kønskvotering

I 1970'erne og 1980’erne var de nordiske lande først med frivillig partikvotering, som blev taget i brug af de nye grønne partier og af venstrefløjspartierne, inklusive visse socialdemokratiske partier, dels til deres interne organisation og dels til deres kandidatlister ved valgene. Denne type er i dag mest udbredt i Nordeuropa, i partier på hele det politiske spektrum. I Danmark har kønskvotering i politik kun været anvendt i begrænset omfang, og uenigheden har været stor.

Kønskvotering indført ved lov eller i forfatningen er bindende for alle politiske partier i et land. Det første land, der indførte det, var Argentina i 1991 med en regel om mindst 30 % kandidater af hvert køn på kandidatisterne ved valg.

Denne type kønskvotering findes i dag i stort set alle latinamerikanske lande, men er også udbredt i Syd- og Østeuropa. Globalt set er kønskvotering ved lov den mest udbredte kvoteringstype, dog i meget forskellige afskygninger og med forskellige resultater, fra 18 % kvinder i parlamentet i Brasilien til 50 % i Mexico.

Den tredje type kønskvotering i politik er reserverede pladser (reserved seats). Her handler det ikke om kandidaterne, men om kønsbalancen blandt de valgte.

I stærkt patriarkalske lande og regioner kan reserverede pladser være en nødvendighed for kvinderne. Typer af denne tredje form for kønskvotering findes i Syd- og Østasien, Østafrika og MENA-regionen, og er generelt den foretrukne type i semi- eller ikke-demokratiske lande. Det er afgørende for legitimiteten, at de for kvinder forhåndsbestemte plader erobres af de individuelle kvindelige kandidater i indbyrdes konkurrence ved et offentligt valg – hvilket sker i stigende omfang – og ikke ved udpegning.

Ved en forfatningsændring i 1993-94 reserverede Indien en tredjedel af pladserne for kvinder i de lokale råd på landet (panchayats), kombineret med den eksisterende kvotering for de kasteløse m.v.

I Danmark er kønskvotering i politik kun blevet anvendt sporadisk, og den ligger derfor generelt ikke til grund for den historiske stigning i kvinderepræsentationen i dansk politik. Frivillig partikvotering har dog kortvarigt været anvendt af visse partier, især på venstrefløjen.

I 1970-80'erne, hvor kritikken af den lave kvinderepræsentation voksede, indførte først SF og derefter Socialdemokratiet frivillig partikvotering.

Efter krav om paritet fra SF's meget aktive Kvindegrupper, hvoraf mange havde en baggrund i rødstrømpebevægelsen, og ledsaget af oprørte diskussioner internt i partiet og åbent i dagbladet Information, indførte SF i 1977 en minimumskvotering på 40 % af hvert køn for alle interne organer i partiet, og kvindeandelen i SF's hovedbestyrelse steg markant. Efter nogle år udvidedes reglen kortvarigt til partiets kandidatlister i 1983-1990 til Europa-Parlamentet, og i 1988-1990 ved folketingsvalg og kommunalvalg. Pga. en tillægsregel om skiftevis opstilling af de mandlige og kvindelige kandidater, blev en mand, John Iversen, efter at en urafstemning blandt medlemmerne i SF havde placeret kvinder på de første fire pladser, rykket op som nummer to på partiets liste (partiliste), og han fik derfor det ene af SF's tre mandater ved valget til Europa-Parlamentet i 1984.

Socialdemokratiet bestemte i 1983, at begge køn skulle være repræsenteret i formandskabet, og man indførte kønskvotering på minimum 40 % af begge køn i de af hovedbestyrelsen nedsatte udvalg. Ganske kortvarigt, i 1988-96, havde partiet også 40 % kønskvotering ved opstilling til Europaparlamentsvalg og kommunale valg, men ikke til Folketinget. I dag gælder en maksimumsregel på 60 % for begge køn i partiets interne organisation.

