En honeytrap er en efterretningsmetode, hvor en person bliver lokket i en fælde ved at blive involveret i et romantisk eller seksuelt forhold med en agent eller medhjælper. Målet er at udnytte en følelsesmæssig eller fysisk forbindelse til at få adgang til hemmelige informationer, påvirke personens handlinger eller kompromittere deres position.

Faktaboks

Også kendt som

honey pot; honey trap; honningfælde

En honeytrap kan antage mange former, men grundlæggende handler det om at bruge personlige relationer til at manipulere en målperson. Det kan være en agent, der udgiver sig for at være interesseret i målet, eller en eksisterende relation, der bliver udnyttet. Målet kan være en person med adgang til følsomme informationer, for eksempel en politiker, diplomat eller forretningsperson.

Metode

Når målet først er indfanget i fælden, kan efterretningstjenesten bruge forskellige teknikker for at få det ønskede resultat. Dette kan inkludere afpresning, hvor personen trues med offentliggørelse af deres intime relation, eller det kan være en direkte udnyttelse af den tillid, der er opbygget, til at få adgang til informationer. Nogle gange bliver personen gjort opmærksom på fælden, mens det i andre tilfælde sker uden deres viden.

Med fremkomsten af digitale kommunikationsmidler, sociale medier og online datingplatforme er det blevet lettere at etablere kontakt og manipulere potentielle mål.

Kvinder bliver ofte brugt som honeytraps, men metoden kan lige så vel involvere mænd. Eksempelvis blev en svensk kvindelig officer i Kosovo i 2007 anklaget for at have givet fortrolige dokumenter til sin serbiske kæreste, som var spion.

Historisk baggrund

Honeytraps har eksisteret i århundreder og er blevet brugt af mange forskellige lande og organisationer.

En af de mest kendte formodede honeytraps var Mata Hari, som den franske kontraspionagetjeneste under 1. Verdenskrig beskyldte for at være tysk spion, selv om det aldrig blev bevist. Hun blev henrettet i 1917.

Honeytraps blev særligt kendt under Den Kolde Krig, hvor Sovjetunionens KGB ofte brugte denne metode imod vestlige diplomater og forretningsfolk for at få adgang til deres hemmeligheder.

Udbredelse

Honeytraps anvendes primært i efterretningsverdenen, men metoden kan også forekomme i andre sektorer, hvor målet er at skaffe fortrolige informationer eller indflydelse, eksempelvis i forretningsverdenen.

Honeytraps er en del af en større efterretningsmetode, HUMINT, som bruger mennesker til at indsamle efterretninger.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig