fjedervogn

En fjedervogn er en firehjulet hestevogn med et langt, fladt lad, der er anbragt på elliptiske trykfjedre, som er boltet til hjulakslerne af jern, således at der mangler en egentlig undervogn. Denne vogntype, der kunne laste op til 750 kg, var formentlig inspireret af tidlige britiske jernbanevogne. Den fik almindelig udbredelse i Danmark både i by og på land omkring 1900 og afløstes efter 2. Verdenskrig af fladvogne af stål og automobilhjul, der – trukket af traktorer – kunne laste betydeligt mere.

På ladet kunne der på fjedervognen anbringes sæder enten tværgående eller i vognens længderetning, ligesom der kunne fastgøres overbygninger til brug for erhvervskørsel, fx for en bager eller en mælkemand. Fjedervogne kunne således bruges til både arbejdskørsel og persontransport, men den havde ikke samme fleksibilitet som den stive arbejdsvogn af træ (uden fjedre) med undervogn, der bestod af løse vogndele, som blev samlet efter opgavernes art. Fjedervognens vognkasses underdel kunne have flere udformninger. Havde vognen små forhjul, der kunne dreje ind under vognen, havde den en flad bund, men var forhjulene større – hvilket er en teknisk fordel – måtte vognbunden opskæres eller opsvejfes, så hjulene kunne gå ind under vognen. Opskæringen er kasseformet, mens opsvejfningen er buet.

De ældste arbejdsfjedervogne havde skråtstillede sider og hjul med styrt, mens de senere typer blev placeret næsten lodret. Ladets langsider var ofte støttet af 2 eller 3 udvendige stokke i hver side, hvorfor man skelner mellem 2- og 3-stoksvogne.