Elicitering er en efterretningsmæssig spørgemetode, som ved hjælp af psykologisk manipulation får en målperson til at afsløre informationer uden at være klar over det.

Elicitering foregår ofte som en tilsyneladende uskyldig samtale, men har det skjulte formål at lokke oplysninger ud, der senere kan bruges til spionage eller andre efterretningsmæssige formål. Metoden kan anvendes både ansigt til ansigt og via elektroniske platforme såsom sociale medier eller datingsider.

Elicitering begynder ofte med en indledende undersøgelse af målpersonen, også kaldet rekognoscering. Aktøren indsamler oplysninger fra offentlige kilder for at forstå målpersonens interesser, familieliv, arbejdssituation og lignende. Disse oplysninger bruges til at skabe en forbindelse, der virker tilfældig, men som er nøje planlagt.

Elicitering er et klassisk værktøj for efterretningstjenester. I nogle tilfælde kan elicitering bruges til at skaffe informationer, der kan bane vejen for et mere målrettet angreb, for eksempel mod en organisation eller en specifik person.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig