heste (symbolik)

Blandt hestens mange symbolværdier er de vigtigste knyttet til forestillingen om dens kraft og hurtighed. Den er frihedens, instinkternes og drifternes udtryk.

I indoeuropæiske religioner har den været knyttet sammen med Solen og med frugtbarhed, inspiration, visdom og som redskab for shamanlignende åndeflugt; ashvamedha, et meget sammensat ritual med stærkt seksuelle elementer og med en hingst som offerdyr, kendes fra vedisk tid i Indien.

I den nordiske mytologi findes fortællingen om Vølse, en hingstefallos, der dyrkes som en guddom — en fortælling, der peger på, at hesten var helliget frugtbarhedsguden Frej. Hesteofferkult har fundet sted ved de store hedenske helligdomme, og heste er også ofret i nordiske stormænds grave.

Odins ottebenede Sleipner er en magisk hest, der kan bevæge sig lynhurtigt i alle elementer; den kan opfattes som Odins evne til i ekstase at bevæge sig i tid og rum. Verdenstræet Yggdrasil betyder “Odins hest”; navnet peger på en myte om, at han ofrer sig selv til sig selv i træet – og får visdom deraf. I folketroen er bl.a. indgået elementer fra den mere dæmoniske side af Odin og Sleipner i forestillingen om den vilde og hjemløse rytter, der som en kraftig efterårsstorm farer gennem luften om natten.

Til folketroens magiske heste af dæmonisk art og med nordisk mytologisk udgangspunkt hører også helhesten, også kaldt kirkehesten; dens navn stammer fra det nordiske dødsrige, Hel, og den er et dødsvarsel; den fremstilles med tre ben og er ofte hovedløs. Man forestillede sig, at den var blevet levende begravet på en kirkegård og derefter optrådte som genganger. Der findes også sagn om bækheste og andre vandheste.

Solen er i nordisk kosmologi også kædet sammen med en hest: Det er hestene Skinfakse og Rimfakse, der ved at føre Dag og Nat over himmelhvælvingen skaber lys og mørke, og Solen og Månen har heste spændt for deres himmelvogne. Det arkæologiske fund Solvognen fra Trundholm (fra bronzealderen) viser en hesteforspændt Sol.

Fra græsk-romersk tid findes bl.a. en række magiske heste, fx Pegasus, symbol for digterinspirationen; den er bevinget og sprang frem af Medusas blod. Endvidere Helios', Solens hest og havguden Poseidons heste. En hestehybrid er fabeldyret kentauren. En magisk hest er også den bevingede hest, Buraq, som Muhammed ifølge en legende drog på natlig rejse fra Arabien til Jerusalem på.

Helte har ofte som en slags magisk attribut en hest af særlig kaliber; det gælder fx Sigurd Fafnersbanes hest Grane, der bærer vældige guldmængder, da helten har dræbt Fafner, og Alexander den Stores hest Bukefalos; Bukefalos står for vildskab og kraft og optræder i en dansk eventyrvariant som “Bissefalius”, hvor en gåsedreng tæmmer den menneskeædende hest og ender som konge. Kejsere og konger og andre storfolk lader sig gerne afbilde til hest, på fx rytterstatuer eller malerier med mytiske konnotationer. Fx er Napoleon, der var særdeles lille af statur, afbildet på en vældig og stejlende ganger i et romantisk landskab. Et dansk nationalsymbol er Christian 10. og den hvide hest, han red på ved Genforeningen i 1920, og den hest, han brugte under sine daglige rideture i København under Besættelsen.

I Bibelen omtales heste positivt i forbindelse med profeten Elias' ildvogn, men negativt i forbindelse med de fire apokalyptiske ryttere i Johs. Åb. I kristen tradition optræder fx Sankt Georg til hest under dragedrabet. Sankt Hubertus er jægernes skytshelgen, se jagt. En fabelhest med stor betydning i kristen symbolik er enhjørningen. En anden type fabeldyr er hippogriffen, dvs. griffen med delvist hesteudseende.

Det vældige fund af lerfigurer ved Xi'an i Kina rummer en hel hær med udstyr, heste og stridsvogne. Betydningen af denne masseofring – måske ligger der en konkret menneske- og dyreofring bag lerfigurerne – er at udødeliggøre en kejser (Qin, d. 210 f.Kr.) og hans hær: figurerne er nemlig individualiserede.

Ved shintos store helligdomme i Japan er der hellige heste, der bruges i de riter, der gennemspiller det ældgamle mytestof. “Hold jeres heste, som lytter og spidser ører mod Himmelsletten”, hedder det i en gammel norito (bøn) for Japans store renselse; hestene hører himmelregionen til, og en forfærdelig begivenhed, et tabubrud af dimensioner, er det, da solgudinden Amaterasus modstander Susanoo ifølge Kojiki-myten kaster “et himmelsk broget hingsteføl, som han havde flået levende”, ned i den himmelske vævesal, en begivenhed den himmelske væverske dør af.

Hestekød var en, bl.a. rituel, spise i det førkristne Norden. Men med kristendommens indførelse kom der forbud mod at spise hestekød. I Island tillod kirken først at fortsætte spisning af kødet, men kort efter år 1000 blev det forbudt. Fornemmelsen af noget urent ved hestekød fortsatte, også efter at forbuddet blev ophævet i Danmark; døde heste var udpræget tabu, og kun den såkaldte rakker måtte røre ved dem. I dag spises der hestekød i Danmark, men i moderat omfang.

Hestesko symboliserer evnen til at bringe lykke og at afværge ondt, fx ved at blive hængt over en indgangsdør eller lagt i et barns vugge.