eget forbrug og til salg.
Mange beduiner, fx på Den Arabiske Halvø, indgik i blandede erhverv, der foruden dyrehold omfattede agerbrug og fiskeri, især det indbringende perlefiskeri. Kontrol med og beskyttelse af karavanerne var også deres domæne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.