I 2024 tog Socialdemokratiets kongres et nyt skridt og indskrev i partiets vedtægter, at ”alle ledelsesniveauer i partiet skal tilstræbe ved udarbejdelse af opstillingsregler og opstilling af kandidater til politiske valg at sikre, at intet køn er repræsenteret med mere end 60 procent på opstillingslisterne.” Endnu vigtigere for resultatet vedtoges et fletsystem, hvorefter de første seks kandidater skal opstilles skiftevis mellem kønnene.

I 1985 indførte Venstresocialisterne en kønskvotering på tilnærmelsesvis 50-50 %, dog af uklart omfang. I dag har Enhedslisten en bestemmelse om, at højst 60 % af de delegerede ved partiets årsmøde må være af samme køn. Ved EU-parlamentsvalget må der ved valg af partiets fire spidskandidater højst være to af samme køn.

Modsat Danmark er frivillig kønskvotering udbredt i de fleste svenske, norske og islandske politiske partier. I Finland vanskeliggør det obligatoriske personvalg effektfulde kvoteringsregler.

I 1970’erne fremkom en voksende kritik af den manglende kvinderepræsentation og i det hele taget af den selektive repræsentation i de mange offentlige kommissioner og lign., som mindre synligt for offentligheden, men ikke mindre vigtigt, arbejder med lovforberedelse, implementering af nye regler, som ankeinstanser m.v. Ligestillingsrådet kortlagde skævhederne, og den nye kvindeforskning kunne vise, at Danmark lå langt efter Norge og Sverige.

I 1982 indførte Norge en lov med krav om mindst to medlemmer af begge køn i udvalg med fire medlemmer eller flere, og senere mindst 40 % af begge køn i alle udvalg.

Danmarks lov af 1985 var "blød" udgave af den norske, idet kommissioner m.v. ”bør så vidt muligt have en afbalanceret sammensætning af mænd og kvinder”, med en senere skærpelse i ligestillingsloven fra ”bør” til ”skal”. Danmark gik dog foran med en regel, som stadig gælder, nemlig at myndigheder og organisationer skal indstille både en mand og en kvinde til hver post, de har fået tildelt, hvorefter den pågældende minister kan sammensætte en kønsbalanceret kommission eller udvalg. Selv om de enkelte ministres villighed til at bruge loven har varieret, og mange først efter offentlig kritik har anvendt lovens ret til at fratage en organisation, som ikke fulgte reglerne, deres plads i udvalget, så er kvinderepræsentationen steget markant og har på flere områder nærmet sig paritet. På dette felt har de nordiske lande været foregangslande globalt.

Senest har kønskvotering som metode nået virksomhedsbestyrelserne, hvor kritikken af en meget lav kvindeandel blev understreget i forbindelse med den øgede privatisering og udlicitering af opgaver, herunder i kommunalt regi. Allerede i 1990 havde Danmark fået en lov om en så vidt muligt afbalanceret kønssammensætning i offentlige forvaltningsorganers bestyrelser. Først i 2024, og da som følge af EU's ligestillingspolitik og et i årevis omdiskuteret EU-direktiv, blev kravet udvidet til at omfatte både offentlige og private virksomhedsbestyrelser.

Igen var Norge først i Norden og faktisk i hele verden med en lov fra 2006, som kræver mindst 40 % af hvert køn i virksomhedsbestyrelserne. Ellers kan staten efter advarsler nedlægge virksomheden, hvilket dog aldrig har været nødvendigt.

De danske bestemmelser er en typisk dansk form for ”blød” kønskvotering, hvorefter statslige, regionale og kommunale virksomheder samt de største danske virksomheder skal ”opstille et måltal og udarbejde en politik for at øge andelen af det underrepræsenterede køn og rapportere herom”. Der er ingen sanktioner, hvis virksomhedens egne måltal ikke opfyldes, og specielt på det private område har effekten været begrænset.