Image

Han af spinderarten Actias luna (engelsk luna moth), der findes i USA. Hannen har store fjerformede antenner, der kan sanse kønsferomoner fra hunnerne.

Han af spinderarten Actias luna
Af .

Insektferomoner er en betegnelse for en række forskellige kemiske forbindelser (fx mættede og umættede kulbrinter), der produceres af insekter for at opnå en adfærdsmæssig respons fra et andet individ fra samme art. Biosyntesen af feromoner kan følge forskellige veje, afhængig af, hvilket feromon der er tale om.

Der findes også feromoner hos andre typer af organismer, men de behandles ikke her.

Feromoner udskilles fra specielle kirtler forskellige steder på kroppen af insekterne. De enkelte insektarter kan tit producere flere typer feromoner. Feromonerne bliver oftest udskilt som flygtige væsker, der hurtigt fordamper og spredes i miljøet. Alternativt kan de overføres gennem direkte kontakt mellem individer.

Det første insektferomon, der blev isoleret og identificeret i 1959, var bombykol, som findes hos silkesommerfuglen (Bombyx mori). Feromoner er endnu kun undersøgt hos en lille del af de kendte insektarter, så forventeligt findes der en lang række endnu ukendte feromoner.

Nogle forskellige typer af insektferomoner

Kønsferomoner

Image

Han af almindelig oldenborre (Melolontha melolontha). De yderste dele af antennerne er vifteformede.

Han af almindelig oldenborre
Af .
Image

Han af kejserkåbe (Argynnis paphia), der er almindelig i Danmark. På hver forvinge ses fire mørke striber af duftskæl, som indeholder kønsferomoner.

Han af kejserkåbe
Licens: CC BY SA 3.0

Kønsferomoner anvendes af voksne insekter til at tiltrække det modsatte køn og opnå parring. Hos nogle arter af sommerfugle og biller udskiller hunnerne kønsferomoner. Hannerne af en del spinderarter (i Danmark fx natpåfugleøje (Saturnia pavonia) og sømplet (Aglia tau)) har veludviklede fjerformede antenner. De opfanger selv meget små koncentrationer af de luftbårne feromoner, der bliver udskilt af hunnerne på op til flere kilometers afstand. Hos andre insekter, fx hanner af kejserkåbe (Argynnis paphia) findes de udskilte kønsferomoner på vingerne af voksne sommerfugle, de såkaldte duftskæl.

Alarmferomoner

Alarmferomoner har til hensigt at advare andre individer mod en udefrakommende fare. Det kan fx være bladlus i en koloni, som udsender alarmferomoner. De advarer om, at et rovinsekt eller en snyltehveps angriber. Bladlusenes alarmferomoner udskilles via lange rygrør.

Aggregeringsferomoner

Aggregeringsferomoner kan produceres både af hanner og hunner og er egnede til, at større grupper af individer kan samles om at angribe enkelte planter, hvis forsvarsmekanismer derved overbelastes.

Markeringsferomoner

Såkaldte markeringsferomoner bruges af fx myrer og barkbiller til at markere territorier, hvor der allerede er individer til stede. Derved undgår insekterne at bevæge sig ind i og lægge æg i områder, hvor der allerede er lagt æg.

Anvendelse

Feromoner kan anvendes til at monitere og i nogle tilfælde mindske bestande af skadedyr ved, at man producerer fx kønsferomoner syntetisk og tilsætter dem til klisterfælder eller andre typer af fælder. Hannerne, der vil søge hunner, vil i stedet søge til fælderne med syntetisk feromon, inden de når at parre sig med hunnerne. Dette bruges bl.a. til æblevikleren (Cydia pomonella), der gør skade i æbleplantager overalt i Europa.

En anden type af anvendelse er forvirringsteknik. Ved at man doserer kønsferomoner over hele afgrøden, kan hannerne ikke orientere sig præcist i forhold til de ventende hunner. Der findes nu mere end 100 forskellge kommercielt tilgængelige kønsferomoner, der virker i forhold til fx en række skadelige viklere, biller og fluer inden for frugtavl, have- og skovbrug.

Aggregeringsferomoner bruges til barkbillen typograf (Ips typographus), der er et skadedyr i nåletræer. Feromonet bruges i dette tilfælde til, at man får tiltrukket de flyvende biller hen til ”fangtræer”, som man efterfølgende kan fjerne.

Anvendelse af syntetiske feromoner kræver, at det kemiske stof er godkendt af EU, samt at selve produktet er godkendt af det enkelte land. Feromoner bliver generelt godkendt efter reglerne for low risk-stoffer.

Historie

Allerede omkring år 1700 var man blevet opmærksom på, at hanner af birkemåleren (Biston betularius) fløj ind gennem et åbent vindue for at komme i kontakt med en nyklækket hun. I midten af 1800-tallet studerede den franske entomolog Jean Henri Fabre, hvordan hunner af spindere kunne tiltrække mange hanner.

Løvtræsnonnen (Lymantria dispar) er en spinderart, der lever på forskellige løvtræer og er skadelig i det sydlige Europa. Efter introduktion af spinderen til USA i slutningen af 1800-tallet blev den hurtigt et voldsomt skadedyr i skovbruget derovre. Myndighederne i USA begyndte allerede ca. år 1900 at eksperimentere med at sætte uparrede hunner af spinderen i fælder, således at hanner blev tiltrukket og kunne indfanges. I nyere tid er man gået over til at bruge syntetiske feromoner og forbedrede fældedesigns til bekæmpelse af løvtræsnonnen, bl.a. i et EU-projekt, som foregår i samarbejde mellem forskere og kommercielle firmaer.

I Danmark blev feromoner i form af uparrede hunner introduceret i et forskningsprojekt omkring 1980, der omhandlede monitering og bekæmpelse af larver af agerugler (Agrotis segetum), "knoporme", i gulerødder.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig