hvalros

Det latinske slægtsnavn Odobenus ('tandvandrer') henviser til de karakteristiske stødtænder (egentlig hjørnetænder), som findes hos begge køn. Tænderne kan blive op til ca. 75 cm lange. Hannerne kan blive 3,7 meter lange (lige længde fra snude til halespids) og veje op til 2 ton, hunner 3,1 meter og ca. 900 kg. Hvalrosser optræder i flokke, nogle steder i tusindtal, langs arktiske kyster i områder med lavt vand og drivis.

Der findes tre underarter, der adskiller sig noget i form og størrelse: stillehavshvalros (O.r. divergens) i området ved Beringsstrædet, atlantisk hvalros (O.r. rosmarus) i Canada, Grønland, Svalbard og det vestlige Rusland samt laptevhvalros (O.r. laptevii) i Laptevhavet (nord for Sibirien). De tre underarter tæller skønnet hhv. 200.000, 20.000 og 5000 individer.

Hvalrossen anvender overlæbens stive varbørster til at finde føden, som især udgøres af muslinger, der lever nedgravet i havbunden. Andre hvirvelløse bunddyr ædes også. Muslingernes ånderør og fod nippes af, og indholdet suges ud af skallerne. Stødtænderne anvendes ikke til fødesøgning, men bruges i indbyrdes kampe, til forsvar mod fx isbjørne og til at hale sig op på isen med.

For at tiltrække hunner i parringssæsonen. der ligger fra februar til april, udsender hannerne en række komplicerede undervandslyde. Hunnen føder en enkelt 60 kg tung unge med to til fire års mellemrum.

Stødtænder og hvalroshud var vigtige eksportvarer for nordboerne i Grønland. Nu jages hvalrosser kun af de arktiske, oprindelige jægerfolk.

Hvalrossens stødtænder er blevet brugt til kunstneriske skæringer. Hvalrostand har mange af elfenbenets kvaliteter, men tænderne er betydeligt mindre end elefantens og har en uregelmæssigt kornet og gullig kerne, som kommer frem, når en skæring bliver dyb. I Europa blev hvalrostand derfor især anvendt i de områder og i det tidsrum, da der var god adgang til materialet, samtidig med at elfenben var vanskeligt at skaffe, dvs. i Norden, på De Britiske Øer og på den nordvestre del af kontinentet fra ca. 1000 til ind i 1200-tallet.

Der er bl.a. bevaret fornemme krucifikser, bispestave, relikviegemmer, skakbrikker, bæltespænder og beslag til skrin og hellige bøger. Til de mest kendte arbejder hører Bambergskrinet, Gunhildkorset og skakbrikkerne fra Hebriderne.

Hvalrostænder, som blev forarbejdet i de europæiske og islamiske kunstcentre, har kunnet hentes i de arktiske områder. Fra den beretning, som storbonden Ohthere (Ottar) fra Hålogaland engang sidst i 800-tallet aflagde til den engelske kong Alfred den Store, ved vi, at han fra sit bosted sejlede nordpå på grund af hvalrossen og også medbragte hvalrostænder til kongen. Også i Grønland, hvor skandinaver bosatte sig ca. 985, må eksporten af hvalrostand have spillet en vigtig rolle i de grønlandske nordboers økonomi. Ved siden af pelsværk var hvalrostand desuden en vigtig eksportartikel fra Novgorod, der senest ved udgangen af 1000-tallet havde skattelagt lokalbefolkningerne de såkaldte voloster langs hele Ishavskysten fra Kolahalvøen til Ural med, hvad der svarer til den finneskat, som Ohthere pålagde sine samer.

Derudover anvendes hvalrostand i inuitisk og moderne grønlandsk kunst samt hos andre folk i det cirkumpolare område.

• sæler